boris johnson
Den britiske premiereminister Boris Johnson under det første officielle besøg i et fængsel siden 2012. August 2019.
Foto: Nigel Roddis /EPA / Ritzau Scanpix

England (faktalink light)

journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet, august 2019.
Top image group
boris johnson
Den britiske premiereminister Boris Johnson under det første officielle besøg i et fængsel siden 2012. August 2019.
Foto: Nigel Roddis /EPA / Ritzau Scanpix

Indledning
England er et land i Vesteuropa som hører med i Storbritannien. Storbritannien består af England Skotland, Wales og Nordirland og er en af verdens største økonomier. England med hovedstaden London var engang centrum i et stort imperium som også omfattede Indien og mange andre lande og områder i Asien, Afrika og Caribien. England er fortsat et vigtigt land internationalt, og hovedstaden London er et vigtigt centrum for økonomi, handel og kultur. Storbritannien kom med i EF i 1973 samtidig med Danmark og Irland. Men i 2016 stemte et flertal af befolkningen i Storbritannien for at Storbritannien skulle forlade EU. Så nu er England sammen med resten af Storbritannien på vej ud af EU.


Der findes ikke en selvstændig nationalsang for England, men kun en fælles for Storbritannien, ”God Save the Queen”. Her opført i anledning af Dronning Elizabeths 85 års fødselsdag i den royale kirke Westminster Abbey.

 

Artikel type
faktalinklight

Hvad er England?

England er et af fire lande der tilsammen udgør Storbritannien. De tre øvrige lande er Skotland, Wales og Nordirland. England er klart det største af de fire lande og har også den største befolkning. Englands indbyggere udgør mere end 83% af den samlede befolkning i Storbritannien. England er altså en nation, der indgår i Storbritannien, og hvis fulde engelske navn er United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland. På dansk Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Englands areal er 130.279 km2, og indbyggertallet er 53 millioner. Det gør England til et af de tættest befolkede områder i Europa. Når man i Danmark bruger begrebet England, taler man ofte om hele den britiske hovedø og om hele den britiske nation bestående af Storbritannien og Nordirland.

Hvor ligger England?

England udgør den sydlige og mellemste del af øen Storbritannien der ligger i det nordvestlige Europa. England ligger vest for Danmark med Nordsøen imellem. England grænser mod nord op til Skotland og mod vest til Wales. Den eneste større ø, som hører til England, er Isle of Wight, der ligger syd for selve øen Storbritannien. Englands kyster grænser til Nordsøen, Det Irske Hav, Det Keltiske Hav, Bristolkanalen og Den Engelske Kanal. På den anden side af den engelske kanal ligger Frankrig.

Hvad hedder Englands hovedstad?

Englands hovedstad London ligger i det sydøstlige England ved floden Themsen. London er hovedstad i England og i hele Storbritannien. Londons historie går flere tusinde år tilbage da romerne grundlagde en by ved floden Themsen, og som blev hovedstad for den romerske provins i England, Britannia. Efter normannernes erobring i 1000-tallet blev London den nye hovedstad i kongeriget England, og det har den været siden. I 1600-tallet blev London ramt af pest og en stor brand, men kom sig og fortsatte med at vokse. I 1700- og 1800-tallet var London verdens største by og hovedstad i Det Britiske Imperium. Indbyggertallet steg fra 1 million i 1800 til over 6,5 millioner 100 år senere. I mellemtiden var London blevet en af verdens førende byer inden for politik, handel og kultur. Siden blev byer som New York og Paris lige så vigtige, og andre byer vokser sig større. Men London er stadig en af verdens største byer; nu bor der cirka 7,5 millioner i London centrum og over 13 millioner i London med forstæder.

I 1800-tallet var byen overbefolket og havde mange slumkvarterer. Det beskrives i forfatteren Charles Dickens berømte roman Oliver Twist.

Under 2. Verdenskrig blev store dele af byen ødelagt af tyske luftbombardementer.

Fra 1950’erne og til i dag er der kommet mange indvandrere til byen fra lande, som tidligere have været en del af Det Britiske Imperium, bl.a. Jamaica, Indien og Pakistan. Der er også kommet indvandrere fra mange andre lande, så i dag er London en af de mest etnisk blandede byer i Europa. Der tales mere end 300 forskellige sprog i London, og der bor både kristne, muslimer, hinduer, jøder, buddhister og tilhængere af andre religioner.

London har over 40 universiteter. Byen har været vært for De Olympiske Lege i 1908, 1948 og 2012.

London er kendt for verdens ældste undergrundsbane og for det største udsigtspariserhjul i verden, London Eye.

Hvert år besøger omkring 15 millioner turister og forretningsfolk London.

Hvad har præget Englands historie?

De britiske øer blev erobret af romerne for over 200 år siden. I 400-tallet trak romerne sig tilbage igen. Herefter blev øerne erobret og plyndret af normannerne, skandinaviske vikinger og saksere. Omkring år 1100 blev kongerigerne England og Skotland grundlagt. De to naboer kæmpede mange kampe indtil 1707 da de gik sammen i et forenet rige. De næste århundreder erobrede britiske søfolk og opdagelsesrejsende store landområder i hele verden, og Det Britiske Imperium, som rummede områder i både Asien, Afrika og Caribien blev rigt på plantagedrift og slavehandel. Briterne blev også rige, fordi det var i England industrien for alvor blev udviklet i 1800-tallet. Opfindelser som dampmaskinen og spindemaskinen gjorde det muligt for englænderne at producere varer meget effektivt, blandt andet tekstiler. Den første jernbane i 1825, og jernbaner og skibstrafik gjorde det muligt at transportere varerne ud i verden. England blev i 1800-tallet kaldt ’verdensøkonomiens lokomotiv’ og ’verdens værksted’. England blev også det første sted, hvor arbejderklassen organiserede sig og dannede fagbevægelser.

England deltog i 1. og 2. Verdenskrig. I samme periode og især efter 2. Verdenskrig blev de fleste dele af Det Britiske Imperium til selvstændige stater. Men selv om Det Britiske Imperium skrumpede ind, har Storbritannien også efter 2. Verdenskrig spillet en vigtig rolle i international politik. I 1973 blev Storbritannien – og dermed også England – optaget i EF (nu EU).

 

Englands historie fortalt i lille animeret film med engelsk fortæller.