Definition af moderne slaveri

Hvad er moderne slaveri?

Der er ikke enighed om, hvad ”moderne slaveri” præcist betegner. Det bliver ofte brugt overlappende eller synonymt med bl.a. ”tvangsarbejde” og ”menneskehandel”. Moderne slaveri er ikke i sig selv et juridisk begreb, men omtales af menneskeretsorganisationen Walk Free (se kilde 1) som en paraplybetegnelse for en række praksisser, der de fleste steder er ulovlige: foruden tvangsarbejde og menneskehandel også f.eks. tvangsægteskab og gældsslaveri. Der er ifølge Walk Free tale om moderne slaveri, når en person ikke kan nægte at gøre noget bestemt eller ikke kan forlade en situation eller omstændighed på grund af trusler, vold, tvang, svindel eller magtmisbrug.

Begrebet moderne slaveri er først i løbet af det seneste årti blevet almindeligt brugt, men begrebet tvangsarbejde blev allerede i 1930 defineret af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i konvention nr. 29 (se kilde 2) som ”alt arbejde eller udførelse af ydelser/tjenester, som trækkes ud af en person under trussel om straf og som den pågældende ikke frivilligt har tilbudt at udføre”.

Nogle steder, heriblandt Californien i USA, Storbritannien og Australien, er der inden for de senere år vedtaget lovgivning for at bekæmpe moderne slaveri. Ifølge menneskeretseksperten Sunil Rao (se kilde 3) sigter denne type lovgivning på at få virksomheder af en vis størrelse til årligt at fremlægge, hvilke tiltag de har gjort for at sikre, at moderne slaveri ikke indgår i hverken deres egne foretagender eller i nogle led i deres forsyningskæder.

I Danmark bruger man ikke begrebet moderne slaveri i lovgivningen, men i stedet menneskehandel, der ifølge Center mod Menneskehandel (se kilde 4) betragtes som ”grov kriminalitet, som er strafbar ifølge dansk straffelovs § 262 a”. Center mod Menneskehandel har eksisteret siden 2002 under Social- og Boligstyrelsen og har til opgave at udrede potentielle ofre for menneskehandel samt at udarbejde handlingsplaner.