Tøjproduktionens konsekvenser

Hvor meget tøj produceres på verdensplan om året?

På verdensplan blev der i 2017 produceret 62 millioner ton tøj. I takt med at klodens befolkning og særligt middelklassen vokser, forventer man, at den globale tøjproduktion vil stige med yderligere 63 procent frem mod 2030, fremgår det af artiklen "Ubæredygtig mode er so last year" på Verdensbedstenyheder.dk (se kilder).

Samtidig går nyt tøj jævnligt til spilde. Virksomhederne destruerer nemlig store mængder nyt tøj, når det ikke bliver solgt.

En undersøgelse lavet af affalds-rådgivningsfirmaet Econet for Forbrugerrådet Tænk ud fra data fra 2018-2020 viser, at danske producenter hvert år destruerer ca. 677 ton nyt, usolgt tøj. Det svarer til ca. 2,7 millioner nye t-shirts, der årligt destrueres bare i Danmark alene, skriver Forbrugerrådet Tænk i artiklen “Tøj: Sådan skader produktionen". (Se kilder).

Hvordan belaster tøjproduktion miljøet?

Der er mange miljøbelastende led i produktion af tøj. Faktisk er tøjproduktion en af de aktiviteter, der belaster klimaet allermest.

Et af de mest anvendte materialer i produktionen af tøj er bomuld. Bomuldsmarker optager store arealer, der ellers kunne være beplantet af træer, som er vigtige for klimaet, fordi de optager CO2 fra luften og således er med til at rense luften. Ifølge artiklen "Tøj: Sådan skader produktionen” fra Forbrugerrådet Tænk bruges der under dyrkningen af bomuld store mængder sprøjtemidler for at undgå, at de sarte bomuldsplanter bliver angrebet af ukrudt og skadedyr (se kilder).

Syntetiske materialer som polyester, akryl, nylon, lycra og spandex er meget energikrævende, fordi de er lavet af kul, råolie og naturgas gennem en kemisk proces – og bruger meget vand i produktionen.

Dernæst skal fibrene fra både naturlige og syntetiske materialer spindes og væves for at blive til stof. Det kræver også meget energi og giver en stor CO2-udledning. Til sidst tilføres nye kemikalier for at styrke stoffets farve og fibre eller for at blege f.eks. jeans, så de får et moderne udtryk. Ifølge Det Nordiske Samarbejde går der mindst 1.400 liter vand til produktionen af bare en enkelt t-shirt, svarende til mere end 10 fyldte badekar (se kilder).

Det er også et stort miljømæssigt problem, at tøj, der er produceret af kunstige plastfibre – såsom polyester – afgiver mikroplastfibre, f.eks. når det vaskes. Det øger den stigende mængde plastaffald i havet. Fordi mikrofibrene er så små, kan de let passere rensningsanlæggene, der renser spildevandet, og fordi de ikke er biologisk nedbrydelige, udgør de en alvorlig trussel mod livet i oceanerne. Vi ender også selv med at spise en del af mikroplasten, fordi små organismer såsom plankton spiser mikrofibrene, som så baner sig vej op igennem fødekæden til fisk og skaldyr, der siden bliver spist af mennesker. Det kan man læse i artiklen “Suppen af mikroplast i havet bliver tykkere” i Danmarks Naturfredningsforenings magasin Natur&Miljø (se kilder).  

Hvordan påvirker tøjproduktion natur og miljø i fattige lande?

Hver gang, du køber en ny t-shirt, sender du en regning på 11,76 kroner videre til naturen og miljøet i de fattige lande, hvor tøjet bliver fremstillet. Det viser et miljøregnskab, som Miljøstyrelsen har udarbejdet for hele den danske tøjbranche (se kilder).

“Alt fra de enorme mængder af sprøjtemidler og vandforbruget på bomuldsmarker til CO2-udledning, når man former læder og lynlåse, går ud over miljøet”, sagde daværende miljøminister Kirsten Brosbøl (S) om rapporten, som var udarbejdet af Miljøstyrelsen i 2014.

Det kan man læse i artiklen “Tøj koster miljøet 3 milliarder om året” på Politiken.dk (se kilder). Fremstillingen af tøj i fattige udviklingslande koster 3,39 milliarder kroner om året i miljøpåvirkninger, viser opgørelsen. Det svarer til hele 11,7 procent af tøjindustriens samlede omsætning.

Blandt miljøpåvirkningerne er udtørring af søer og vandløb, som tømmes for at skaffe vand til bomuldsdyrkning. Samtidig får udledning af kemikalier skadelige konsekvenser for lokalbefolkningens helbred, når det ender i deres drikkevand. Der er ikke samme lovgivning og regler for beskyttelse af miljøet i de lande, hvor tøjet primært produceres, som i de vestlige lande, hvor tøjet primært købes. Derfor beskyttes hverken miljøet eller de arbejdere, der producerer råvarerne og tøjet.

Syningen af tøjet foregår på systuer, ofte kaldet sweatshops, i udviklingslande som Bangladesh, Vietnam og Cambodja. Her er sikkerheden ekstremt dårlig. Det fik blandt andet konsekvenser i 2013, da en ulykke på tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh kostede mere end 1.000 mennesker livet, fordi fabrikkens ni etager faldt sammen omkring arbejderne, der var låst inde i bygningen. Det kan man læse i artiklen "Tøj: Sådan skader produktionen" fra Forbrugerrådet Tænk (se kilder).

Efterfølgende har flere globale tøjmærker, detailhandlere og fagforeninger indgået en juridisk bindende aftale om at gøre fabrikker i Bangladesh sikre. Den 1. september 2021 havde 77 modebrands tilsluttet sig aftalen, fremgår det af DanWatch.dk – blandt dem de danske brands Bestseller, Salling Group og Coop, og de svenske brands H&M og Ellos (se kilder).

Ifølge rapporten "Tøjets tragedier" fra april 2014 lavet af Danwatch (se kilder) har mindstelønnen i Bangladesh siden 2013 svaret til 445 kroner om måneden. Den er ifølge rapporten ikke tilstrækkelig til at dække basale udgifter, og ikke alle får minimumslønnen, viser rapporten, som også beretter, at organisering i fagforeninger ofte resulterer i vold og fyringer.

Siden 2014 er tingene ikke blevet bedre, afslører en rapport i 2019 fra en britisk NGO:  “Stort set ingen tøjfabrikanter kan garantere, at en eneste af de arbejdere, der syr deres tøj, får hvad der svarer til en leveløn," skriver Danwatch i artiklen "Arbejderne, der syr dit tøj, får stadig dårligere vilkår – og intet tyder på, at det ændrer sig" (se kilder).