Racehygiejne

Hvad er racehygiejne?

Racehygiejne, også kaldet eugenik, var og er et teorikompleks, en akademisk strømning, en bevægelse, og en række praktiserede politikker, som sigter mod at forbedre arvemassen i en given befolkning – enten gennem positiv udvælgelse, såsom at opmuntre bestemte personer til at reproducere sig, og/eller gennem negativ udvælgelse, f.eks. ved at forhindre bestemte personer i at reproducere sig.

Hvornår opstod begrebet eugenik?

Den britiske matematiker, geograf, statistiker, opdagelsesrejsende og genetiker Sir Francis Galton brugte i 1883 begrebet eugenik som en opsamling på tanker, han havde præsenteret godt femten år tidligere: Ved at arrangere ægteskaber mellem begavede mænd og velhavende kvinder kunne man skabe en forbedret race og imødegå den fare for degeneration, som mange af datidens samfundsdebattører så som en lurende fare.

Eugenik beskriver en proces, hvorigennem ”bestanden” af mennesker kan ”forædles” – præcis som det var og er almindelig praksis at forædle dyrebestand og planter gennem f.eks. genmanipulation.

”Eugenik er den videnskab, som beskæftiger sig med alle de påvirkninger, som forbedrer en races medfødte kvaliteter; og med påvirkninger, som udvikler disse kvaliteter til højest muligt nytte,” skriver Sir Francis Galton i værket "Inquiry into the Human Faculty and it's Development" (se kilder), der i 1883 gav startskuddet til en akademisk bevægelse for National Eugenik med base på University of London. Galton udviklede ideerne yderligere i "Eugenics: its Definition, Scope, and Aims" i 1905 og i 1909 blev han slået til ridder. I dag omtales han som ”Victoriansk multigeni” på det danske Wikipedia.

Hvilket begreb om race bygger racehygiejne på?

Eugenik betyder sprogligt set ”af god byrd” og knytter sig lige så meget til forestillinger om klasse som om race. Racehygiejne som politisk-videnskabelig ideologi og praksis er ikke nødvendigvis men vil ofte være forbundet til forestillinger om, at:

A) mennesker kan deles op i distinkte racer med dertil hørende egenskaber,

B) at nogle racer er bedre egnede mere værdige til overlevelse end andre,

C) at racer ikke bør blandes,

D) at nogle racer er så skadelige, at de bør isoleres eller udryddes.

Denne kobling mellem (et hierarkisk organiseret) racebegreb og racehygiejne/eugenik forbindes især med Nazitysklands bestræbelser på at skabe Det Tredje Rige befolket af en overlegen arisk race, men ideen om racehiearkier har været i omløb i årtusinder:

”Scholars have long pointed out the role of Greek philosopher Aristotle in providing the foundation for the way in which race and hiearchy have been viewed through time. It was Aristotle who first arranged all animals into a single, grade scale that placed humans at the top as the most perfect iteration (…) It was a small step (…) to apply the hierarchical order to human beings” – ifølge bogen "Eugenics and Education in America. Institutionalized Racism and the Implications of History, Ideology, and Memory" (se kilder).

Hvad er sammenhængen mellem evolutionsteori og racehygiejne?

I Storbritannien udvikledes i slutningen af 1800-tallet socialdarwinismen, en teori om ”naturlig selektion” af personer, grupper eller racer – at individuelle og kollektive livsforløb styres af, at de bedst egnede klarer sig bedst. Blandt frontfigurerne var den britiske filosof og sociolog Herbert Spencer, den engelske skribent og økonom Walter Bagehot og den amerikanske sociolog William Graham Sumner (1840-1910). Socialdarwinismen trækker på ideer fra naturvidenskabsmanden og evolutionsteoretikeren Charles Darwin, men er ikke identisk med darwinismen. I socialdarwinisme opfattes samfund som organiske enheder, der udvikles fra primitive former til stadig mere komplekse stadier med stigende grad af specialisering og arbejdsdeling. ”Survival of the fittest”, et udtryk der ofte forbindes med Darwin, er fra Herbert Spencer i 1864. Socialdarwinismen blev en af inspirationskilderne for racehygiejne og eugenik. Fra Første Verdenskrig begyndte teorien at miste indflydelse og blev for alvor miskrediteret med nazisternes måde at omsætte den type ideer på.

Hvornår blev teorier om racehygiejne omsat til politik?

I slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede fik racehygiejniske teorier vind i sejlene på store, anerkendte forskningsinstitutioner og blandt politiske og administrative magthavere i Vesten.

I USA stod racehygiejniske ideer stærkt i starten af det 20. århundrede blandt såvel forskere som politikere og erhvervsledere, og lå blandt andet til grund for lovgivning, der skulle begrænse tilvandringen af jøder og af folk fra Asien, Mellemøsten, Syd- og Østeuropa. En række Immigration Acts i 1910'erne og 1920'erne sigtede mod at opretholde en ”homogen amerikansk befolkning” med forbillede i en ”nordisk race”. Overalt i Nordamerika bestræbte lovgiverne sig i øvrigt på at begrænse jøder, sorte, native americans, 'white trash', seksuelle afvigere, handicappede, kriminelle, psykisk syges og andre 'ikke-egnedes' adgang til reproduktion og deltagelse i det offentlige liv.

Racehygiejniske ideer spillede også en central rolle under opkomsten af de nordiske velfærdsstater; både inden for medicin, psykiatri og kriminologi og inden for især socialpolitikken i de første årtier af det 20. århundrede.

Hvad er racehygiejnisk politik?

De første og mest synlige politisk-videnskabelige tiltag, der trækker på racehygiejne, er: Sterilisations- og kastrationslove, der sigter mod at forhindre bestemte personer eller befolkningsgrupper i at reproducere sig. Det racehygiejniske redskab har især været brugt i de nordiske lande, i Tyskland og i USA. I dansk sammenhæng har tvangssterilisation f.eks. været anvendt på, hvad man gennem tiden har kaldt åndssvage og seksuelle afvigere. Et andet racehygiejnisk politisk redskab er intelligenstests, der sigter mod at identificere og selektere mellem særligt begavede og mindre begavede, og i nogle varianter opererer med intelligens som noget arveligt, bundet til race. Journalistikprofessor Nicholas Lemann beskrev 1910'erne og 1920'ernes skoletests i USA som ”det puritanske begær efter at forbedre menneskets tilstand gennem system og orden” – ifølge værket "The Big Test: The Secret History of the American Meritocracy" (se kilder).

Også inden for f.eks. kriminologi og social- og sundhedsforskning findes strømninger, som argumenterer for, at nogle mennesker er mere disponerede for forbrydelser og sociale dårligdomme end andre.

En særlig variant i dette krydsfelt er frenologi, som blev præsenteret af den tysk-østrigske læge Franz Joseph Gall i slutningen af 1700-tallet. I frenologien hævdes en sammenhæng mellem psykiske/sjælelige egenskaber og fysisk ydre. I Danmark var bl.a. filosoffen F.C. Sibbern fortaler for Galls lære, som han behandlede i "Om Forholdet imellem Sjæl og Legeme" (1849). Disse teorier blev samlet op i slutningen af det 19. århundrede, af bl.a. den italienske kriminolog og læge Cesare Lombroso, der opstillede prototyper på forskellige 'psykisk og seksuelt afvigende' forbrydere ud fra bl.a. kraniets form, ideer som i forskellige udgaver på vandt bred tilslutning langt op i det 20. århundrede.

Alle disse politisk-videnskabelige tiltag og diskussioner kan genfindes i delvis nye antræk i nutidens samfund, selvom de færreste i dag vil sige, at de går ind for racehygiejne eller abonnerer på eugenik.

F.eks. forsker man nu i, om kriminalitet (såsom vold) eller sociale problemer (såsom alkoholisme) kan forklares med og identificeres i generne, ligesom man praktiserer negativ selektion f.eks. i form af rådgivning og målrettede aborter ifm. risiko for kromosomfejl eller alvorlige arvelige sygdomme.

I Danmark blev Den Antropologiske Komité dannet i 1905 af blandt andre politilægen Søren Hansen, plantefysiologen og genetikeren Wilhelm Johannsen, statistikeren Harald Westergaard og psykiateren August Wimmer. De var optaget af at udvikle teknikker til at begrænse fysiske, psykiske og adfærdsmæssige afvigelser, der ansås for arvelige.