Hvornår blev PET dannet?
Politiet har haft en efterretningsafdeling siden slutningen af 1920’erne, som dog udelukkende hørte under Københavns Politi og derfor ikke var landsdækkende. Ifølge hjemmesiden fredsakademiet.dk (se kilder) talte folketingsmedlemmerne i november 1938 om at oprette et landsdækkende sikkerhedspoliti under Rigspolitiet. Det skulle ifølge den daværende socialdemokratiske justitsminister K. K. Steincke “skabe værn mod handlinger, der er rettet mod rigets selvstændighed og lovlige samfundsorden, samt naturligvis i stigende grad gennemførelsen af et effektivt tilsyn med fremmede og rejsende.” Ideen blev realiseret i 1939, da den nationale sikkerhedstjeneste SIPO (Sikkerhedspolitiet) blev oprettet. Organisatorisk lå SIPO under rigspolitichef Thune Jacobsen, og SIPO’s første chef blev politiinspektør Poul Strøbech, der 1. maj 1939 blev udnævnt som chef for Rigspolitiets Sikkerhedstjeneste. Først i 1951 blev Sikkerhedspolitiet - i forbindelse med en omlægning af politiets hemmelige tjenester – omdøbt til sit nuværende navn, PET. Indtil 1966 fandtes der ifølge Flemming Sørensen i bogen “Demokratiets grænseland - en bog om de danske efterretningstjenester” (se kilder) to efterretningstjenester, hvoraf den ene var Sikkerhedspolitiet, den anden Københavns Politis Efterretningsafdeling D, senere kaldt afdeling E.
Hvad skete der med den indre efterretningstjeneste under Besættelsen?
Ifølge bogen “Demokratiets vogtere 50 års bestræbelser på kontrol med efterretningstjenesten” (se kilder) samarbejdede politiets afdeling D (altså den daværende efterretningstjeneste) under Besættelsen med den tyske besættelsesmagt og Gestapo. Det skete formelt set i overensstemmelse med regeringens samarbejdspolitik, men ofte gik SIPO længere i sit samarbejde med nazisterne, end den danske samarbejdspolitik nødvendiggjorde. Eksempelvis krævede nazisterne i forbindelse med Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941, at det danske politi skulle internere 60 danske kommunister, men SIPO, som havde langt flere danske kommunister registreret, valgte at arrestere over 300. Flere af de internerede døde senere i de tyske kz-lejre. Det fremgår af bogen “Den hemmelige tjeneste - da PET blev afsløret” (se kilder). Ifølge bogen “Obersten og kommandøren” (se kilder) skyldtes det danske politis beredvillighed over for nazisterne, at der blandt efterretningsafdelingens ledelse var flere overbeviste nazister.
Hvad skete der med tjenesten efter Besættelsen?
Efter Anden Verdenskrigs afslutning var efterretningstjenesten ikke i høj kurs i den danske befolkning. Tjenesten havde samarbejdet mere end nødvendigt med Gestapo og fremstod derfor i størstedelen af befolkningens øjne som moralsk anløben. Ikke desto mindre blev mange af de politifolk og kriminal- og sikkerhedsbetjente, der havde nået at hoppe af og gå ind i modstandsbevægelsen i tide, efter krigens slutning hyret af de militære efterretningstjenester (se afsnittet om FE’s historie).
Københavns Politis Efterretningsafdeling D blev i 1960’erne til Københavns Sikkerhedspoliti og havde til opdrag at efterforske politisk betonede attentater, hærværk og brandstiftelser.
I 1966 blev de to sammenlagt til en enkelt efterretningstjeneste: PET, som i samme forbindelse blev landsdækkende. Ifølge opslagsværket leksikon.org (se kilder) fik PET i 1970 syv lokalkontorer fordelt ud over landet. Det var en form for rationalisering og centralisering af efterretningsarbejdet, som ifølge leksikon.org (se kilder) havde at gøre med nogle opgaver, som NATO havde pålagt Danmark.
Hvad skete der med PET under Den Kolde Krig?
I koldkrigsperioden mellem cirka 1945 og 1991 var Danmark allieret med resten af Vesteuropa og USA imod Sovjetunionen. Danmark var et lille land, der skulle forsøge at navigere imellem stormagterne USA og Sovjet. Mange danskere frygtede en invasion fra øst, mens andre følte et større politisk fællesskab med Sovjetunionen end med USA. Det, der på verdensplan var en kamp mellem de kommunistiske og kapitalistiske ideologier, havde også udløbere herhjemme og satte sit præg på arbejdet i Politiets Efterretningstjeneste (PET).
PET’s primære opgave under Den Kolde Krig var således at forhindre østlandenes efterretningstjenester i at operere i Danmark ved at forhindre deres spioner i at indsamle militære oplysninger eller hverve danskere til at arbejde som agenter for sig.
Danmarks tilhørsforhold til Vesten, herunder NATO og USA, betød desuden, at mange danske politikere anså de dele af den danske venstrefløj, der havde forbindelser til Sovjet, som en potentiel trussel mod Danmarks sikkerhed og selvstændighed. Derfor fik PET til opgave at overvåge danske venstreorienterede. Disse opgaver havde PET under Den Kolde Krig ifølge artiklen “Spioner og agenter: De døde postkassers klub” (se kilder) cirka 120 politi- og kontorfolk til at løse.
Hvordan forholdt samfundet sig til tjenestens registreringer af danske statsborgere?
PET har været genstand for en kontinuerlig samfundsdebat om, hvorvidt tjenesten registrerede eller burde have lov til at registrere danske statsborgere for lovlige politiske aktiviteter, og den debat rasede allerede under Den Kolde Krig.
Den 5. marts 1947 garanterede den daværende justitsminister således over for Folketinget ifølge artiklen “Den kolde krig og de hemmelige tjenester 1945-68” (se kilder),at PET ikke overvågede de danske borgere: “Politiet fører ikke (...) Kartotek over ustraffede danske borgeres lovlige politiske virksomhed”. Men trods garantien fortsatte debatten i de efterfølgende år, og den daværende justitsminister, Hans Hækkerup, sagde ifølge “Den kolde krig og de hemmelige tjenester 1945-68” (se kilder) til Folketinget i 1964, at PET’s: “registrering omfatter personer, der har manifesteret et tilhørsforhold til ideologier, der er vor samfundsopfattelse fremmed, ja måske fjendtligt indstillet over for den, og som fremtræder med en sådan styrke, at det bringer sine tilhængeres loyalitet over for den danske stat i fare.”
Citatet udtrykker det paradoks, at det på den ene side var lovligt at være kommunist, men samtidig frygtede nogle, at danske kommunister ville kæmpe på Sovjetunionens side og dermed være illoyale overfor Danmark.
Paradokset resulterede i, at danske statsborgere – der intet ulovligt foretog sig – blev overvåget og registreret af PET i modstrid med skiftende regeringers løfter om det modsatte.
Hvad var Wambergudvalget?
Wambergudvalget - opkaldt efter den første formand for udvalget - var et kontrolorgan, som blev nedsat i 1964. Udvalget blev til som en konsekvens af den offentlige debat om og kritik af PET’s registreringer af borgerne. Og med Wambergudvalget fik borgerne en slags vagthund, idet organet skulle kontrollere tjenestens registreringer af borgere og organisationer. PET skulle og skal til dato spørge udvalget om lov, hver gang de ønsker at registrere en borger. I 1978 fik udvalget desuden til opgave at kontrollere FE’s registreringer. (Se afsnittet “Hvilke kontrolinstanser er PET og FE underlagt?”).
Hvad var “Regeringserklæringen om politisk registrering” i 1968?
“Regeringserklæringen om politisk registrering”, der også går under navnet “68-erklæringen”, er en erklæring, som blev udsendt af den danske regering i 1968. Det skete som en konsekvens af at der havde været en del offentlig kritik af og debat om PET’s registreringer af danske statsborgere i tjenestens såkaldte ’hemmelige kartoteker’. I disse kartoteker, som indgik i PET’s og FE’s arkiver, var danske borgere, der blev opfattet som politisk suspekte, registreret, og i midten af 1960’erne gjaldt det ifølge bogen “Den hemmelige tjeneste - da PET blev afsløret” (se kilder) hele 10 % af den danske befolkning.
Erklæringen slog fast, at det fremover var forbudt for de danske efterretningstjenester at registrere danske statsborgere “alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.” Den daværende justitsminister, Knud Thestrup, garanterede i samme forbindelse, at eventuelle PET-kartotekskort med registreringer for lovlige politiske aktiviteter nu ville blive ’malet til støv’. Det fremgår af bogen “Hver en sten vil blive vendt” (se kilder).
Men på trods af erklæringen fra 1968 og justitsministerens løfte fortsatte PET helt frem til 1998 med at registrere borgere på baggrund af lovlige politiske aktiviteter. Det blev afsløret i en dokumentarserie på TV2. Afsløringerne i TV2-udsendelserne var kernen i det, der siden blev kendt som PET-sagen.
Hvem overvågede PET under Den Kolde Krig?
· Warszawapagt-landenes efterretningstjenester og KGB: Ifølge udredningen “Danmark under den kolde krig. Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991” udarbejdet af forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) (se kilder) spionerede østlandene i stor stil i Danmark, og for at modvirke spionagen fra øst overvågede PET fra 1953-1959 derfor systematisk sovjetiske ambassadepersonale og personer fra Sovjetunionen, som opholdt sig i Danmark. Det var PET’s observationstjeneste - også kaldet kontraefterretningstjenesten - der stod for denne overvågning. Observationstjenesten havde til opgave at overvåge fremmede efterretningstjenesters forsøg på dels at hverve danskere som spioner for sig, dels at spionere på militære forhold i Danmark, og ud over de sovjetiske efterretningsfolk drejede det sig om efterretningsfolk fra følgende lande:
· Polen
· Østtyskland/DDR
· Bulgarien
· Ungarn
· Rumænien
Især den Sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, (og desuden den sovjetiske militære tjeneste, kaldet GRU) var i PET’s søgelys, men også polske agenter, holdt man øje med ifølge artiklen “Spioner og agenter: De døde postkassers klub” (se kilder). De ovenstående landes spionageorganer holdt til ved de respektive landes ambassader i København, hvor agenterne eller efterretningsofficererne officielt arbejdede som diplomater, men samtidig udførte spionarbejde.
En af PET’s vigtige opgaver var at holde øje med påvirkningsagenter udsendt af KGB for at sprede propaganda i Danmark for at give et godt indtryk af Sovjetunionen blandt danskerne. Blandt andet var flere danske politikere under Den Kolde Krig under mistanke for at være indflydelsesagenter for Sovjetunionen, hvilket de dog hårdnakket har benægtet.
Ifølge DIIS’ koldkrigsudredning (se kilder) beskæftigede PET sig dog også med mange andre slags agenter for eksempel de såkaldte radioagenter. Radioagenterne var trænet i hemmelig radiokommunikation, og det var deres opgave i en eventuel krigssituation at hjælpe indtrængende russiske styrker med oplysninger om det danske militær.
· Danske venstreorienterede: Frygten for, at den kommunistiske ideologi skulle vinde indpas hos den danske befolkning, medførte, at en afdeling af PET fik til opgave at registrere yderligtgående politiske partier og fraktioner i Danmark. PET overvågede disse ud fra en mistanke om, at de kunne finde på at benytte ekstremistiske midler i deres politiske kamp, eller at de ville optræde som en såkaldt ’femte kolonne’, hvis Sovjetunionen skulle gå til angreb - altså hjælpe Sovjetunionen og ikke Danmark.
De danske organisationer, grupper, partier og personer, der i tidens løb er blevet overvåget, registreret og infiltreret af PET, er at finde i PET’s egen “Redegørelse vedrørende dele af PET’s virksomhed” (se kilder), og listen er lang. Men nogle enkelte eksempler på de venstreorienterede grupper, der er registreret, er:
· DKP (Danmarks kommunistiske Parti)
· SAP (Socialistisk Arbejderparti)
· KAP (Kommunistisk Arbejderparti)
Men fredsorganisationer var også i PET’s søgelys, fordi man antog, at KGB-agenter muligvis ville forsøgte at øve indflydelse på deres aktiviteter. Ifølge “Hvem holdt de med?” (se kilder) var PET vidende om, at dele af fredsbevægelsen var infiltreret og styret af Moskva.
De vestlige landes efterretningstjenester samarbejdede ved at dele informationer med hinanden om politisk suspekte personer og grupper. Ifølge artiklen “USA så rødt” (se kilder) videregav PET derfor informationer om venstreorienterede danskere til den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Blandt andet hjalp PET med informationer om danskere, der søgte om visum til USA, så man vidste, om man havde at gøre med kommunister. Desuden overvågede PET anarkistiske grupper, højreekstremistiske grupper og grupperinger med forbindelse til terrororganisationer og frihedsbevægelser i udlandet.
Hvilke PET-sager kom frem i pressen under Den Kolde Krig?
Det politiserede samfund under Den Kolde Krig fik mange til at frygte kommunismen dels i form af invasionsstyrker fra Sovjetunionen, og dels at kommunismen som ideologi skulle få tag i befolkningen. Følgende sager kan ses som et udslag af den stemning, der herskede under Den Kolde Krig:
· Sagen om Russell-tribunalet: Russell-tribunalet var en del af protestbevægelsen mod atomvåben, ledet af den engelske tænker, Bertrand Russell. I 1966-67 ledede han det såkaldte Russell-tribunal, som ifølge hjemmesiden leksikon.org (se kilder) skulle undersøge og offentliggøre krigsforbrydelser begået af de amerikanske styrker under Vietnamkrigen. I 1967 skulle tribunalet afholdes i København, og den danske statsminister, J.O. Kragh, lovet den amerikanske præsident at forsøge at forhindre mødet i at finde sted. PET blev inddraget, og i den forbindelse blev Gyldendal-direktørerne Ole Wivel og Erik Vagn Jensen aflyttet på deres telefonlinjer, og udlejeren af lokalerne, hvor tribunalet skulle holdes, blev truet. Ifølge leksikon.org (se kilder) var formålet at stoppe tribunalets arbejde, hvilket dog mislykkedes.
· Sagen om Politisk Revy og Vietnam-Solidaritet: De venstreorienterede tidsskrifter Politisk Revy og Vietnam-Solidaritet planlagde i 1969 en artikel om den nylige Kejsergade-sag, som havde været en del fremme i offentligheden (se afsnittet “Hvad er Kejsergade-sagen?” under FE). Den artikel kunne blive ganske belastende for efterretningstjenesterne, og det var måske derfor, at politiet beslaglagde både Vietnam-Solidaritet og Politisk Revys oplag. Samtidig gennemførte politiet en ransagning i Politisk Revys redaktionslokaler for at finde artiklen om Kejsergade-sagen.
Dagbladet Information opfattede imidlertid disse aktioner som et anslag mod ytringsfriheden og et forsøg på censur. På den baggrund trykte avisen den forbudte artikel som en protest mod politiets aktioner. Den daværende chefredaktør for Information, Børge Outze, og to journalister blev dømt efter “den milde spionageparagraf” og fik “særdeles lave straffe” ifølge oplagsværket leksikon.org (se kilder). De to ansvarshavende redaktører for henholdsvis Politisk Revy og Vietnam-Solidaritet fik hver en bøde på 500 kr.
Hvem er Gordievskij?
Gordievskij er en af historiens mest kendte dobbeltspioner. Oprindeligt var Gordievskij officer i KGB, og mellem 1966-1876 var han udstationeret som diplomat på den sovjetiske ambassade i Danmark. Han blev dog efterhånden desillusioneret over Sovjetunionen og besluttede derfor i 1973 i al hemmelighed at ”hoppe” over på den anden side af Jerntæppet. Han lod sig hverve af PET og den engelske efterretningstjeneste MI6 og fungerede herefter som dobbeltagent. Ifølge artiklen “Undergravende virksomhed - infiltration og spionage” (se kilder) har han forklaret KGB’s forhold til Danmark sådan her: “(…) vi i KGB var ansat til at sprede løgne. (…) KGB var en del af danskernes virkelighed, selv om de fleste ikke vidste det.”
Ifølge artiklen “Spioner og agenter: De døde postkassers klub” (se kilder) har tidligere vicepolitimester i PET Jørn Bro dyb respekt for Gordievskij og har sagt, at agenten har gjort Vesten utrolige tjenester.
Hvordan udviklede PET sig i årene efter Murens fald?
Efter Murens fald i 1989 og Sovjetunionens efterfølgende opløsning skulle alle verdens efterretningstjenester omstille sig til en ny verden, der ikke længere var delt op i to. Med andre ord var den bipolære verdensorden og dens fastlagte fjendebilleder væk. For PET betød det, at tjenesten måtte påbegynde en gennemgribende omstillingsproces i en verden med helt andre og ofte mere diffuse trusler end under Den Kolde Krig. I 1996 opdaterede justitsministeren den instruks, som tjenesten arbejdede efter, og den gamle instruks, som stammede fra 1953 og var præget af det kold-krigsklima, der herskede dengang, gled ud. Det fremgår af bogen “De hemmelige tjenester” (se kilder).
Den nye instruks gjorde det klart, at PET nu i langt højere grad skulle rette sin opmærksomhed mod ’indre’ fjender som tidligere bz’ere og rockergrupper samt nynazister og andre højreekstremistiske grupper. Blandt de højreekstremistiske grupper, der efter Murens fald kom i PET’s søgelys var:
· DNSB (Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse)
· NPD (Nationalpartiet Danmark)
· PDN (Partiet de Nationale)
Desuden beskæftigede PET sig ifølge tjenestens hjemmeside pet.dk (se kilder) i perioden 1991-1998 med rockerkriminalitet.
Hvad betød terrorangrebet den11. september 2001 for PET’s fokus?
Den 11. september 2001 blev World Trade Centre i New York og Pentagon i Washington ramt af et terrorangreb. Angrebet kom til at markere et skel i efterretningstjenesternes historie, fordi angrebet ændrede det trusselsbillede, som efterretningstjenesterne i den vestlige verden indtil da havde opereret ud fra. Fra og med den 11. september 2001 blev islamistisk inspirerede terrorister nu udråbt som den vestlige verdens nye fjende.
At angrebet også fik stor betydning for PET fremgår af dette citat fra hjemmesiden yes-dk.dk (se kilder), hvor PET’s chef Lars Findsen beskriver situationen efter 11. september: “Terrorhandlingerne i USA 11. september 2001 indvarslede som bekendt en helt ny sikkerhedspolitisk æra, og indsatsen mod den internationale terrorisme har siden været det helt centrale fokuspunkt for de vestlige sikkerheds- og efterretningstjenester.”
Siden angrebet på USA har en række andre vestlige byer og lande været mål for terrorangreb, udført af islamistisk inspirerede grupper, blandt andet Madrid og London, og disse angreb har været med til at bekræfte det trusselsbillede, som PET i dag opererer ud fra. Lars Findsen beskriver billedet således på hjemmesiden yes-dk.dk (se kilder): “Sammenfattende kan man sige, at den vestlige verden i dag står overfor et komplekst og diffust trusselsbillede, hvor det er blevet sværere at sætte ansigt på fjenden og identificere den konkrete trussel.”
Hvad betød 11. september for PET’s arbejde?
PET’s chef, Lars Findsen, sagde til hjemmesiden yes-dk.dk (se kilder), at angrebet mod USA den 11. september i 2001 har fået PET til at arbejde sådan her:
· For det første har man styrket det klassiske efterretnings- og efterforskningsarbejde (overvågning og det operative).
· For det andet har PET forsøgt at styrke samfundets samlede modstandskraft mod terror. Samfundet må som en helhed i langt bredere forstand inddrages, og det har PET gjort ved at samarbejde med en lang række offentlige myndigheder.
Politiet og efterretningstjenesten fik efter terrorangrebet 11. september penge til at ansætte ca. 70 ekstra medarbejdere og et enkeltbeløb på 20 millioner kroner til at forbedre PET’s teknologi.
Desuden fik PET efter terrorangrebet i Madrid den 11. marts 2004 en ekstra bevilling på 135 millioner kroner fordelt over tre år. Disse penge skulle bruges til at ansætte 60 medarbejdere samt indkøb af IT og teknik til PET’s overvågnings- og efterforskningsopgaver. Det fremgår af Statsministeriets publikation “Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror” (se kilder). Desuden blev der efter terrorangrebene i Madrid den 11. marts 2004 og London den 7. juli 2005 afsat reserver på 150 millioner kroner til nye terrorbekæmpelsesinitiativer i 2006. Det fremgår af Justitsministeriets hjemmeside jm.dk, hvor Finansloven præsenteres (se kilder).