soldater
Koreakrigen 1950. Sydkoreanske soldater lader deres haubitzer.
Foto: Keystone / Scanpix

Koreakrigen

bibliotekar Richard Juhre. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information, november 2017.
Top image group
soldater
Koreakrigen 1950. Sydkoreanske soldater lader deres haubitzer.
Foto: Keystone / Scanpix
Main image
Lee Jae-Myung, 35, viser sin respekt ved en gravplads for de døde under Koreakrigen i 1950. Seoul, den 6. juni 2011.
Lee Jae-Myung, 35, viser sin respekt ved en gravplads for de døde under Koreakrigen i 1950. Seoul, den 6. juni 2011.
Foto: Park Ji-Hwam / Scanpix

Indledning

Koreakrigen, der fandt sted fra 1950-53, var Den Kolde Krigs første store konflikt. Den begyndte den 25. juni 1950, da Nordkorea sendte tanks og tropper over den 38. breddegrad til Sydkorea. På få dage udviklede angrebet sig imidlertid til en international storkrig, da tidens supermagter tog part i den. USA støttede Sydkorea sammen med FN og bidrag fra 16 andre lande. Nordkorea fik på sin side hjælp fra det kommunistiske Kina og Sovjetunionen. Derfor kom krigen, selv om den udspillede sig på den koreanske halvø, til at omhandle andet og meget mere end det opsplittede sydøstasiatiske land. For koreanerne var den blodige krig dog meget konkret, og den kostede op mod fire millioner mennesker livet. Krigshandlingerne stoppede i 1953 med en våbenhvile, men de to lande har ikke indgået en formel fredsslutning. Det betyder, at de teknisk set stadig er i krig med hinanden, og forholdet mellem de to parter er fortsat præget af spændinger og stridigheder, ligesom verdens supermagter stadig spiller en rolle i konflikten.

Filmoptagelser fra det danske skib Jutlandia, der i 1951 deltog i Koreakrigen:

Artikel type
faktalink

Baggrund og historie

Print-venlig version af dette kapitel - Baggrund og historie

Hvornår opstod Korea som stat?

Korea, en halvø ud for det kinesiske fastland i det japanske hav, kan som statsdannelse føres tilbage til år 300 f.Kr., hvor det fik det kinesiske navn Choson, 'Morgenstilhedens land'. Gennem århundreder var landet under mere eller mindre tydelig indflydelse fra Kina, som det har stærke kulturelle bånd til. I de første århundreder e.Kr., hvor Kina var svagt, opstod der tre kongeriger i Korea, som lå i indbyrdes strid og dyrkede skiftende alliancer med henholdsvis Kina og Japan. I 918 blev kongedømmet Koryo etableret, som i 1392 blev afløst af kongedømmet Choson (Yi-dynastiet). Dette rige bestod frem til japanernes invasion af hele landet i begyndelsen af det 20. århundrede.

Hvad skete under japanernes styre?

Efter Ruslands nederlag i den russisk-japanske krig i 1905 blev Korea med Vestmagternes accept et japansk protektorat. Fra 1910 udviklede styret sig til en regulær kolonimagt, en rolle som japanerne besad med uhørt brutalitet. Næsten al landbrugsjord kom på japanske hænder, og det meste af risproduktionen blev tvangseksporteret til Japan. Et par millioner koreanere blev sat til at arbejde for den japanske rustningsindustri, og tusinder blev tvunget ind i japansk krigstjeneste. I 1942 blev koreansk forbudt som officielt sprog, og alle koreanere blev udstyret med japanske navne. På sigt kom det til at betyde, at koreanerne blev gjort afmægtige i forhold til deres lands udvikling, og de var kun i ringe grad i stand til at overtage styret, da japanerne blev smidt på porten efter deres nederlag i Anden Verdenskrig i 1945.

Hvorfor blev Korea delt?

Efter Japans nederlag i 2. Verdenskrig delte USA og Sovjetunionen Korea midt over med den 38. breddegrad som delingslinje. Sovjetunionen besatte den nordlige halvdel, og USA tog magten i syd. Oprindelig var den erklærede hensigt fra begge okkupationsmagter, at landet på sigt skulle samles igen og klare sig selv. På Cairo-konferencen i 1943 var USA, Storbritannien og Kina nemlig blevet enige om, at Korea skulle have fuld selvstændighed 'når tiden var inde’, og efter Sovjetunionens tilslutning i krigen mod Japan i 1945 erklærede Stalin sig indforstået med denne aftale. USA, Sovjetunionen, Kina og Storbritannien aftalte samtidig, at der i løbet af fem år skulle findes en politisk ordning, og der blev nedsat en sovjetisk-amerikansk Koreakommission, som skulle sørge for afholdelsen af frie valg og etableringen af et frit Korea under én regering. Arbejdet i kommissionen kørte imidlertid fast i spørgsmålet om, hvilke politiske partier der skulle anerkendes som lovlige, og i 1947 brød kommissionen helt sammen.

Følgelig kom der ikke noget ud af planen om et samlet, selvstændigt Korea. USA overdrog Korea-problemet til FN. Som modtræk foreslog Sovjetunionen, at de to besættelsesmagter skulle trække sig ud af Korea den 1. januar 1948 og overlade det til koreanerne at afgøre landets fremtid uden udenlandsk indblanding, men USA fastholdt, at sagen skulle afgøres i FN. FN sørgede for, at der blev afholdt parlamentsvalg i Sydkorea i maj 1948, og senere samme år blev også staten Nordkorea dannet, dog ikke ad demokratisk vej.

Hvem fik magten i de to nye stater?

Ved det FN-overvågede, demokratiske parlamentsvalg i Sydkorea i maj 1948 blev den stærkt højreorienterede Syngman Rhee (1875-1965) valgt som den nye stats første præsident. Han havde levet i eksil i USA i mere end 30 år, var ultrakonservativ og ikke synderlig demokratisk orienteret. Parlamentet var svagt og befolket af nye og uerfarne politikere, der først skulle til at lære at agere parlamentarisk i et system med mange indbyrdes meget uenige partier.

I Nordkorea blev Kim Il Sung (1912-1994) med Sovjetunionens accept samme år indsat som formand for det nordkoreanske kommunistparti og leder af den nye stat, en post han beholdt frem til sin død i 1994. Kim Il Sung havde siden 1920 levet i Sovjetunionen, hvor han havde fået en marxistisk grundskoling og en militær uddannelse.

Koreakrigens forløb

Print-venlig version af dette kapitel - Koreakrigens forløb

Hvordan begyndte krigen?

Koreakrigen startede den 25. juni 1950 kl. 04 lokal tid. Omkring 135.000 nordkoreanske tropper med russiske T-34 tanks begyndte at krydse den 38. breddegrad, der udgjorde grænsen mellem Nord- og Sydkorea, og indledte et overraskelsesangreb på Sydkorea. Sydkoreas hær, som kun bestod af 98.000 mand, kunne ikke stille meget op, og allerede efter tre dage havde nordstyrkerne indtaget hovedstaden Seoul. I slutningen af august 1950 havde de besat hele landet med undtagelse af den sydøstligste del omkring byen Pusan.

Hvordan reagerede omverdenen?

Krigen udviklede sig hurtigt til en international konflikt i det kølige klima mellem supermagterne USA og Sovjetunionen. Forud for angrebet havde USA haft den holdning, at Korea ikke var en vigtig brik i amerikansk sikkerhedspolitik. Derfor havde de så sent som i 1949 trukket sine styrker og rådgivere ud af Sydkorea. Men med Nordkoreas angreb måtte den amerikanske præsident Harry S. Truman (1884 – 1972) tage denne holdning op til fornyet overvejelse. Allerede om eftermiddagen den 25. juni 1950 fik han FN’s Sikkerhedsråd hasteindkaldt. Sikkerhedsrådet stemplede Nordkorea som angriber og krævede styrkerne trukket tilbage. Da dette ikke havde nogen effekt vedtog rådet den 27. juni en resolution, der opfordrede FN’s medlemslande til at støtte Sydkorea og slå angrebet tilbage.

USA måtte gå ud fra, at Nordkorea ikke kastede sig ud i en krig uden på forhånd at have fået grønt lys fra Sovjetunionen og rimeligvis også fra Kina. Angrebet kunne således opfattes som østblokkens forsøg på at teste USA. Hvis USA ikke reagerede, ville det koste prestige og måske føre til udvidelser af østblokkens interessesfærer andre steder i verden. Angrebet kunne desuden være en kinesisk optakt til et angreb på Taiwan, der var støttet af USA.

Den amerikanske general Douglas MacArthur, krigshelten fra Stillehavskrigen under 2. Verdenskrig, blev udpeget som øverstbefalende for en FN-styrke, der bestod af tropper fra 16 lande med USA som den altdominerende bidragyder til støtte for den sydkoreanske hær.

Hvilke lande deltog?

16 lande bidrog med militære styrker i den af FN udsendte styrke, og yderligere 5 lande bidrog med medicinsk og humanitær hjælp. Samtlige landes bidrag fremgår af nedenstående oversigt.

 

Land

Hær

Flåde

Luftvåben

Lægehjælp

Belgien

X

 

 

 

Canada

X

X

X

 

Colombia

X

X

 

 

Danmark

 

 

 

X

Etiopien

X

 

X

 

Filippinerne

X

 

 

 

Frankrig

X

X

 

 

Grækenland

X

 

 

 

Holland

X

X

 

 

Indien

 

 

 

X

Italien

 

 

 

X

Luxembourg

X

 

 

 

New Zealand

X

X

 

 

Norge

 

 

 

X

Storbritannien

X

X

X

 

Sverige

 

 

 

X

Sydafrika

 

 

X

 

Thailand

X

X

 

 

Tyrkiet

X

 

 

 

USA

X

X

X

X

Hvordan bidrog Danmark?

Danmarks bidrag til Koreakrigen var hospitalsskibet "Jutlandia", der var bygget i 1934 på Nakskov Skibsværft. Skibet var et af ØK’s motorskibe, og efter en hurtig ombygning sejlede det fra København i januar 1951.

Hospitalsskibet havde fire operationsstuer, fire hospitalsafdelinger med 356 senge, røntgen-, øjen- og tandklinikker samt laboratorier, apotek og specialafdelinger. Besætningen var på 97 mand, hvoraf de fleste var ØK- medarbejdere, og et hospitalspersonale på 91 læger, specialister og sygeplejersker.

Under tjenesten i Korea blev 4.981 allierede soldater samt mere end 6.000 civile koreanere behandlet, deriblandt et stort antal børn. Efter Korea-ekspeditionen blev "Jutlandia" ombygget til det oprindelige formål som passager- og fragtskib og indgik atter i ØK- flåden.

Hvordan forløb krigen?

Overordnet kan Koreakrigen opdeles i fem faser:

· Fase 1: 25. juni 1950 – 15. september 1950: FN-styrkerne i defensiven.

· Fase 2: 16. september 1950 – 2. november 1950: FN-styrkerne i offensiven.

· Fase 3: 3. november 1950 – 24. januar 1951: Kinesisk intervention.

· Fase 4: 24. januar 1951 – 21. april 1951: FN-styrkerne første modoffensiv. 22. april 1951 – juli 1951: Kinesisk forårsoffensiv.

· Fase 5: 9. juli 1951 – 27. juli 1953: FN-styrkerne 1951-offensiv. Stilstand og forhandlinger.

Hvordan forløb 1. fase?

I krigens første fase krydsede nordkoreanske tropper grænsen til Sydkorea, og FN-styrkerne var i defensiven. Der skulle tilføres tropper og materiel og den nordkoreanske offensiv skulle bremses. De første amerikanske tropper ankom den 1. juli 1950, og den 18. juli havde amerikanerne landsat tre divisioner, ca. 45.000 mand, som var hentet fra de amerikanske baser på Filippinerne og i Japan. FN-styrkerne og sydkoreanerne forskansede sig i området omkring havnebyen Pusan, og selv om nordstyrkerne i slutningen af august stod kun 50 km fra havet, lykkedes det at holde området. Dette skyldtes muligvis også, at nordstyrkernes fremgang var gået så hurtigt, at det til sidst begyndte at knibe med at opretholde forsyningslinjerne.

Hvordan startede 2. fase?

Til Nordkoreas store overraskelse gik FN-styrker den 15. september 1950 i land ved byen Inchon sydvest for hovedstaden Seoul. Angrebet var dikteret af general Douglas MacArthur (1880–1964) som øverstkommanderende for FNs styrker. Aktionen var en meget dristig satsning flere hundrede kilometer bag fjendens rækker, men den lykkedes: FN-styrkerne brød gennem Pusan-forsvarsværkerne og drog mod nord, samtidig med at MacArthurs styrker angreb fra vest. Efter svære kampe blev Seoul generobret den 28. september og to dage senere overskred de allierede den 38. breddegrad.

De nordkoreanske styrker flygtede mod Nordkorea, men kun et fåtal slap over grænsen. 200.000 nordkoreanere faldt i kampene og 135.000 blev taget til fange. I et brev til den nordkoreanske ledelse opfordrede general MacArthur til overgivelse og udlevering af krigsfanger, en opfordring, som blev afvist.

Hvad var det politiske problem?

Militært set havde FN-styrkerne nu nået deres mål. De nordkoreanske styrker var tvunget ud af Sydkorea, og landet var blevet befriet. General MacArthur var parat til at erobre hele Nordkorea og således opnå et samlet Korea, men præsident Harry S. Truman tøvede.

Trumans problem var, at han ikke havde mandat fra FN til at erobre Nordkorea, og med Sovjetunionens genindtrædelse i Sikkerhedsrådet ville han ikke kunne få dette råd til at godkende en erobring.

I stedet lykkedes det at få sagen behandlet i Generalforsamlingen, hvor ingen havde vetoret, og den 7. oktober 1950 vedtog Generalforsamlingen en resolution, der gav grønt lys til at anvende militær magt til sikring af stabile forhold i Korea. Dette skridt skulle følges op med afholdelse af frie valg i hele Korea under FN's tilsyn og af etableringen af et forenet Korea.

Hermed lå vejen åben for geberak MacArthur, men af frygt for Kina og Sovjetunionens militære indgriben gav Truman ordre til, at indrykningen i Nordkorea kun måtte ske med sydkoreanske soldater og ikke med amerikanske.

Hvordan sluttede 2. fase?

Ordren om at kun sydkoreanske soldater måtte deltage i erobringen af Nordkorea valgte general MacArthur at overhøre. Han lod de sydkoreanske tropper trænge frem i midterzonen, mens FN-tropperne rykkede frem på fløjene. Erobringen foregik i lyntempo, og FN-tropperne mødte kun lidt modstand. Allerede den 19. oktober 1950 blev Nordkoreas hovedstad Pyongyang erobret, og den 26. oktober stod de sydkoreanske styrker ved floden Yalo, der dannede grænsen til Kina.

General MacArthurs manglende respekt for ordren om ikke at anvende amerikanske soldater i Nordkorea fik fatale følger: Kina havde ladet forstå, at de ikke ville blande sig i krigen, med mindre de imperialistiske amerikanere nåede frem til landets grænse. Måske havde Kina affundet sig med et forenet Korea. Det vides ikke, for som forholdene nu var, valgte man at gribe ind.

Hvordan forløb 3. fase?

De nordkoreanske styrker var nu stort set nedkæmpet, og general MacArthur var sikker på, at krigen var ganske tæt på sin afslutning. Ganske vist var kinesiske soldater dukket op siden den 1. november 1950, hvilket han informerede FN om den 5. november. Truman havde ikke noget ønske om en krig med Kina, hvorfor MacArthur ikke fik lov til at bombe Kina. De kinesiske styrker viste sig at være blot en fortrop for en styrke på 300.000 mand, som Kina sendte ind i Korea. Den 26. november indledte kineserne et overraskende og massivt modangreb på midten af frontlinjen. De sydkoreanske styrker måtte flygte, fronten brød sammen, og også FN-styrkerne måtte trække sig tilbage.

Den 5. december havde kineserne tilbageerobret Pyongyang og juledag trængte de frem over den 38. breddegrad. Den 4. januar 1951 genindtog nordstyrkerne Seoul, men ti dage efter lykkedes det FN-styrkerne at stoppe offensiven ved den 37. breddegrad.

Hvordan forløb 4. fase?

Krigens næstsidste fase begyndte med FN-styrkernes første modoffensiv, der startede vestpå, hvor Inchon blev generobret 10. februar 1951. Den 15. marts lykkedes det for anden gang at generobre Seoul. Den 22. april indledte nordstyrkerne en ny offensiv, men FN-styrkerne fik dem standset nord for Seoul.

Hele foråret til hen på sommeren blev der kæmpet langs den 38. breddegrad. Kampene var blodige, men ingen af parterne var i stand til at få et afgørende overtag.

Den 30. juni tilbød general Matthew Bunker Ridgway (1895-1993), som overtog kommandoen efter MacArthur, forhandlinger om en indstilling af kampene, hvilket blev accepteret af både Nordkoreas leder, Kim Il Sung, og af den kinesiske øverstbefalende. Forhandlingerne blev indledt den 10. juli.

Hvad skete der med MacArthur?

Det var ikke nogen hemmelighed, at general MacArthur og præsident Truman hadede hinanden af et godt hjerte. Deres indbyrdes forhold blev ikke bedre af, at de ikke havde de samme mål i Korea. Truman var opsat på at holde krigen inden for Koreas grænser, mens MacArthur ønskede at bombe Kina.

Generalen nægtede at parere ordren om ikke at sende amerikanske soldater ind i Nordkorea, og i november 1950 provokerede han præsidenten ved dagen før valgene til Kongressen at udsende en meddelelse om, at en udsættelse af tilladelsen til at bombe kostede amerikanske liv hver time. Sådan en politisk indblanding kunne kun opfattes som et forsøg på at skade præsidenten og hans Demokratiske Parti og gavne Republikanerne, der ønskede en hårdere kurs i Korea. En måned senere, da FN-styrkerne var drevet tilbage til den 38. breddegrad, bad MacArthur igen om tilladelse til at bombe kineserne, men fik atter afslag. Han fik besked på, at hovedmålet nu var at forsvare Japan, og hvis de allierede styrker blev trængt tilbage over floden Kum i Sydkorea, skulle styrkerne evakueres. Denne ordre opfattede generalen som noget nær forræderi.

Til sidst tabte præsidenten tålmodigheden med den egenrådige general. Den 11. april 1951 blev MacArthur hjemkaldt og hans kommando blev overdraget til generalløjtnant Matthew Bunker Ridgway.

MacArthurs fyring skabte uro og kritik i USA, hvor helten fra Stillehavskrigen var meget populær. For at dæmpe gemytterne blev generalen fejret med en såkaldt ticker-tape-parade, det vil sige en procession, hvor der bliver kastet konfetti fra vinduerne, i New Yorks gader. MacArthurs popularitet rakte dog ikke til en nominering som præsidentkandidat for Republikanerne. Da republikaneren Dwight David Eisenhower (1890 – 1969) i 1952 overtog præsidentembedet, konsulterede han MacArthur vedrørende Koreakrigen. Generalens råd var at anvende atombomber i Nordkorea og at gennemføre et angreb på Kina. Eisenhower fulgte ikke disse råd, og MacArthur kom heller ikke til at spille en rolle i den nye præsidents administration.

Hvordan forløb 5. fase?

Den 23. november 1951 blev krigens parter enige om at standse kampene. Den 38. breddegrad blev atter aftalt som demarkationslinje, og forhandlingerne om en egentlig våbenhvile kunne nu begynde.

Disse forhandlinger, der kom til at vare i to år, brød flere gange sammen, men blev hver gang genoptaget. Et væsentligt problem var spørgsmålet om, hvorvidt krigsfanger skulle sendes frivilligt tilbage eller ej. Hertil kom beskyldninger mod USA om krigsforbrydelser i form af drab af civile. Beskyldninger, som ifølge BBCs webartikel ”Kill 'em All’: The American Military in Korea” (se kilder), først blev bekræftede mange år efter krigen, i 1999. Under forhandlingerne fortsatte krigen med intense guerillakampe, og luftbombardementerne af Nordvietnam blev intensiveret. Rent faktisk overvejede USA at kaste atombomber for at gøre en hurtig ende på krigen, ligesom de havde gjort med Japan i slutningen af 2. Verdenskrig.

To begivenheder var med til at sætte endeligt skub i forhandlingerne: Stalins død i 1953 og udskiftningen af Truman med Eisenhower som amerikansk præsident. Den 8. juni 1953 accepterede begge sider en frivillig tilbagesending af krigsfangerne, og en aftale var på plads. Den 17. juni kom man overens om en endelig demarkationslinje.

Efter en sidste offensiv, hvor 7.400 sydkoreanere blev dræbt, accepterede USA at tage ansvaret for gennemføringen af forhandlingsresultaterne, og den 27. juli 1953 kunne den endelige våbenhvile omsider underskrives.

 

Hvad er kronologien i Koreakrigen?

 

1945

Japanerne blev fordrevet fra Korea. Sovjetunionen besatte den nordlige del, USA den sydlige.

05.1948

Republikken Korea blev grundlagt med amerikansk støtte og med Syngman Rhee som folkevalgt præsident.

09.09.1948

Den Demokratiske Folkerepublik Korea blev udråbt med sovjetisk støtte og med Kim Il-Sung som leder.

25.06.1950

Nordkoreanske styrker overskred den 38. breddegrad og angreb Sydkorea. FN’s Sikkerhedsråd stemplede Nordkorea som aggressor.

27.06.1950

FN’s Sikkerhedsråd opfordrede medlemslandene til at yde Sydkorea den bistand, der var nødvendig for at afværge det væbnede angreb og for at genoprette international fred og sikkerhed. Præsident Truman beordrede den 7. flåde til Taiwanstrædet for at beskytte Formosa.

28.06.1950

De nordkoreanske styrker erobrede Sydkoreas hovedstad Seoul.

01.07.1950

De første amerikanske tropper ankom til Sydkorea.

03.07.1950

De nordkoreanske styrker erobrede havnebyen Inchon.

05.07.1950

Det første slag mellem amerikanske og nordkoreanske tropper i nærheden af Osan resulterede i amerikansk tilbagetrækning.

08.07.1950

General Douglas MacArthur blev udpeget som øverstbefalende for FN-styrkerne i Korea.

21.07.1950

Nordkoreas offensiv fortsatte sydpå. Taejon blev evakueret.

07.08.1950

FN-styrkerne i Pusan gik til modangreb og fik stoppet nordhærens fremmarch.

15.09.1950

Store FN-styrker blev landsat ved Inchon på Koreas vestkyst.

26.09.1950

FN-styrkerne tilbageerobrede Seoul.

08.10.1950

FN-styrkerne overskred den 38. breddegrad.

19.10.1950

FN-styrkerne erobrede Nordkoreas hovedstad Pyongyang.

25.10.1950

250.000 kinesiske tropper krydsede grænsefloden Yalu og angreb med MIG-jagere, men to uger efter trak styrken sig tilbage til Kina.

30.10.1950

Store nordkoreansk-kinesiske styrker angreb den østlige havneby Hungnam og tvang FN-hæren tilbage.

24.11.1950

MacArthur indledte en offensiv mod Yalu.

25.11.1950

Voldsom kinesisk modoffensiv standsede FN-styrkernes offensiv, og tropperne trak sig tilbage i hastigt tempo.

01.01.1951

200.000 kinesere og nordkoreanere i offensiv over den 38. breddegrad.

04.01.1951

Nordhæren generobrede Seoul.

10.02.1951

Nordhæren generobrede Inchon.

15.03.1951

FN-styrkerne generobrede Seoul.

31.03.1951

Amerikanske panserkolonner overskred den 38. breddegrad.

11.04.1951

MacArthur blev afskediget som øverstkommanderende og efterfulgt af general Ridgway.

22.04.1951

Den kinesiske forårsoffensiv blev indledt.

30.04.1951

Nordstyrkernes offensiv blev bremset nord for Seoul.

10.05.1951

Nordstyrkerne genoptog offensiven.

20.05.1951

FN-styrkerne fik stoppet nordstyrkernes offensiv.

30.06.1951

General Ridgway tilbød forhandlinger om en standsning af kampene.

10.07.1951

Forhandlingerne om våbenstilstand begyndte i Kaesong.

23.08.1951

Forhandlingerne blev afbrudt.

07.10.1951

Forhandlingerne blev genoptaget i Panmunjon.

27.11.1951

Enighed om en demarkationslinje.

18.12.1951

Krigsfangelisterne blev udvekslet.

24.04.1952

Kommunisterne afbrød forhandlingerne, efter af FN erklærede, at kun lidt mindre end halvdelen af fangerne ville vende tilbage.

28.04.1952

FN-forslag om fangerne blev afvist.

07.05.1952

General Mark Clark afløste general Ridgway som øverstkommanderende for FN-styrkerne.

23.06.1952

FN-styrkerne indledte bombardementer af mål i Nordkorea.

04.07.1952

Hemmelige forhandlinger om krigsfangeproblemet.

08.10.1952

FN afbrød forhandlingerne om våbenstilstanden.

04.11.1952

Dwight D. Eisenhower blev valgt til amerikansk præsident.

05.03.1953

Sovjetunionens leder, Josef Stalin, døde.

28.03.1953

Kommunisterne erklærede sig villige til at acceptere et gammelt forslag om udveksling af sårede og syge krigsfanger.

20.04.1953

Udvekslingen af sårede og syge krigsfanger påbegyndtes.

26.04.1953

Forhandlingerne i Panmunjom genoptogs.

07.05.1953

Enighed om, at krigsfanger, der ikke vil hjemsendes, skulle overdrages til en neutral kommission.

08.06.1953

Enighed om betingelserne for udveksling af krigsfanger.

18.06.1953

Sydkoreas præsident, Syngman Rhee, beordrede 28.000 nordkoreanske fanger løsladt og overladt til civilt liv i Sydkorea.

20.06.1953

Kina og Nordkorea forlod forhandlingerne.

08.07.1953

Kina og Nordkorea accepterede et forslag fra general Clark om at fortsætte forhandlingerne uden sydkoreansk deltagelse.

13.07.1953

Nordstyrkerne indledte en sidste offensiv.

19.07.1953

Kommunisterne erklærede sig villige til at diskutere underskrivelsen af en våbenstilstand.

27.07.1953

Våbenstilstandsaftalen blev underskrevet og trådte i kraft.

05.08.1953

Fangeudvekslingen påbegyndtes.

17.09.1991

Nord- og Sydkorea blev optaget som medlemmer i FN.

Denne tidslinje er baseret på oplysninger fra følgende hjemmesider:
www.korean-war.com, www.army.mil, http://www.axishistory.com/ (se kilder)