Hvad var hippiebevægelsens værdier?
Hippierne bliver ofte kaldt blomsterbørnene, fordi deres ideologiske kamp mod samfundet blev udkæmpet på et fredeligt plan med udgangspunkt i kærlighed og tolerance. Deres slagord var ”Make love, not war”, og modstanden mod Vietnamkrigen blev en slags ydre politisk ramme for hippiebevægelsen – fra det amerikanske militærs indtog i landet i 1964 til krigens afslutning i 1973.
Hippierne afviste Vestens materialistiske forbrugersamfund, som var styret af grådighed, og kiggede i stedet mod Østens mystik og åndelighed, hvor der var fokus på individets selvudfoldelse. Igennem meditation kunne man nå en større bevidsthed, og unge hippier valfartede i løbet af 1960'erne til Indien, hvor guruer vejledte dem i at søge det guddommelige lys.
Kærligheds- og frihedsbudskabet ændrede også seksualmoralen. Hippierne dyrkede et romantisk natursyn, hvor alle organismer blev opfattet som ligestillede, hvor nøgenhed var menneskets naturlige tilstand, og hvor seksuelle drifter ikke var noget, man skulle lægge bånd på. Forestillingen om fri kærlighed og et liberalt sexliv spredte sig i løbet af 1960'erne i de vestlige samfund – godt hjulpet på vej af den nye p-pille. Denne friere seksualmoral hang også sammen med, at hippierne ikke så kvinden som underlegen i forhold til manden, og ligestilling mellem kvinder og mænd blev en naturlig debat i tiden. Rent politisk placerede hippiernes antimaterialistiske og antikapitalistiske livssyn dem typisk et godt stykke ude på venstrefløjen med ikoniske forbilleder som Karl Marx og Che Guevara.
Hippiernes natursyn betød, at økologi og miljøbevidsthed blev mærkesager for dem. Allerede i starten af 1960'erne havde der været protester mod atomvåben og atomkraft, som i de forkerte hænder kunne ødelægge naturen og skabe en økologisk krise. I bare fødder og med blomster i håret byggede hippierne små bæredygtige samfund, hvor de dyrkede deres egne afgrøder uden brug af forurenende metoder.
Hvilken betydning havde musikken for hippierne?
Musikken var den største kunstneriske genre for hippiegenerationen – måske fordi den var en platform, hvor de unge kunne dyrke sanseligheden og fællesskabet. Woodstock-festivalen i 1969 er en af de største begivenheder i fortællingen om hippierne. Næsten en halv million mennesker mødte op på nogle marker 60 kilometer fra byen Woodstock i den amerikanske delstat New York for at høre musik sammen i tre dage. Begivenheden er blevet et ikon for hippietiden og inspirerede musikfestivaler i mange andre lande, blandt andet blev den danske Roskilde Festival grundlagt i 1971.
Britiske bands som The Beatles, The Rolling Stones og The Who var nogle af tidens mest berømte og skelsættende musikgrupper. Den psykedeliske rock – syrerocken – blev en musikgenre, som udtrykte hippiernes vægt på det sanselige, meditative og bevidsthedsudvidende. Sommeren 1967, ”The Summer of Love”, udgav The Beatles albummet ”Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band” og Pink Floyd det endnu mere syrede ”Pipers at the Gates of Dawn” med skæve tekster og lange instrumentale passager. I dansen til den psykedeliske musik slap man fuldstændigt de faste trin og formationer og bevægede sig frit i rummet. Man brugte hele kroppen og gav sig hen i en total sanseoplevelse med ekstatiske improvisationer – oftest ikke kun under påvirkning af musikken, men også LSD.
I USA var Jimmy Hendrix, Janis Joplin og The Doors store navne i rockmusikken, men hippiemusikken var også stærkt præget af politiske protestsangere som Bob Dylan og Joan Baez, der i deres tekster rettede skarpe angreb mod blandt andet den amerikanske krig i Vietnam og diskriminationen mod sorte og kvinder.
Hvad betød rusmidler for hippiekulturen?
Udover hash brugte hippierne LSD, også kendt som syre, som et bevidsthedsudvidende stof. Stoffet skaber en psykoselignende tilstand i bevidstheden, hvor man hallucinerer og oplever verden meget intenst. For hippierne var det et vidundermiddel, fordi det kunne bringe dem den åndelige ekstase, som de søgte i stedet for den materielle fornøjelse. I kunsten forsøgte hippierne at efterligne rusens sanserige oplevelser i form af de psykedeliske rockkoncerter, som ofte udviklede sig til totaloplevelser med musik, dans, lysshow og visuelle effekter.
LSD var et kunstigt fremstillet stof, som amerikansk militær og psykiatri havde eksperimenteret med som sandhedsserum og i behandlingen af alkoholikere. I løbet af 1960'erne kom stoffet ind i hippiemiljøet og blev alment kendt, da testpersoner fra CIA-forsøg introducerede det, og da de to professorer i psykologi Timothy Leary og Richard Alpert i deres tidsskrift The Psychedelic Review promoverede LSD som et middel til personlig fornøjelse. Det blev dog hurtigt klart, at LSD – udover fornøjelse – også kunne give længerevarende psykoser, hvor folk oplevede verden som angstfyldt og mareridtsagtig i stedet for harmonisk og lyserød.
Hvordan så hippierne ud?
Hippiernes udseende og tøj repræsenterede deres værdier. Deres romantiske ønske om at vende tilbage til naturen, deres dyrkelse af fri kærlighed, eksperimenteren med rusmidler og forkærlighed for psykedelisk rockmusik resulterede i en modestil, hvor tøjet var flagrende og spraglet. Både mænd og kvinder lod håret gro og udviskede dermed hårlængden som kønsmarkør og markerede deres afstandtagen til både uniformitet og konformitet.
Kvinderne sagde farvel til den lårkorte kjole, som havde været moderigtig i begyndelsen af 1960'erne og gik i stedet med gulvlange kjoler eller i vide cowboybukser ligesom mændene. Mændene gik med flagrende skjorter og smykker. Desuden malede og broderede hippierne ofte deres tøj, så det fik et individuelt særpræg. Stilen forargede særligt de ældre generationer, fordi man netop ikke kunne se forskel på mænd og kvinder.
Hippiernes særlige udtryk opnåede hurtigt bred popularitet blandt de unge i samfundet, og modedesignere var hurtige til at lancere deres version af hippiemoden. Her var især den orientalske påvirkning synlig med stribede djellabas, haremsskjorter, teltkjoler og Nehru-jakker.