Childish gambino
Childish Gambino optrådte ved iHeartRadio Music Festival i Las Vegas den 2. februar 2019.
Foto: Valerie Macon / Ritzau Scanpix

Hiphop

udarbejdet af journalist Morten Jørsum, iBureauet/Dagbladet Information, 2006. . Opdateret af journalist Sune Navntoft, Bureauet, august 2019.
Top image group
Childish gambino
Childish Gambino optrådte ved iHeartRadio Music Festival i Las Vegas den 2. februar 2019.
Foto: Valerie Macon / Ritzau Scanpix
Main image
Snoop Doggy Dog besøgte København i 2005 sammen med sine kæmpestore bodyguards. Her ses han sammen med Hummel-drengen og laver Hummel-tegnet.
Snoop Doggy Dog besøgte København i 2005 sammen med sine kæmpestore bodyguards. Her ses han sammen med Hummel-drengen og laver Hummel-tegnet.
Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix

Indledning

Hiphop er i dag en af de mest populære musikgenrer i verden. Stjerner som Snoop Dog, Eminem, Kanye West, Migos og Cardi B har formået at appellere til mennesker over hele kloden. Caps, do-rags og baggypants er til salg i alle større byer, og hiphop er blevet en global industri, der omsætter for milliarder. Når man siger hiphop i dag, tænker de fleste nok på musikken, og det er da også denne gren, der er mest udbredt. Men hiphop er ikke bare musik. Hiphopkulturen består af fire elementer: DJ-universet, breakdance, rap og graffiti. De fire discipliner opstod i de tidlige halvfjerdsere i New York’s ghettoer, hvor unge mødtes til gadefester og konkurrerede om, hvem der var bedst til at danse, scratche og så videre.

Med sit udspring i den sorte underklasse i USA blev hiphop hurtigt et talerør for minoriteter og er derfor blevet kaldt ‘the black CNN’. Det sociale udgangspunkt er siden blevet overskygget af en udtryksform, hvor der lægges mere vægt på det festlige og hedonistiske samt den mere aggressive og mandschauvinistiske attitude, man ser i gangsterrappen.

Artikel type
faktalink

Introduktion til hiphop

Hvad er hiphop?

Hiphop er et amerikansk begreb, hvor hip betyder noget hipt, trendy eller smart, og hop betyder hop. Sammensat har de to ord egentlig ingen betydning, men er blevet en samlet betegnelse for den ungdomskultur, der opstod i starten af halvfjerdserne i New York.

Hiphopkulturen baserede sig oprindeligt på fire hovedelementer:

· Breakdance

· Graffiti

· DJ-kunst

· Rap

I dag bliver hiphop mest associeret med musikken, som for længst har gået sin sejrsgang over hele verden. Men den oprindelige kultur var meget mere end bare musik. Hiphop har vist sig særdeles levedygtig og bliver ved med at forny sig. Hiphoppen har ikke, ligesom for eksempel halvfjerdsernes punk- og halvfemsernes technobølge, været begrænset til en levetid på omkring ti år.

Hvor opstod hiphop?

Hiphop opstod i starten af halvfjerdserne blandt unge puertoricanere og sorte i ghettoerne i New York-bydelene Bronx og Brooklyn. Unge mennesker mødtes til block-parties (gadefester), hvor en dj spillede op til dans. Til disse fester opstod efterhånden de fire hiphop-discipliner, som hurtigt blev genstand for konkurrencer, hvor forskellige crews (grupper) battlede mod hinanden. At battle betyder at kæmpe eller konkurrere. Den amerikanske kulturforsker Marshell Bermann fortæller i artiklen “Justice/Just Us” (se kilder), hvordan bydelen Bronx op gennem 1960’erne langsomt blev tømt for hvide mennesker og blev fattigere og fattigere. Han skriver videre at: “Da denne historiske katastrofe nåede sit laveste punkt, blev rappen født. I begyndelsen var der tale om en musik skabt af unge, der var alt for fattige til at købe instrumenter eller til at modtage musikundervisning” (se kilder).

Hiphop udspringer af en sort kultur, og i USA kan hvide rappere, der har slået bredt igennem kommercielt tælles på en hånd, på trods af at en betydelig del af dem, der hører hiphop i dag, netop er hvide unge mennesker fra middelklassen.

I Europa derimod, lever kulturen mere på tværs af farveskel. Dens oprindelige udspring fra de fattige ghettoer betyder imidlertid, at hiphop ofte har fungeret som talerør for marginaliserede grupper. Det samfundskritiske element i hiphop var dog tydeligst i firserne og er sværere at få øje på i dag, hvor hiphop- og r’n’b ifølge artiklen ”Migos hvem?” for første gang overhalede rock som genrer i 2017 (se kilder).

Hvad er graffiti?

Graffiti betegner det at skrive eller male på en væg med en spraydåse. I 1960’erne tog banderne i de sorte New York-ghettoer graffitien til sig for at markere deres territorier. Graffitien blev siden en integreret del af hiphopkulturen. Inden for graffiti skelner man mellem at tagge og at lave et såkaldt piece. At tagge vil sige, at man skriver sit graffitinavn med eksempelvis en sprittusch i et tog, en metro, på en husmur eller lignende. Et tag kan fylde alt fra 10-15 centimeter til en hel togvogn.

Et piece (stykke) er mere avanceret end et tag. Et piece kan både være et ord eller en tegning malet med spraydåse i forskellige farver. Det tager væsentligt længere tid at lave et piece end at sætte et tag, fordi man som regel bruger flere farver og skal male et større område som f.eks. et hegn eller en endevæg på en bygning.

Graffiti er ulovligt, men alligevel betragter mange graffitimalere blot det ulovlige aspekt som et spændingsmoment. Graffiti kan både udløse fængselsstraffe og høje bøder, og i artiklen ”Har malet graffiti på over 200 tog – nu forklarer de hvorfor”, fremgår det bl.a. at DSB har brugt omkring 25 millioner kroner på at fjerne graffiti fra deres tog om året (se kilder). Der findes særlige steder, hvor der er givet tilladelse til at male graffiti, men det har ikke nedbragt omfanget af illegal graffiti.
 

Hvad er en dj?

En dj er en der spiller plader på et diskotek eller en klub. DJ er en sammentrækning af disc jockey (pladevender). Dj’sene i New York spillede ikke bare plader, men snakkede også indover for at opfordre folk til at danse og for at præsentere sig selv.

Kool DJ Herc, der var dj på et diskotek i Bronx i starten af halvfjerdserne, udviklede en speciel dj-stil, hvor han ikke bare spillede det ene nummer efter det andet. Han begyndte at isolere og forlænge de steder i numrene, hvor trommerne spillede alene – de såkaldte breaks. Det gjorde han, fordi han havde observeret, at det netop var på disse steder i musikken, at folk dansede vildest. Han udviklede således det, der senere blev kendt som breakbeatet. Break betyder pause eller variation i et stykke musik, og beat betyder rytme (trommerytme). DJ Herc forlængede disse (tromme)breaks ved at hjælp af to pladespillere og to ens plader. På den ene pladespiller spillede han breaket, og når det sluttede, spillede han det samme break igen på den anden pladespiller. Manøvren kunne gentages i længere eller kortere tid og kunne suppleres med andre breaks. Et breakbeat er altså beats, som er konstrueret af gentagende breaks.

En anden dj, Grand Master Flash, begyndte at gøre som DJ Kool Herc, men føjede endnu et lag til teknikken. Han begyndte at trække pladen frem og tilbage, mens pickuppen sad på, hvilket skabte en skærende og skrattende lyd. Teknikken blev senere kendt som scratching. Musikjournalist Dorthe Hygum skriver i bogen “Hip Hop” (se kilder), at Grand Master Flash hurtigt blev kendt som den hurtigste og dygtigste af de to dj’s. Hans hiphop-crew Grand Master Flash And the Furious Five skulle senere få et af de største tidlige hiphophits med singlen “The Message” (1982), som i dag er en klassiker.

Hvad er breakdance?

Breakdance (også kaldet B-boying) er en dansestil, der blev udviklet til de såkaldte breakbeats; deraf navnet breakdance. Det er en dans, der, modsat mange andre moderne danse, nærmest ikke har nogen regler. Til gengæld har den et meget markant udtryk. Breakdance er en akrobatisk dans, hvor man bruger hele kroppen i voldsomme energiudladninger. Den er bl.a. kendetegnet ved, at udøverne snurrer lynhurtigt rundt på gulvet i alverdens formationer. Electric boogie er en sidegren af breakdancen, hvor man bruger robotlignende bevægelser.

 

Klip fra filmen ”Breakin” fra 1984.

 

Hvad er rap?

Da de amerikanske dj’s fik travlt med at konstruere breakbeats og scratche, havde de ikke længere tid til at snakke ind over numrene. I stedet kom såkaldte microphone controllers (mc’s) til, som tog sig af at snakke til publikum. De udviklede en snakkestil, der kørte i takt til musikken, og de mest populære mc’s formåede også at få snakken til at rime. Det udviklede sig til rap. Ordet rap er en sammentrækning af ordene (r)ythm (a)nd (p)oetry (rytme og poesi). Rap er bl.a. historisk beslægtet med spoken-word og digtoplæsning samt sangteknikken i blues og jazz.

Inden for rap skelner man mellem to disciplinerne almindelig rap og freestyle. Almindelig rap skrevet ned som tekster og indspillet over et beat, mens freestyle er en rap, man finder på, mens man står med mikrofonen og beatet kører. Freestyle er generelt sværere at kaste sig ud i og kræver en del øvelse.

Rap startede med at være forholdsvis simple rimsammensætninger med et ligeledes enkelt flow. Som for eksempel denne bid fra Sugarhill Gang’s “Rappers delight” fra 1979:

“well, my name is known all around the world

to the foxy ladies and the pretty girls

i'm goin down in history

as the baddest rapper there ever could be”



Nummeret “Rappers Delight” fra 1979.

 

Rim- og flow-strukturerne er dog blevet mere komplicerede med årene, som for eksempel da Eminem gæsterappede på Jay-Z nummeret “Renegade” i 2001:

“now who's the

king of these rude

ludicrous lucrative lyrics

who could inherit the title

put the youth in hysterics

usin' his music to steer it

sharin' his views

and his merits”

 

Liveudgave af nummeret ”Renegade” fra 2001.
 

 

Hvad er hiphopmusik?

Rappen blev efter de første pladeudgivelser den del af musikken, der fik størst opmærksomhed, mens dj-kulturen gled lidt i baggrunden. Dette hang bl.a. sammen producernes indtog i hiphoppen. Produceren laver (producerer) beats, og han eller hun er ikke nødvendigvis også dj. Produceren begyndte at tage forskellige breaks og loope (gentage) dem, ligesom dj’en havde gjort. Men nu loopede man dem elektronisk via en sampler. Den elektroniske sampler, som kom frem i midten af firserne revolutionerede måden at lave hiphop på. Den gjorde det muligt at kopiere et break og gentage det igen og igen – altså det, som dj’en før var nødt til at gøre manuelt ved hjælp af to pladespillere. Med sampleren kunne man også lægge flere lyde ind over beatet, og skræddersy det ned til mindste detalje. Man kunne for eksempel sample en trommerytme fra en plade, en baslinje fra en anden, et guitar-rif fra en tredje plade og ud af det konstruere ét samlet beat.

I dag bliver størstedelen af al hiphopmusik produceret fra bunden på en computer eller med instrumenter. Sampleren bliver stadig brugt, men ikke i samme omfang som tidligere. Ofte er det nemlig ikke nødvendigt at tage noget fra et eksisterende stykke musik (sample), sådan som det var før i tiden.

Selvom dj’en ikke er den vigtigste ingrediens i hiphopmusikken længere, har dj’en alligevel stadig en særlig status i miljøet. Herhjemme findes mange dygtige dj’s, blandt andet DJ Noise, som i 1994 vandt det uofficielle verdensmesterskab i mix i New York – og to år efter tog den officielle titel i London.

Et sidste element i hiphopmusikken er human beatbox, hvor man med munden producerer lyde og rytmer. Denne disciplin var meget fremtrædende i startfirserne, hvor blandt andet rapperen Biz Markie markerede sig som en dygtig beatboxer. Herhjemme tog bl.a. MC Einer beatboxing-teknikken til sig med nummeret “Vildmandens Wienergryde” på pladen “Ahr Dér”. Beatboxing har siden firserne været nedprioriteret til fordel for de andre musiske discipliner i hiphop, men den lever stadig. Dette er Rahzel fra gruppen The Roots et lysende eksempel på. Med sin vilde og ekvilibristiske lyde kan han både kombinere rytme, tema og sang på en og samme tid.



Rahzels optræden til de amerikanske mesterskaber i human beatbox 2012.
 

 

Hvorfor er konkurrence så vigtig i hiphop?

Et element, der forener de fire grundlæggende aspekter af hiphopkulturen, er konkurrencen. Man har siden kulturens opståen konkurreret om, hvem der var bedst til de forskellige discipliner, enten i crews (grupper) eller som enkeltperson. Disse konkurrencer kaldes battles. Den tidligere bandeleder Afrika Bambaatta oprettede i starten af halvfjerdserne The Zulu Nation, som var en bevægelse der fokuserede på ikkevoldelige elementer. Her battlede forskellige crews i breakdance, graffiti, rap og dj-færdigheder. Man prøvede således at trække de unge væk fra gaden, så de kunne bruge deres energi på en kreativ måde inden for hiphopkulturen, i stedet for at bruge den på vold og kriminalitet. At battle har siden været en fast bestanddel af kulturen.

I USA er nogle rapbattles blevet så populære, at de har indskrevet sig i historien. Et eksempel på sådan en battle er den berømte Eastcoast Vestcoast-battle. Den opstod efter den vestkystbaserede gangsterrap for alvor truede New York’s status som den toneangivende rap-metropol i USA. Battlen tog udgangspunkt i musikken, hvor rappere fra de respektive kyster uddelte verbale tæsk til deres modstandere. Battlen forblev imidlertid ikke verbal og da stjernerapperne 2pac (fra vestkysten) og siden B.I.G. (fra østkysten) blev skudt og dræbt, gik der chokbølger gennem hiphopverdenen fremgår det af artiklen ”Fra perlevenner til dødsfjender: Sådan startede konflikten mellem TuPac og Biggie” (se kilder).

Et eksempel på en ikke-voldelig konflikt er battlen mellem de to New York-rappere Jay Z og Nas. De battlede om, hvem der var (rap)kongen af New York i det tomrum, der opstod på scenen efter B.I.G.’s død. Denne battlen kørte gennem flere år, og blev blandt andet udfoldet på Jay-Z nummeret “TakeOver” fra pladen “The Blueprint”, hvor han dissede (fornærmede) Nas. Nas svarede igen med nummeret “Ether” fra pladen “Stillmatic”.

 

Hvilke værdier er mest fremtrædende inden for hiphopkulturen?

Det findes ingen facitliste over hiphoppens værdier, men der er tre aspekter, som har været dominerende i hiphopmiljøet:
 

· Det politiske

· Det festlige

· Det aggressive

En del af hiphop-miljøet har altid holdt med de undertrykte og taget afstand fra ”det etablerede”. I de amerikanske ghettoer, hvor kulturen startede, var mange opmærksomme på, at hiphop kunne fungere som et talerør for de marginaliserede. Den berømte rapper Chuck D fra den politisk engagerede gruppe Public Enemy udtalte engang, at hiphop var de sortes CNN. Med det mente han, at sorte – der ikke har mulighed for at komme til orde andre steder – kan bruge hiphoppen som et medie til at afspejle deres virkelighed og udtrykke deres frustration.

Der er dog også store dele af hiphopmiljøet, der ikke interesserer sig specielt meget for sociale og politiske emner. For dem har hiphoppen handlet om at have det sjovt og feste. Og det er denne gren af hiphoppen, der dominerer scenen i dag.
 

Med gangsterrappens indtog trådte en mere aggressiv attitude frem. I starten havde gangsterrappen et vist politisk potentiale, men det blev hurtigt overtaget af hedonisme og voldsforherligelse.

De tre elementer – det politiske, det festlige og det aggressive – er med andre ord massivt tilstede i hiphopverdenen. Med hiphoppens udbredelse udviklede der sig tidligt en kreativ brug af slang og forskellige håndtegn, der sammen med en speciel tøjstil blev et varemærke for hiphopkulturen. Meget af den slang, der bruges i dag, udspringer af kriminelle og nedgørende udtryk, mens håndtegnene udspringer af en bandekultur, der ofte signalerer et tilhørsforhold til en bestemt bande eller bydel. I Danmark bruges de ofte til at signalere, hvor man kommer fra, og hvilket slæng man repræsenterer.

Hvordan er hiphopens tøjstil?

Tøjet har siden starten af firserne, hvor RUN D.M.C. trådte frem i ens Adidas-sko med big laces (store snørebånd) eller helt uden snørebånd, været en central måde at vise sit kulturelle tilhørsforhold på. Siden udviklede der sig en distinkt stil med tøj i overstørrelse, kæmpe hængerøv i bukserne og store hættetrøjer. Desuden blev hovedbeklædninger som kasketter og Kangol-hatte også populære i hiphopkredse. Tøjstilen, som i dag kaldes street-wear, rækker langt ud over den egentlige hiphop.

Hiphopstilenhar i øvrigt længe haft en voldsom hang til prangende accessories (tilbehør). Det udmøntede sig bl.a. i firserne i tykke guldkæder, solbriller og pandebånd – og sidekick-rapperen Flavor Flay fra Public Enemy begyndte endda at iføre sig store vægure rundt om halsen. Op gennem halvfemserne tog lysten til at vise sit økonomiske overskud til i takt med, at hiphoppen voksede ud af ghettoerne og ind på top ti-listerne. Dette skete i en overdådig Bling Bling-stil (skinnende) med dyre ure, ringe, guldkæder, guldindlæg på tænderne, smarte biler, flotte kvinder og meget andet.

I dag er tøjstilen mere diffus, i hvert fald hvis man kigger på Youtube, hvor en rapper som Travis Scott det ene øjeblik går i hængerøv og t-shirt og i det næste i kjole. Men på et såkaldt gadeplan blandt almindelige hiphoppere har tøj i overstørrelse holdt ved. Såkaldt “hiphoptøj” er i dag en enorm industri, der langt overstiger indtægterne fra for eksempel pladesalget.

Amerikansk hiphophistorie - frem 1993

Hvilke hovedspor er der i amerikansk hiphop?

1. Oldschool (pionererne): cirka 1970/75 – 1985/86

2. Newschool (den gyldne æra): cirka 1986 -1993

3. Gangstarap (gangsterrap): cirka 1988 – 1993

4. Conscious hiphop: cirka 1990 -

5. New York Renæssance: cirka 1992 – 1996

6. G-funk: cirka 1993 – 1996

7. Down South herunder Crunk og Dirty South: cirka 1996 –

8. Bling Bling: cirka 1996 -

Ovenstående inddeling skal tages med forbehold, men er medtaget for overskuelighedens skyld. Efter den store konflikt mellem Eastcoast og Westcoast-hiphopmiljøet flød ud i sandet med 2pac og B.I.G.’s død i midten af halvfemserne, spaltedes den amerikanske hiphopscene i flere retninger. Det blev svært at inddele hiphoppen i overordnede skoler, og musikken begyndte at pege i flere retninger. Særligt den hiphop, der lagde sig op ad popgenren slog igennem kommercielt. Hiphop-genren smittede af på popscenen og mange hiphoppere slog igennem med en bred mainstreamlyd. Det var også i midthalvfemserne, at de amerikanske sydstater for alvor markerede sig på det musikalske landkort, og Bling Bling-stilen opstod med Puff Daddy.

Det betyder dog ikke, at gangsterrappen sluttede. Mange af dens kendetegn lever nemlig videre i dag, og der bliver stadig rappet om bandelivet, kriminalitet, vold og prostitution. Det samme kan siges om New York Renæssance, som stadig praktiseres og videreudvikles af blandt andre Jay Z og Nas.

Hvordan lød den første hiphop i USA?

Hiphopmusikken frem til 1985/86 kalder man for oldschool (den gamle skole). Oldschool-hiphop var drevet af en dj, der producerede et breakbeat via to pladespillere, som en mc så rappede henover. Dorthe Hygum skriver i bogen “Hip Hop” (se kilder), at oldschool-musikken var: …“en festglad, fræk, sjofel og sjov flugt fra udsigtsløse hverdage præget af mangel på penge… ”

Den store undtagelse fra dette lette musikalske udtryk var dog Grandmaster Flash and the Furious Five, som med deres socialt indignerede tekster synliggjorde det sociale og økonomiske armod, der fandtes i de ghettoer, musikken kom fra. Også Afrika Bambaataa havde en social agenda. Han tog afstand fra vold, og forsøgte at kanalisere de unges vrede ud gennem musik, dans og graffiti i sin organisation The Zulu Nation. Det bærende motiv i The Zulu Nation var, at unge ikke skulle konkurrere med vold, men i stedet om hvem der var bedst til at danse, male graffiti, og lave musik. Bambaataa, som søgte tilbage til sine afrikanske rødder for at sætte perspektiv på de sortes historie i Amerika, blev en ledestjerne i den første hiphopkultur, og ideerne bag The Zulu Nation er stadig omgivet med respekt i dag.

Nedenfor listes nogle af de mest indflydelsesrige hiphopgrupper fra oldschool-genren:

· DJ Kool Herc: Dj fra The Bronx, der udviklede breakbeatet, som blev fundamentet i den første hiphop.

· Afrika Bambaataa: Tidligere bandeleder, som i 1974 brød med sin voldelige fortid og skabte den ikke-voldelige organisation The Zulu Nation. Bambaataa var også dj og har opnået legendarisk status inden for den tidlige hiphopmusik. Han markerede sig bl.a. ved, at han ikke var bange for at kombinere sin musik med genrer, som normalt var foreholdt hvide. Blandt andet var han meget inspireret af tyske Kraftwerk, hvis maskinelle elektrolyd er et gennemgående tema på en af hans bedste plader “Planet Rock” (1982).

· Sugarhill Gang: Raptrio fra New York, der fik deres gennembrud i 1979 med nummeret “Rappers Delight”, som blev symbolet på den tidlige hiphops festglade univers. Sangen er i dag en klassiker, og det legende flow har inspireret mange rappere gennem tiden.

· Grandmaster Flash and the Furious Five: Gruppen var ledet af dj’en Grandmaster Flash, og de udgav deres første rapsingle “Superrappin” i 1979. I gruppen var det rapperen Melle Mel der både skrev teksterne og rappede. Gruppens største gennembrud kom med singlen “The Message” (1982), som beviste, at hiphop ikke kun handlede om fest og blær, men at den også havde et socialt sigte.

Hvordan lød musikken i den gyldne æra?

I 1984 blev det første uafhængige hiphop-pladeselskab stiftet, Def Jam Records. Folkene bag var Rick Rubin og Russel Simmons, sidstnævnte er broderen til Run fra Run-D.M.C. Pladeselskabet specialiserede sig udelukkende i hiphop og fremdyrkede en lyd, der var mere moden end den såkaldte oldschool-lyd. Def Jam kom suverænt til at styre den gyldne æra med udgivelser af blandt andet Run-D.M.C., LL Cool J, Beastie Boys og Public Enemy.

Den gyldne æras hiphop baserede sig på sampels af soul- og funkklassikere af kunstnere for eksempel som Curtis Mayfield og James Brown, hvilket bidragede til at udvide rammerne for hiphopgenren. Et eksempel på dette er fusionen mellem hiphop og rock på nummeret “Walk This Way” (1986), hvor samarbejdet mellem Run-D.M.C. og rockgruppen Aerosmith genererede et enormt hit. Hiphoppen fra denne tid havde ofte en markant og hårdtslående social bevidsthed med grupper som Public Ennemy og Boogie Down Production, der rappede om social ulighed og black pride. Scenen var hovedsageligt baseret i New York ligesom oldschool-hiphoppen.

Æraen strakte sig fra 1986, hvor Run-D.M.C. udgav det banebrydende album “Raising Hell”, til omkring 1993, hvor vestkysten og gangsterrappen for alvor overtog den trendsættende og kommercielle førertrøje. Tiden kaldes for den gyldne æra i hiphop, fordi genren finder fodfæste og institutionaliserede rammer. – den bliver kort sagt anerkendt som genre. Hiphop opnåede stor kommerciel succes og kunne ikke længere betegnes som en undergrundsbevægelse. Den var blevet mainstream, men uden at miste sine kendetegn. I den gyldne æra blev der produceret en række hiphopalbums, som var så gennemarbejdede og velproducerede, at de stadig holder i dag.

Af de vigtigste kunstnere fra den gyldne æra kan bl.a. nævnes:
 

· Run-D.M.C.: “Run-D.M.C.” 1984. De slog for alvor igennem kommercielt og kunstnerisk med deres tredje album “Raising Hell” fra 1986.

· LL Cool J: “Radio” 1986.

· Beastie Boys: “Licensed to Ill” 1986.

· Salt and Peber: “Hot, Cool and Vicious” 1986.

· Public Enemy: “Yo! Bum Rush the Show” 1987.

· Eric B and Rakim: “Paid in Full” 1987.

· Boogie Down Production: “Criminal Minded” 1987. Gruppen blev ledet af den intelligente frontrapper KRS One, der siden gik solo.

 

Hvad betød gangsterrappen?

Ganstarap eller gangsterrap, som det hedder på dansk, er en betegnelse for den særlige hiphopmusik, der opstod i Los Angeles på den amerikanske vestkyst i slutfirserne. Gangsterrappen var generelt karakteriseret ved- og berygtet for et meget hårdt sprog, voldelige tekster og en glorificering af kriminalitet. Teksterne portrætterede den barske virkelighed i ghettoerne, hvor kriminalitet var hverdag og sproget hårdt. Rapperne blev kritiseret for deres voldelige tekster, men de forsvarede sig med, at de blot gengav deres dagligdag. Med gangsterrappens indtog blev fokus flyttet fra New York (østkysten) til Los Angeles (vestkysten), hvilket ændrede rappens udtryk fundamentalt. Den sociale indignation aftog, og man fokuserede ikke længere på at oplyse eller ændre samfundet – man levede bare.
Om end der i den første gangsterrap var en vis samfundsmæssig stillingtagen at spore, som for eksempel gennem den omfattende kritik af politiet, blev genren hurtigt overtaget af rendyrket hedonisme og aggressiv attitude. Nogle betragter dog netop dette som et politisk standpunkt, idet hiphopgrupperne på en sin vis trådte ud af samfundet ved ikke at acceptere dets strukturer. Gangsterrappen beskrev på således en frigørelse via sin kompromisløse individualisering og voldsfiksering.

I gangsterrappen var der også et element af skuespil, og teksterne var ikke nødvendigvis den skinbarlige sandhed, som når Ice Cube for eksempel rappede, at han havde skudt en masse mennesker.

Med gangsterrappen blev sluserne åbnet til de hvide pladekøbere, hvilket udvidede den potentielle kundegruppe massivt. Det var også med gangsterrappen, at hiphop for alvor begyndte at blive en kommerciel succes i Europa, selv om musikken havde eksisteret siden startfirserne.

Hvem er Ice T?

I 1986 brød Ice T igennem med singlen “6’n da Mornin”, som siges at være det første gangsterrapnummer. Siden udgav Ice T flere plader, men han var ikke kun en overfladisk gangsterrapper. Han tog også stilling til omverdenen, og kæmpede bl.a. for ytringsfriheden, samtidig med at han udfordrede den med sine, for nogle mennesker, stødende tekster. Hans ytringsfrihed kom da også på en alvorlig prøve, da han fusionerede aggressiviteten fra gangsterrap med metal og dannede rap-metalbandet Bodycount. Bodycount udgav singlen “CopKiller” til pladen “Bodycount” i 1991, som mange mente opfordrede til vold mod politiet. Sangen skabte enormt furore i offentligheden, og Ice T blev fyret fra sit pladeselskab, der samtidig trak pladen tilbage. Men som Ice T selv udtalte: “if you believe that I'm a copkiller, you believe David Bowie is an astronaut” (med en reference til Bowies sang “Space oddity”). Dermed mente han, at hysteriet var noget overdrevet, fordi sangen var skrevet som udtryk for en sindstilstand hos en fiktiv karakter og ikke som et biografisk udsagn fra personen bag.

 

Hvem var N.W.A.?

Gangsterrappen slog for alvor sit navn fast med gruppen N.W.A. (forkortelse af Niggas With Attitudes), der debuterede i 1987 med pladen “N.W.A. And The Posse”. Gruppen markerede sig først rigtigt med pladen “Straight out of Compton” fra 1988. Pladen indeholdt blandt andet den kontroversielle single “Fuck tha Police”, som gav gruppen et tilhold fra FBI. Men jo mere det etablerede og officielle USA fordømte pladen, des mere solgte den blandt de unge. Med N.W.A. begyndte hiphop også at sælge massivt blandt unge fra den hvide middelklasse.

N.W.A. bestod af Dr. Dre, Mc Ren, Ice Cube, Eazy-E og DJ Yella, men inden deres tredje og sidste album, det skelsættende og gennemførte ”Efil4zaggin” (Niggaz 4 life skrevet bagvendt) fra 1990, forlod Ice Cube gruppen. Gruppen udfordrede grænserne for acceptabelt sprog i hiphop med dens glorificering af vold og kriminalitet samt nedsættende sprogbrug overfor kvinder og åbenlyse foragt overfor hvide. N.W.A. gik i opløsning i 1991, og alle medlemmerne (undtagen DJ Yella) gik solo efter gruppens opløsning – Ice Cube og Dr. Dre med størst succes.

Hvad er forskellen på Eastcoast- og Westcoast-lyden?

Gangsterrappens fødsel i slutfirserne sprængte rammerne for hiphoppens lyd og udtryk generelt. Gangsterrappen, der satte vestkysten på hiphoplandkortet, delte den amerikanske hiphop i to overordnede skoler: Eastcoast og Westcoast.

· Eastcoast er en samlet betegnelse for musikken på østkysten, særligt New York, som udviklede en specifik lyd. Denne lyd er præget af rødderne fra den oprindelige hiphop og lyder hård og kold. Eastcoast blev en signifikant lyd i starthalvfemserne med den såkaldte New York Renæssance.

· Westcoast er derimod en samlet betegnelse for den musik, der opstod på vestkysten, primært i Los Angeles, hvor man udviklede en lyd og et tekstunivers, der var markant anderledes end østkystens. Teksterne tog afsæt i gangsterrappen, og lyden var den såkaldte G-Funk, som er en mere svingende og poleret lyd end på østkysten.

Eastcoast/Westcoast-distinktionen kom ikke kun til udtryk musikalsk. Der opstod også en mental polarisering, som kom til udtryk i den store Eastcost/Westcoast-konflikt, som endte med at rapperen Tupac fra vestkysten og siden rapperen B.I.G. fra østkysten blev skudt og dræbt. Efter de to skuddrab faldt både G-funken og New York Renæssance fra hinanden, hvorefter den amerikanske hiphopscene spredte sig i mange forskellige retninger. Den generelle distinktion mellem øst- og vestkystens lyd gælder stadig. Der er dog kommet en ny geografisk faktor på kortet – syden.