demonstranter
Folk er samlet i Strasbourg for at vise respekt over for et antisemitisk angreb på 80 jødiske grave i det østlige Frankrig.
Foto: Frederick Florin / Ritzau Scanpix

Hate crime

journalist og cand.mag. i historie, Nina Trige Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. April 2014. Opdateret af journalist Ditte Lærkedahl Jernsen, Bureauet, januar 2020.
Top image group
demonstranter
Folk er samlet i Strasbourg for at vise respekt over for et antisemitisk angreb på 80 jødiske grave i det østlige Frankrig.
Foto: Frederick Florin / Ritzau Scanpix
Main image
Basketball-spilleren Jason Collins er én af de første, som er sprunget ud som bøsse, i en af de store amerikanske sportsgrene. Jason Collins bærer symbolet #98 for at ære Matthew Shepard der blev dræbt   i forbindelse med en hadeforbrydelse i 1998 nær Laramie, Wyoming.
Basketball-spilleren Jason Collins er én af de første, som er sprunget ud som bøsse, i en af de store amerikanske sportsgrene. Jason Collins bærer symbolet #98 for at ære Matthew Shepard der blev dræbt i forbindelse med en hadeforbrydelse i 1998 nær Laramie, Wyoming.
Foto: Justin Edmonds / Scanpix

Indledning

Hate crime – eller hadforbrydelser – er forbrydelser mod personer eller grupper motiveret af had til eller fordomme mod disses (formodede) seksuelle, sociale, religiøse, raciale eller politiske identitet eller tilhørsforhold. Hate crime er oprindeligt et amerikansk begreb, men fra omkring 2000 er det også blevet anvendt uden for USA, herunder i Danmark, hvor Institut for Menneskerettigheder og ngo'er dokumenterer omfanget af hate crime, mens politiske grupper forsøger at slå tilbage mod denne type angreb. Hate crime er ikke en selvstændig juridisk kategori, men kan være skærpende omstændighed under Straffeloven, og Rigspolitiet har pligt til at registrere og efterforske tilfælde af hate crime.

Bør hadtale være en del af ytringsfriheden? På engelsk.

Artikel type
faktalink

Historie og baggrund

Print-venlig version af dette kapitel - Historie og baggrund

Hvad betyder hate crime?

Hate crime – på engelsk også kaldet bias-motivated crime – kan oversættes til hadforbrydelse, og på dansk bruger man både ordene hadforbrydelse og hate crime. Det betegner forbrydelser begået mod personer eller grupper på grund af had til eller fordomme mod disses (formodede) seksualitet eller kønsudtryk, etnicitet, fysisk handicap, religiøse, sociale eller politiske tilhørsforhold m.m. En hadforbrydelse kan være fysisk vold eller chikane, trusselsbreve, ildspåsættelse og graffiti (f.eks. hagekors) på en person eller gruppes hjem, butik eller tilholdssted. Hate crime kan også være verbale overfald, som kaldes hate speech eller hadtale, hvis det fremsættes offentligt og rummer en fordømmelse eller trussel. I antologien ”Hate speech – fra hadetale til hadesyn” (se kilder) diskuteres det om hadetale kan føre til f.eks. fysiske overfald på personer eller grupper. Bl.a. citeres den ungarsk-jødiske filosof og forfatter Arthur Koestler for at have skrevet i essaysamlingen ”Yogien og kommissæren” i 1946: ”Jøderne advarede mod Racehad, fordi de vidste, at det, der begynder med Øgenavne, ender med Lynchning og Massakre, ligegyldigt om det er Calcutta, Warszawa eller Detroit.” (se kilder).

Hvornår blev begrebet brugt første gang?

Hate crime er et amerikansk begreb og blev først 'opfundet' efter Anden Verdenskrig, men bruges også retrospektivt til f.eks. at beskrive handlinger begået i forbindelse med Holocaust og forbrydelser begået mod sorte og indfødte i USA under slaveriet og koloniseringen.

Derfor taler man også om, at den første lov mod hate crime blev vedtaget allerede i kølvandet på borgerkrigen i USA med Civil Rights Act of 1871, også kendt som The Ku Klux Klan Act, som specifikt sigtede mod at inddæmme racistiske overfald begået af KKK og andre grupper, som opererede med en idé om hvidt overherredømme. Siden Ku Klux Klan fik fornyet styrke i årene omkring Første Verdenskrig har FBI – USA's føderale efterretningsagentur – haft til opgave at bekæmpe hate crimes.

I forbindelse med fremkomsten af borgerrettighedsbevægelsen fra 1960'erne begyndte flere amerikanske stater at sætte fornyet fokus på forbrydelser motiveret af f.eks. racehad. Fra 1980'erne blev selve begrebet hate crime mere udbredt og omsat til konkret lovgivning, også uden for USA. Det skete bl.a. på grund af opblomstringen af nynazistiske og racistiske skinheadgrupper – i Danmark kaldt grønjakker.

I forbindelse med udbredelsen af internettet er fokus på hate crime i form af hate speech blevet reaktualiseret. I 2002 indarbejdede EU en kriminalisering af hate speech i et tillæg til Konventionen om cyberkriminalitet. Forbuddet gælder ikke hadetale motiveret i køn eller seksualitet, men udbredelse af “skriftligt materiale, billeder eller enhver anden repræsentation af ideer eller teorier, som taler for eller fremmer had, diskrimination eller vold mod et individ eller en gruppe af individer på baggrund af race, hudfarve, slægt eller national eller etnisk oprindelse, såvel som religion.” (se kilder).

Hvornår begyndte man at tale om hate crimes i Danmark?

Først fra omkring 2010 er man for alvor begyndt at tale om – og tilrettelægge indsatser mod – hate crime i Danmark. Det skyldes blandt andet, at der i EU har været en stigende opmærksomhed rettet mod vold og overgreb motiveret af had til eller fordomme mod bestemte grupper. I 2006 vedtog Europaparlamentet en resolution om stigningen i homofobisk og racistisk vold i Europa, hvori parlamentet ”på det kraftigste fordømmer alle racistiske og hadmotiverede angreb” og ”opfordrer alle nationale myndigheder til at gøre alt, der står i deres magt, for at straffe dem, der står bag, og bekæmpe den tilstand af straffrihed, som disse angreb foregår under” (se kilder). I 2007 oprettede EU et Agentur for Grundlæggende Rettigheder (Fundamental Rights Agency, FRA), der skal rådgive EU-landenes myndigheder og informere befolkningerne om deres grundlæggende rettigheder, og som har specifikt fokus på hadforbrydelser mod seksuelle mindretal.

I 2011 udgav Institut for Menneskerettigheder den første større rapport, der kortlægger omfanget af hate crime i Danmark (se kilder). I 2017 udgav instituttet endvidere ”Hadforbrydelser i Danmark”, der gennem ni personlige beretninger om oplevelser med hadforbrydelser, giver et indblik i hvilke konsekvenser disse har for ofret (se kilder).

Udbredelsen af hate crimes

Print-venlig version af dette kapitel - Udbredelsen af hate crimes

Hvilke former kan hate crimes have?

I politiets årsrapport om hadforbrydelser i Danmark, ses det, at der i 2018 blev registreret 449 sager der af politiet blev vurderet til at være en hadforbrydelse, heraf mange voldsepisoder, trusler, hadefulde ytringer og hærværk. 43% af de registrerede hadforbrydelser fandt sted på offentligt tilgængeligt områder, såsom på gaden, i butikker m.m. (se kilder). Det er langt fra alle hadforbrydelser, der bliver anmeldt til politiet, hvorfor årsrapporten ikke giver det fulde indblik i hadforbrydelsers omfang. At der er tale om hadforbrydelse bliver som regel anset for muligt at bevise, hvis gerningsmanden forinden har sagt noget til ofret f.eks. om dennes hudfarve eller seksualitet. Ifølge Institut for Menneskerettigheder er hadforbrydelser ”ofte uprovokerede forbrydelser, der begås uafhængigt af, om offer og gerningsmand kender hinanden” og de består af to elementer: “Dels er en hadforbrydelse en strafferetslig forbrydelse. Det kan f.eks. være et verbalt overgreb, vold, hærværk, tyveri eller røveri. Dels er en hadforbrydelse kendetegnet ved, at der ligger en diskriminerende årsag til grund for forbrydelsen.” (se kilder). Et eksempel på hadforbrydelse i form af hærværk, var da maling blev overhældt på over 80 gravsten på den jødiske del af kirkegården i Randers d. 9. November 2019 (81. årsdagen for Krystalnatten). Der blev samme nat udført hadforbrydelser spredt udover hele landet; bl.a. i Aalborg, Vallensbæk Strand og i Århus. I Silkeborg fik et ægtepar klistret en jødestjerne på deres postkasse i løbet af natten. Stjernen var identisk med den, nazisterne mærkede den jødiske befolkning med fra 1939 og frem til 2. Verdenskrigs afslutning (se kilder).

Hvem udsættes for hate crime?

I en håndbog til politiet om hadforbrydelser skriver Institut for Menneskerettigheder: ”Alle kan blive udsat for hadforbrydelser. Men ofte udsættes personer for hadforbrydelser på grund af deres etniske (minoritets) baggrund, religion, politiske overbevisning eller seksuelle orientering. Med andre ord er der overvejende tale om overfald på medlemmer af minoritetsgrupper.” (se kilder)

Eftersom hate crime begås med f.eks. racistiske eller sexistiske motiver, kan man også sige, at de ikke kun er rettet mod den konkrete person, det går ud over, men mod hele den gruppe, hadet retter sig imod. Det Kriminalpræventive Råd skriver på deres hjemmeside at: ”De udsatte grupper kan ændre opfattelse af, hvad der er sikkert at gøre. For eksempel af, hvor de kan færdes og hvordan, eller om de tør skilte med deres baggrund, overbevisning eller identitet.” (se kilder). Et eksempel på hvordan hadforbrydelser påvirker flere end de individer der umiddelbart er ofrene, er de antisemitiske handlinger d. 9. november 2019 (beskrevet tidligere). I samme forbindelse udtalte formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, Henri Goldstein, at ”Det hænger som en trussel over os, og vi kigger os over skulderen en gang mere, end vi har gjort tidligere.” (se kilder).