Grundloven i Folketinget
Hvad er hovedelementerne i grundloven?
I studiehæftet ”Derfor grundloven” (se kilder) udgivet af Folketinget forklares det, hvad grundloven er: ”Grundloven er Danmarks forfatning. En forfatning beskriver de grundlæggende regler for et samfund. Grundloven fortæller ikke alt i detaljer, men opstiller nogle overordnede spilleregler for vores samfund. Grundloven er landets vigtigste lov, og alle andre love skal overholde den.”
Grundloven fastlægger blandt andet magtens tredeling mellem Folketinget, regeringen og domstolene samt borgernes rettigheder og pligter.
De 89 paragraffer i den gældende grundlov fra 1953 kan ifølge opslaget ”Danmarks Riges Grundlov” i denstoredanske.dk (se kilder) deles op i følgende hovedgrupper:
• §§ 1-11 Regeringsformen
• §§ 12-27 Kongen og ministrene (regeringen)
• §§ 28-58 Folketinget og lovgivningen
• §§ 59-65 Domstolene
• §§ 66-70 Folkekirken
• §§ 71-85 Borgernes rettigheder og friheder
• §§ 86-87 Færøerne, Grønland og Island
• §§ 88-89 Ændring og ikrafttræden af Grundloven
Hvad er magtens tredeling?
Magtens tredeling er forklaret i ”Derfor grundloven” (se kilder). Danmark er et indskrænket monarki, hvor kongehuset ikke i praksis har nogen magt. Så selv om Danmark er et monarki, er det først og fremmest et demokrati. Det betyder folkestyre. Danmarks befolkning er dog ikke direkte med til at bestemme, hvordan landet skal styres. I stedet afholdes valg, hvor befolkningen vælger repræsentanter til Folketinget, som udformer og vedtager landets love. Det kaldes repræsentativt demokrati.
Magten ligger dog ikke hos Folketinget alene, men er delt mellem Folketinget, regeringen og domstolene. Denne tredeling beskrives i grundlovens § 3 (se kilder): ”Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.” Ifølge Folketingets hjemmeside (se kilder) bliver § 3 i dag forstået lidt anderledes end i 1849. Kongen (eller dronningen) er erstattet af en regering. Den lovgivende magt ligger dermed hos både regering og Folketing. Dronningens rolle er rent formelt at godkende ministrene og underskrive lovene.
Folketingets medlemmer vedtager lovene, som regeringen skal sørge for bliver ført ud i livet. Domstolenes rolle er at afgøre, hvordan lovene skal fortolkes, og om nogen bryder lovene. Hvis loven bliver brudt, udmåler domstolene en straf for lovbruddet. Tredelingen af magten er et grundlæggende træk ved demokratiske stater og skal bl.a. hindre magtmisbrug.
Hvad er borgernes rettigheder og pligter?
Borgerne har en række rettigheder, som er sikret i grundlovens kapitel 8. Det gælder f.eks. rettigheder som:
- Personlig frihed. Paragraf 71, stk. 1 lyder: ”Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.”
- Ytringsfrihed. Paragraf 77 lyder: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”
- Foreningsfrihed. Paragraf 78 lyder: ”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.”
- Forsamlingsfrihed. Paragraf 79 lyder: ”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”
Grundloven sikrer, at der er grænser for, hvad staten kan blande sig i og for myndighedernes måde at forvalte magten på. Hvis man f.eks. bliver anholdt, skal man stilles for en dommer inden 24 timer. Det kaldes grundlovsforhør. Staten kan f.eks. heller ikke uden videre overtage en borgers hus, hvis det står i vejen for en motorvej. Så skal der betales erstatning til grundejeren.
Af pligter sikrer grundloven bl.a., at der er:
- Værnepligt. Grundlovens § 81 lyder: ”Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.”
- 9 års undervisningspligt for alle børn. Paragraf 76 lyder: ”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.”
Hvordan kan grundloven ændres?
Hvis grundloven skal ændres, skal det ske på den måde, det er beskrevet i grundlovens § 88. En ændring af grundloven kræver, at Folketinget først vedtager forslaget til den nye grundlov. Så skal der udskrives valg til Folketinget. Efter valget skal det nye folketing også vedtage grundlovsforslaget, som ikke må være ændret i forhold til det oprindelige forslag. Til sidst skal der afholdes en folkeafstemning. Her skal et flertal stemme ja til den nye grundlov, men kun hvis flertallet udgør mindst 40 % af alle stemmeberettigede bliver den ændrede grundlov endeligt vedtaget.
Siden grundloven blev vedtaget i 1849, er den blevet ændret i 1866, 1915, 1920 og 1953. Når grundloven kun er ændret få gange, skyldes det ifølge ”Derfor grundloven” (se kilder) bl.a., at den er så vanskelig at ændre. Det skyldes også, at teksten er generel og ikke går i detaljer. Derfor kan den bruges, selv om samfundet har ændret sig.