Hvordan reagerede de danske kvinder på den internationale udvikling?
Den internationale udvikling indenfor kvinders rettigheder blev beskrevet i danske tidsskrifter og aviser, men danske kvinder var noget mere sløve i optrækket end man var i de omkringliggende lande. Først omkring hundrede år efter revolution i Frankrig i 1789 kom der grøde i den danske ligestillingsdebat, hvor der ellers var nok at tage fat på. I Danmarks første frie grundlov af 1849 lød det, at “Overalt erkender man jo saaledes, at Umyndige, Børn, Fruentimmer, Forbrydere ikke bør have valgret.” Stemmeret til kvinder var ikke på den politiske dagsorden, og helt op til 1880’erne var det utænkeligt selv blandt danske kvinder at overveje stemmeret. Ifølge artiklen “Borgerskabets kvinder” i “Kvindfolk” (se kilder) var kvindernes rette plads i hjemmet, og hendes ansvar var de hjemlige sysler, mens manden tog sig af det offentlige og udadvendte som arbejde og politik. Han var husstandens overhoved, der handlede udadtil på hele husstandens vegne, og som repræsenterede hele familiens interesser. Hendes myndighed var underlagt mandens. For at kunne stemme til Rigsdagen, som den øverste politiske myndighed hed, måtte man have egen husstand, og stemmeret til de kommunale råd krævede en vis skattebetaling. Sådan var det, og det blev der ikke sat spørgsmålstegn ved.
Hvad var grunden til kvindernes sene oprør?
Baggrunden for kvindernes sene opgør er ifølge “Gyrithe og de sorte ravne” (se kilder) flertydig. Dels var flertallet af både kvinder og mænd af den overbevisning, at kvindens stilling i samfundet og i ægteskabet var bestemt af Gud. Således hed det i kirkens vielsesritual frem til 1912, at “I kvinder, være Eders Mænd underdanige som Herren, thi Manden er Kvindens Hoved, ligesom og Kristus er Menighedens Hoved.” Ligeledes hed det i “Den danske Familieret” frem til 1899, at “Lovgiverne går ud fra, at Hustruen er Manden underordnet og skylder ham lydighed.” Og dels blev de kvinder, som hævede de første spæde og oprørske røster betragtet som ‘unaturlige’, ‘ulydige’, ‘umoralske’, ‘hysteriske’ og ‘latterlige’, som mændene udtrykte det og skrev i deres blade. Den konservative holdning til kvinder illustreres desuden fint af følgende citat af landstingsmedlem J.V. Bloch fra 1857: ”Kvindens styrke består ikke i hendes myndighed, men i hendes yndighed, i den villighed, kærlighed, troskab, hvormed hun véd at underordne sig til sine naturlige værger, først sine forældre og siden sin mand”, sagde han ifølge artiklen “Damernes emancipation” i “Kvindestemmer” (se kilder).
Hvem var Mathilde Fibiger?
Mathilde Fibiger (1830-1872) var den første danske kvinde, der hævede en feministisk røst. I 1851 udgav hun som 20-årig romanen “Clara Raphael: Tolv breve”, der handler om ulighed mellem kønnene og om kvinders manglende udviklingsmuligheder. Romanen giver et indblik i det demokratiske opbrud, som prægede årene inden udgivelsen, hvor enevælden blev afskaffet, og Danmark var i krig med Tyskland. Romanen er udfoldet som en række breve skrevet af Clara til veninden Mathilde. Clara er guvernante i en lille provinsby, hvor hun hurtigt kommer i uoverensstemmelser med beboerne på grund af sine ligestillingsideer. Clara lover sig selv at hellige sig sagen for kvindernes frigørelse. Eksempelvis skriver hun “For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er … Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af et ringere Stof end Mændene.” I de sidste breve skildrer Clara mødet med den unge baron Axel. De to ender med at indgå et platonisk ægteskab, hvorved Clara føler, at hun kan leve op til sit løfte. Bogen skabte megen offentlig debat, fordi det kontroversielle krav om ligestilling var udtrykt klart og var tydeligt begrundet.
Den politiske højrefløj ville bevare det traditionelle kønsrollemønster, mens venstrefløjen, repræsenteret af Frederic Dreier, anså kvindesagen for at være betydningsløs i forhold til den sociale revolution. Imellem de to fløje var reformivrige socialister som Rudolph Varberg, liberale som forfatteren Hans Egede Schack, konservative som N.F.S. Grundtvig og feminister som Pauline Worm, der arbejdede for at åbne dørene for flere samfundsmæssige udviklingsmuligheder for kvinderne. Debatten om selve romanen forløb igennem 1852, hvorefter den ebbede ud til fordel for en mere generel debat om ligestilling. Mathilde Fibiger deltog selv aktivt i den offentlige debat livet igennem, og i 1871 meldte hun sig ind i det nystiftede Dansk Kvindesamfund – på opfordring fra stifteren Fredrik Bajer.
Hvad var Dansk Kvindesamfund?
Diskussionen om kvinders vilkår blev altså skudt i gang af Mathilde Fibiger i 1851, men fik først for alvor vind i sejlene i 1870’erne, da et hav af kvindeorganisationer opstod. Den første forening var Dansk Kvindesamfund, som man kan finde materiale om på foreningens hjemmeside (se kilder). Den blev stiftet af blandt andet ægteparret Fredrik og Matilde Bajer i 1871, og foreningen eksisterer endnu i dag. En antydning af, hvor kontroversiel kvindesagen trods alt endnu var, kan man se på medlemstallet i tiden efter; I 1883, efter tolv års arbejde for at forbedre kvinders forhold, havde foreningen således kun 124 medlemmer.
Foreningen blev grundlagt med det formål at “hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes at gøre hende til et selvstændigere og virksommere medlem af Familie og Stat, navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv.” Fra begyndelsen havde foreningen hovedsageligt to indsatsområder: ligestilling i ægteskabet og forbedring af kvinders kår på arbejdsmarkedet. Den grundlæggende idé var, at hvis kvinden fik forbedret sine uddannelses- og erhvervsmuligheder, så ville hun kunne blive så dygtig som manden og konkurrere på lige fod med ham, og dermed ville hun få samme samfundsmæssige rettigheder som manden. Derfor var et af de første store projekter oprettelsen af en række uddannelser for kvinder.
Dansk Kvindesamfund havde i de første mange år ikke kvindevalgret på programmet, men lagde i stedet vægt på bredt at repræsentere alle kvinders rettigheder i en tid, hvor kvindevalgretskravet var kontroversielt. Dansk Kvindesamfund befandt sig i et dilemma mellem forbedringen af kvindens rettigheder og kravet om ligestilling, og i foreningens første årti var den ikke parat til at sætte ligeberettigelsen på det officielle program. Prioriteringen betød, at der opstod andre kvindeorganisationer, som havde valgretten på programmet, og som i perioder truede Dansk Kvindesamfunds position som centrum i kvindekampen.
Hvad var Kvindefagforeninger?
Selvom Dansk Kvindesamfunds formål var at fremme kvinders økonomiske frihed og selvforsørgelse, blev det ikke anfægtet, at de gifte kvinders hovedopgave var familien. Det var således primært den voksende gruppe ugifte kvinders behov for erhvervsarbejde, der blev fremhævet. Da kvinder ikke havde adgang til mændenes fagforeninger, måtte de danne deres egne. Derfor kom kvindesagen efterhånden også til at omfatte kvindefagforeninger, som blev hovedaktører i kampen for at åbne arbejdsmarkedet for kvinder. Kvindefagforeningernes første prioritet var etablering af arbejdspladser, mens ligeløn ikke var et emne på spil, da den almindelige opfattelse var, at arbejdsgiverne foretrak mænd, og at kvinder kun kunne konkurrere på uligelønnen. Derfor blev ligeløn ikke et overenskomstkrav før efter Anden Verdenskrig.
De kvindelige fagforeninger kom til at spille en betydelig rolle for kvindernes arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet, blandt andet i forbindelse med rettigheder til orlov i forbindelse med barsel. Mellem 1873-1900 blev der dannet 27 kvindefagforeninger, som i dag alle er fusionerede med mandefagforeninger.
Hvad var Kvindelig Fremskridtsforening?
Kvindelig Fremskridtsforening (KF) blev stiftet i 1885 som en reaktion på, at Dansk Kvindesamfund alene beskæftigede sig med kvinders vilkår i Danmark og ikke så kvindesagen i et større, internationalt perspektiv. Foreningens formål var ifølge dens medlemsblad “Hvad vi vil”, 1888/10 (se kilder), “at vække og vedligeholde Interessen for Politiske og sociale Spørgsmaal hos Kvinderne.” Ifølge “Hvad vi vil” 1888/2 (se kilder) ville foreningen kæmpe for, “at uddanne Kvinderne i politisk og social henseende og virke for hendes Ligestillelse med Manden i Stat og Kommune.”
Foreningen blev stiftet af Matilde Bajer, som tidligere var forkvinde i Dansk Kvindesamfund. Bajer var formand for KF fra 1886-89, hvor hun blandt andet var med til at mægle i en konflikt mellem stridende parter i en stor kvindestrejke på Rubens klædefabrik i 1886. Det var dog ikke kvindernes erhverv, foreningen havde som hovedprioritet. Kvindelig Fremskridtsforening var nemlig af den overbevisning, at valgretten var central og en forudsætning for at opnå retten til uddannelse og erhverv. Valgret var nøglen til at få åbnet porten mod ligestilling. Foreningen betragtede samfundsstrukturen som det store problem og mente, at der manglede kvindelige elementer i statens styrelse. De strukturelle problemer måtte således løses, førend der var håb om politiske rettigheder. Foreningen udgav sit sidste medlemsblad i 1894, og i 1904 blev den opløst. Den havde således en kort levetid, men dens radikale holdning til kvindernes organisering og arbejdsforhold på arbejdsmarkedet samt spørgsmålet om kvinders valgret fik stor indflydelse på de næste mange års politiske kamp.
