Baggrund om pesten

Hvad er Den sorte død?

Den sorte død var en pestpandemi, der spredte sig som en steppebrand i Europa mellem 1347-1353. Derfra kom den til Asien, og vendte i flere omgange tilbage til Europa, dog aldrig igen så voldsomt som i det 14. århundrede. Den sorte død kaldes en pandemi, fordi den var global, modsat en epidemi, som er lokal/regional.

Der findes tre variationer af sygdommen: byldepest, lungepest og blodpest, og alle tre varianter er dødelige. Ifølge den svenske historiker Berndt Tallerud er det blodpesten, der har lagt navn til Den sorte død. Han sætter følgende ord på den frygtede lidelse ”Mørke pletter – forårsaget af blødninger under huden – dækker kroppen. Før i tiden døde alle efter få timers sygdom” (se kilder). 

Hvad forårsager pest?

Sygdommen skyldes en meget dynamisk bakterie, Yersinia pestis, som forandrer struktur hele tiden. Den antages at have udviklet sig for flere tusind år siden (den første pestpandemi var i 500-tallet) fra en anden bakterie, og Yersinia pestis begyndte siden at kunne bevæge sig mellem lopper og pattedyr. Bakterien findes stadig og et stort forskningsprojekt, der blev omtalt af bl.a. BBC i 2001 (se kilder), har kortlagt pestbakteriens genetiske struktur. Projektet blev til på baggrund af prøver fra en dyrlæge i Colorado, USA, der døde i 1992, efter at en pestsmittet kat havde nyst på ham. Forskerne fandt blandt andet ud af, at pestbakterien har genetiske ligheder med den bakterie, der forårsager spedalskhed – en anden frygtet sygdom fra middelalderen. Pestbakterien er stadig under forandring og menes at kunne udvikle sig i både farlig og ufarlig retning. I dag kan pest helbredes, og sygdommen har ikke skabt epidemi siden det 18. århundrede. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der dog fortsat et par tusind, der årligt dør af bakterien, primært i fattige og tropiske regioner. Sygdommens dødelighedsrate kan imidlertid reduceres fra 60 procent til 15 procent ved korrekt behandling med antibiotika (se kilder).

En genetisk kortlægning af pestbakterien fra 2011 byggede på materiale fra en massegrav af ofre for Den sorte død, som blev fundet i England i 1980'erne. Disse forskningsresultater pegede i modsætning til tidligere forskning på, at pestbakterien har udviklet sig relativt lidt siden Den sorte død. Forskerne på dette projekt foreslog ifølge videnskabsjournalist Ewen Callaway, at pesten i det 14. århundrede muligvis var ledsaget af epidemier af sygdomme, der under andre omstændigheder ikke ville have været dødelige – altså at det var kombinationen mellem pest og f.eks. influenzaformer, som gjorde netop pandemien omkring 1347-1353 så dødbringende (se kilder).