Hvem var Adolf Hitler?

Main image kapitel
Den tyske leder (der Führer) Adolf Hitler (1889-1945)
Den tyske leder (der Führer) Adolf Hitler (1889-1945)
Foto: Handout / Scanpix

Adolf Hitler var leder af det tyske nazistparti NSDAP. I 1933 blev han valgt til tysk statsleder, men han misbrugte sin magt og gjorde sig selv til diktator, og han kom til at herske over landet alene. Hans plan var at samle Tyskland til et stort rige med god plads til det tyske folk som han mente var overmennesker.

Hvordan begyndte krigen?

Efter 1. Verdenskrig havde Tyskland skrevet under på at de kun måtte have en meget lille hær. Det var Hitler ikke tilfreds med. Han ville opbygge et stærkt militær, så han indførte tysk værnepligt i 1935. Hitler ville gøre Tyskland til den største magt i Europa. Derfor blev Østrig og Tjekkoslovakiet slået sammen med Tyskland, og i 1939 angreb Tyskland Polen. Det fik England og Frankrig til at erklære Tyskland krig den 3. september 1939. Det fik også betydning for krigen at Japan havde ført en blodig krig mod Kina i flere år i 1930'erne. 

Hvem kæmpede mod hvem?

I 1936 aftalte Tyskland og Italien at hjælpe hinanden hvis der skulle komme en krig. De kaldte sig ”Aksen”, fordi Berlin og Rom næsten ligger på en lige linje. Adolf Hitler og den italienske statsminister Benito Mussolini ønskede at den linje skulle være verdens centrum. I 1940 sluttede Japan sig til ”Aksen”.

De lande, der kæmpede mod ”Aksen”, kalder man de allierede. Det var England, Sovjetunionen og Kina. Med England fulgte de engelske kolonier, blandt andet Canada, Indien, Sydafrika og Australien. Da Japan i 1941 angreb den amerikanske flåde på Hawaii, gik USA også ind i krigen på de allieredes side.