kampkøretøj
Krigsskibet Esbern Snare sendes til Estland med adskillige kampkøretøjer. Det danske bidrag skal være en del af Natos fremskudte tilstedeværelse i Baltikum efter øget russisk aktivitet i området.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / ritzau/scanpix

Rusland efter 1991

journalist Sune Navntoft, iBureauet/Dagbladet Information.Bureauet. Februar, 2018. Senest opdateret af journalist Sune Navntoft, Bureauet, august 2019.
Top image group
kampkøretøj
Krigsskibet Esbern Snare sendes til Estland med adskillige kampkøretøjer. Det danske bidrag skal være en del af Natos fremskudte tilstedeværelse i Baltikum efter øget russisk aktivitet i området.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / ritzau/scanpix

Indledning
Rusland, eller Den Russiske Føderation, er arealmæssigt verdens største land. Det strækker sig fra Den Finske Golf i vest til Stillehavet i øst. Rusland har opfostret komponister, poeter og forfattere som Tjajkovskij, Pushkin og Dostojevskij og politiske ledere som Ivan den Grusomme, Lenin og Stalin. Landets magtposition har siden dets grundlæggelse omkring 800-tallet været foranderlig. 'Det Mongolske Åg' tvang russerne i knæ i 1240, mens Peter den Store, og senere Katharina den Store, placerede Rusland centralt på det magtpolitiske europakort. Indflydelsen nåede nye højder efter Sovjetunionens sejr over Nazi-Tyskland i 1945, men i 1991 kollapsede Sovjetunionen, og den tidligere stormagt var da langt fra fordums styrke. I dag er billedet et ganske andet. Med Ruslands annektering af Krim i 2014, landets aktive rolle i krigshandlingerne i Østukraine og Putins militære støtte til præsident Assad i Syrien er forholdet til Vesten atter på frysepunktet. Annekteringen af Krim har resulteret i omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland samt indsættelsen af ca. 4.000 Nato-soldater i Polen og i de baltiske lande – heraf 200 danske soldater i Estland.

 

 

 

Artikel type
faktalink

Rusland under Jeltsin

Hvad er Den Russiske Føderation?

Den Russiske Føderation, eller bare Rusland, er verdens største land. Det strækker sig over 17 mio. km² og elleve tidszoner – fra Skt. Petersborg i øst til Vladivostok i vest. Der bor knap 144 mio. mennesker, hvoraf 81 procent er etniske russere. Den største minoritet er tatarer, som udgør fire procent, mens både ukrainere og tjetjenere hver især udgør én procent. 70 procent af befolkningen bekender sig til den russisk ortodokse tro ifølge Den Store Danske (se kilder). I dag bliver Rusland ledet af præsident Vladimir Vladimirovich Putin.

Hvordan er Ruslands politiske system bygget op?

I en folkeafstemning den 12. december 1993 godkendte de russiske vælgere den nuværende forfatning. Senere er der dog sået alvorlig tvivl om valgdeltagelsen og dermed lovgyldigheden af den nuværende russiske forfatning, skriver ph.d. i russisk og historie Jesper Overgaard Nielsen i bogen ”Rusland efter Sovjet” (se kilder). Forfatningen anno 1993 afløste den forældede sovjetiske forfatning fra 1977 og sætter i dag rammerne for det politiske system og de politiske aktørers handlerum.

Siden denne forfatningsændring har Ruslands statsoverhoved været præsidenten. Præsidenten er direkte valgt og deler magten med en premierminister, som er valgt af parlamentet. Præsidenten kan dog nedlægge veto mod parlamentets beslutninger samt lovgive gennem dekreter. Denne konstruktion giver præsidenten vidtrækkende beføjelser og opfattes ifølge seniorforsker, Ruslandsekspert og forfatter til casen ”Rusland”, Flemming Splidsboel Hansen (se kilder), af befolkningen som legitim, så længe præsidenten fremstår som garant for sikkerhed, stabilitet og vækst. Præsidenten vælges for seks år af gangen, og kan genvælges en gang. Præsidenten kan således højst sidde i 12 år ad gangen, men kan til gengæld genopstille efter en anden har udfyldt præsidentembedet i minimum en periode. Foruden præsident og premierminister består det politiske system af et parlament med to kamre – underhuset (Dumaen) med 450 medlemmer og overhuset (Føderationsrådet) med 166 medlemmer. Føderale love som omhandler grænser, skatter, forsvar mv. skal forelægges Føderationsrådet. Øvrige love vedtaget i Dumaen betragtes som gyldige, hvis ikke Føderationsrådet giver udtryk for andet indenfor 14 dage. Alle love vedtaget i parlamentet skal underskrives af præsidenten, inden de kan erklæres vedtagne. Hvis præsidenten vælger ikke at underskrive en lov, kan den vedtages alligevel, hvis to tredjedele af parlamentets to kamre stemmer for.

Hvem var Boris Jeltsin?

Boris Jeltsin (1931-2007) var i perioden 1991-1999 Ruslands præsident. Hans politiske karriere startede i Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP). I 1989 blev han valgt til Folkekongressen og Den Øverste Sovjet, som han senere blev formand for. Jeltsin blev i 1991 Ruslands første folkevalgte præsident. Han blev særdeles populær, da han i august 1991 under Augustkuppet viste sin modstand ved at kravle op på en kampvogn, som var sat ind af ”gammelkommunisterne” (bl.a. vicepræsidenten, premier-, indenrigs- og forsvarsministeren samt KGB-chefen) for at vælte Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov. Ifølge Den Store Danske (se kilder) fremskyndede kupforsøget Sovjetunionens opløsning, og kort efter kupforsøget blev Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG) etableret. SNG blev dannet den 8. december 1991 og bestod af 12 af Sovjetunionens forhenværende 15 republikker. I sit bidrag til ”Gads Historieleksikon” peger professor ved Institut for Historie på SDU Nils Arne Sørensen (se kilder) på, at formålet med SNG var at etablere et mellemstatsligt samarbejde om økonomiske, politiske og forsvarsmæssige formål. Trods intentionerne har SNG dog ikke ført de store resultater med sig.

På trods af sin popularitet havde Jeltsin store politiske udfordringer. Han overtog et Rusland (dengang Sovjetunionen), hvor store dele af befolkningen fra slutningen af 1920’erne til 1953 ifølge professor Nils Arne Sørensen (se kilder) havde levet under Joseph Stalins brutale diktatur, hvor alle reelle og indbildte modstandere blev nådesløst forfulgt. Han overtog også et Rusland, hvor overvågning, deportationer og statslig kontrol fortsatte med at dominere samfundet længe efter Stalins død – dog i et mindre omfang.
Jeltsin forsøgte via en række reformer at indføre markedsøkonomi, hvilket ”gammelkommunisterne” i parlamentet, eller det ortodoks-kommunistiske og nationalistiske flertal, som professor Nils Arne Sørensen betegner dem, ikke ønskede (se kilder). Det førte ifølge ph.d. i russisk og historie Jens Overgaard Nielsen (se kilder) til en længere politisk krise, som Jeltsin håndterede ved at sætte militæret ind mod det russiske parlament i 1993 for at gennemtrumfe en ny forfatning, som han og parlamentet ikke kunne nå til enighed om. Den nye forfatning skulle afløse forfatningen af 1978 og give præsidenten mere magt – bl.a. ved at give ham mulighed for at se bort fra parlamentets (Dumaens) beslutninger ved hjælp af dekreter. Modstandere kaldte med rette, ifølge professor Nils Arne Sørensen (se kilder), Jeltsins gennemtrumfning af forfatningen ved hjælp af militær for et statskup. Ikke desto mindre blev Jeltsins forslag til den nye forfatning godkendt ved en folkeafstemning.

Selvom krigen i Tjetjenien i 1994-95 fik Jeltsins popularitet til at falde, blev han genvalgt som præsident i 1996. Tiden frem til 1999, hvor Jeltsin trådte tilbage, og Vladimir Putin blev fungerende præsident var ifølge professor Nils Arne Sørensen (se kilder) kendetegnet ved Jeltsins dårlige heldbred, uforudsigelige adfærd samt rygter om korruption i hans inderkreds, hvilket i sidste ende fik Jeltsin til at fratræde præsidentembedet. Jeltsin havde desuden et forbrug af alkohol, hvilket gjorde ham til et yndet mål for alverdens satiriske journalister og medier.

 

 

Hvad er røverkapitalisme?

Som det fremgår af Informations artikel ”Der er dem, der drikker vodka … og der er dem, der drikker cognac” (se kilder), er begrebet »røverkapitalisme« en betegnelse for den kaotiske situation i Rusland efter Sovjetunionens fald, hvor millioner af mennesker havde svært ved at brødføde sig selv, mens en lille gruppe ledende folk, i daglig tale oligarker, blev styrtende rige. Oligarkerne tjente deres formuer ved at købe statslige virksomheder, ofte indenfor olie- og gasindustrien, til det journalist og historiker Sven Skovmand i ”Politikens verdenshistorie” betegner som ’alt for lave priser’ (se kilder). Kriminalitetsraten steg markant, og skellet mellem rig og fattig blev tydeligt i de kaotiske år i starten af 1990’erne.

I januar 1992 gav Jeltsin tilladelse til, at hovedparten af de statsligt kontrollerede priser på varer i Rusland blev afløst af retten til fri prisdannelse. Med Sovjetunionens sammenbrud, brød den centrale styring også sammen, hvilket betød, at virksomhederne ikke længere kunne være sikre på at få solgt deres varer, og at de derfor måtte fyre folk. Arbejdsløsheden steg, og eftersom der ikke eksisterede et socialt sikkerhedsnet, som man f.eks. kender det i Danmark, gik prisstigningerne særligt hårdt ud over pensionister og arbejdsløse. De varer, som før havde været tilgængelige for folk med en gennemsnitlig løn i Sovjetunionen var pludselig blevet markant dyrere og uopnåelige for mange.

Rusland under Putin

Hvem er Vladimir Putin?

Vladimir Vladimirovich Putin (f. 1952) er en russisk politiker. Putin var premierminister fra august til december 1999, præsident i to perioder fra 2000 til 2008, premierminister i en periode fra 2008 til 2012 og blev i 2012 genvalgt som præsident – denne gang for en seksårig periode. Forlængelsen af præsidentperioden fra 4 til 6 år blev indført under Dmitri Medvedevs præsidentperiode fra 2008 til 2012. I 2018 blev Putin endnu engang genvalgt, hvilket betyder, at han nu i henhold til forfatningen er i gang med sin sidste periode som præsident. Nogle kritikere frygter dog, at Putin pønser på at ændre forfatningen, så han kan blive siddende som præsident længere end til 2024. Det afviser Putin imidlertid, som det fremgår af artiklen ”Putin har ingen plan om at ændre præsidentperiode” (se kilder).

Putin er uddannet jurist og arbejdede som agent i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB i perioden 1975-1990. I starten af 1990’erne gjorde han karriere i bystyret i sin fødeby, Skt. Petersborg, indtil han i 1996 blev ansat i den russiske statsadministration. Herfra gik det stærkt: I 1998 blev han leder af efterretningstjenesten FSB (KGB’s efterfølger), og i august 1999 blev han af præsident Boris Jeltsin udnævnt til premierminister. Den 31. december 1999 trak Jeltsin sig tilbage og overlod præsidentposten til Putin. Putin varetog således præsidentposten i nogle måneder uden at være folkevalgt, indtil han den 26. marts 2000 vandt præsidentvalget.

 

Putin og Jeltsins respektive taler til folket d. 31. december i forbindelse med Jeltsins fratrædelse og Putins indsættelse.

Hvorfor er Putin så populær i Rusland?

Efter Tjetjenienkrigen i 1994-1996, som endte med russisk tilbagetrækning og våbenhvile, brød krigen i Tjetjenien atter ud i 1999. I Faktalink-artiklen ”Tjetjenien-konflikten” (se kilder) fremgår det, at størstedelen af den russiske befolkning, bl.a. på baggrund af massiv påvirkning fra de statskontrollerede medier, mener, at Tjetjenien er en naturlig del af Rusland. Russernes syn på Tjetjenien kombineret med Putins fremfærd i Tjetjenien fik hans popularitet til at stige. Putin har desuden promoveret sig selv som modstander af kriminalitet og korruption, hvilket også har styrket hans image. Ifølge professor Nils Arne Sørensen (se kilder) skyldes Putins popularitet i høj grad den økonomiske fremgang, som Rusland har oplevet i hans regeringsperiode, men også at kriminalitetsraten er faldet. Til gengæld for økonomisk vækst, sikkerhed og ambitioner om at gøre Rusland til en betydningsfuld spiller i international politik, måtte befolkningen acceptere en stærk centralmagt med Putin som den ubestridte leder. I bogen ”Jeg, Putin” beskriver forhenværende TV2-korrespondent i Moskva Samuel Rachlin Putin som en politiker, der er formet af sin fortid som ballademager i Skt. Petersborgs baggårde, kynisk agent i KGB samt højtstående politiker i det russiske bureaukrati. Tiden i Skt. Petersborgs baggårde tegner et menneskeligt billede af statsmanden, Putin som en barsk, men retfærdig person – en stærk leder.

Putins popularitet er ifølge Samuel Rachlin ikke blevet mindre af, at han i 2003, efter et terrorangreb på en boligblok i Moskva, gav prøver på sin til tider særdeles barske retorik (se kilder): »Vi vil gå efter de tjetjenske terrorister overalt, og selv hvis de sidder ude på lokummet, vil vi komme efter dem dér og nakke dem.«

En anden forklaring på Putins popularitet skal ifølge Ruslands-forskerne Geir Hønneland og Jørgen Holten Jørgensens bog ”Moderne russisk politik” (se kilder) findes i, at Putin for mange russere fremstod som Jeltsins direkte modsætning – en tilsyneladende beskeden, men beslutsom mand, som gik i kirke, dyrkede sport og kun yderst sjældent drak alkohol.

Hvad kendetegner Ruslands økonomiske situation fra 1999 til i dag?

Siden Putin overtog præsidentposten i 1999 er den russiske økonomi vokset betydeligt. Middelklassen er vokset, og der er masser af varer på hylderne. Rusland er dog ikke gået fri af økonomiske udfordringer undervejs, og siden 2014 har Rusland stået over for massive udfordringer. På baggrund af Ruslands engagement i krigen i det østlige Ukraine har særligt USA og EU iværksat en række økonomiske sanktioner. Sanktionerne presser den russiske økonomi, men det ændrer ikke på, at den russiske økonomi står væsentligt stærkere i dag, end den gjorde ved årtusindskiftet, hvor Putin kom til magten.

I sin bog ”Russernes drømme” (se kilder) beskriver journalist og Ruslandsekspert Vibeke Sperling, hvordan Putin styrkede bureaukratiets og sikkerhedstjenestens magt, ligesom hun også beskriver, hvordan han i bestræbelserne på at centralisere magten tog et opgør med landets magtfulde oligarker. Han tog magten fra nogen, men lod dem være, der svor ham troskab og holdt sig væk fra politik.

En af de oligarker, Putin tog magten fra, var direktøren for olieselskabet Yukos, Mikhail Khodorkovskij. Han blev på baggrund af anklager om bl.a. skatteunddragelse arresteret og fængslet tilbage i 2003, indtil han i 2013 blev benådet af Putin. Ifølge Den Store Danske (se kilder) mener mange dog, at den egentlige årsag til Khodorkovskijs fængsling var, at han tidligere har forsøgt at opnå politisk indflydelse i Rusland.

Hvilken rolle spiller medierne i Rusland?

Ved valget i år 2000 fremlagde Putin ikke noget valgprogram og deltog heller ikke i valgkampen, da han efter eget udsagn havde for travlt med at styre landet. Lignende vendinger er blevet brugt ved efterfølgende præsidentvalg. Putins eksponering op til valgkampene gik primært gennem de statsejede tv-medier, som med Samuels Rachlins ord (se kilder) tegnede et billede af Putin som en supermand til lands, til vands og i luften.

 

Medierne spiller en central rolle i Putins PR-maskine. En undersøgelse foretaget af den internationale organisation Reporters Without Borders i 2017 (se kilder) viser, at det står rigtig skidt til med pressefriheden i Rusland. Rusland placerer sig som nummer 148 ud af 180 efter nationer som Mexico, Bangladesh og Sydsudan. Seniorforsker og Ruslandsekspert Flemming Splidsboel Hansen betegner i casen Rusland (se kilder) det russiske medielandskab som to koncentriske cirkler. Indercirklen består af statskontrollerede medier, som enten er direkte ejet af staten, ejet af statslige virksomheder eller af folk, som af politiske eller økonomiske årsager stiller deres medier til rådighed for Putin og hans inderkreds. Udenom indercirklen opererer en lille skare af frie medier, som skriver kritisk om diverse forhold i Rusland. Hvis de bliver for kritiske eller for populære, kan de ende med at blive trukket ind i indercirklen. Den typiske fremgangsmåde er ifølge Flemming Splidsboel Hansens case ”Rusland” (se kilder), at skattemyndighederne identificerer uoverensstemmelser i det pågældende medies regnskaber, hvorefter det må lukke midlertidigt. Når mediet genoptager sin produktion, er det i vid udstrækning med nye journalister, nye ansigter på redaktionsgangene samt en nyhedsdækning, som ikke forholder sig kritisk til magthaverne.

Magthaverne, med Putin i spidsen, har ifølge Flemming Splidsboel Hansen (se kilder) siden 2000’erne fokuseret på metanarrativet, der som en samlende fortælling giver svar på spørgsmål som »hvor kommer Rusland fra?«, »hvor er Rusland nu?« og »hvor er Rusland på vej hen?«. Det er disse spørgsmål, Putin ønsker at diskutere, og det er dem, han besvarer i taler, nøje tilrettelagte debatprogrammer og talkshows. Et eksempel er hans årlige pressemøde, hvor han ifølge DR-korrespondent Matilde Kimer i artiklen ”DR til monsterpressemøde i Moskva: Journalister lokker Putin med postkasser og skibriller", kun taler om de ting, han selv har lyst til (se kilder).

Hvad er ”de traditionelle værdier” ifølge Putin?

Putin er fortaler for ”den traditionelle familie”, som i hans optik består af en heteroseksuel mand og en heteroseksuel kvinde med mindst tre børn. I 2013 kulminerede Putins konservative familiesyn med, at han underskrev loven mod propaganda for ”ikketraditionelle seksuelle relationer”. Loven var ifølge den politiske opposition ikke blot et angreb på homoseksuelles ytringsfrihed, men på alle russeres ytringsfrihed, skriver Vibeke Sperling i sin bog ”Russernes drømme” (se kilder). Helt konkret forbød loven at omtale homoseksuelle minoriteter i nærheden af børn og unge. I kølvandet på loven oplevede folk, der blev opfattet som såkaldt seksuelle afvigere i Rusland en markant stigning i voldelige hadforbrydelser – flere med døden til følge.

Den ortodokse kirke talte ifølge Den Store Danske i 1999 omtrent 140 millioner mennesker (se kilder). Siden Putin kom til magten i 1999 er forholdet mellem den russiskortodokse kirke, med patriark Kirill i spidsen, og den russiske stat blevet styrket væsentligt. Vibeke Sperling skriver bl.a. i sin bog ”Russernes drømme” (se kilder), at kirken efter Sovjetunionens fald forsøgte at udfylde det ideologiske tomrum og få eneret på åndelig vejledning. Kirkens samarbejde med Kreml i dag kan karakteriseres som et åndeligt, politisk og økonomisk lukrativt parløb. Putin og Dmitrij Medvedev har bidraget økonomisk til kirkens fremdrift. Særligt gunstigt blev samarbejdet for kirken, da Dmitrij Medvedev i sin tid som præsident i 2010 underskrev en lov om tilbagelevering af al kirkegods, som var blevet konfiskeret i sovjettiden. Kirken blev dermed den største og rigeste jordbesidder i Rusland. Til gengæld for støtte fra Kreml har kirken leveret massiv opbakning til Putin, bl.a. ved at opfordre sin menighed til at stemme på ham. Ifølge Vibeke Sperling i ”Russernes drømme” (se kilder) manifesterede kirken sin støtte til Putin på et møde med ledere fra andre religioner i 2013, hvor patriark Kirill sagde til de nationale medier, at Putin er »et mirakel sendt af Gud«.

Hvad er krisen i Ukraine?

Da de ukrainske myndigheder i november 2013, med præsident Viktor Janukovitj i spidsen, forkastede en handels- og associeringsaftale med EU til fordel for en økonomisk aftale med Rusland, brød store demonstrationer løs i Kiev. Flere hundrede tusinde mennesker udtrykte deres utilfredshed med myndighedernes kovending, med den generelle økonomiske situation i Ukraine samt med politiets hårdhændede behandling af demonstranterne. I løbet af tre måneder eskalerede konflikten, som kulminerede med 88 dræbte på Maidan-pladsen i februar 2014. Viktor Janukovitj blev afsat af parlamentet i Kiev i slutningen af februar og flygtede ud af Ukraine, hvorefter nogle af oppositionspartierne overtog magten og udpegede en midlertidig præsident og regering.

 

Se nogle af de voldsomme optagelser fra Maidan-oprøret.

 

På den autonome republik Krim, som formelt tilhører Ukraine, var situationen en anden. Store dele af befolkningen brød sig ikke om den politiske udvikling i Kiev og ønskede en højere grad af selvstændighed fra Kiev. I slutningen af februar 2014 begyndte der at dukke ”små grønne mænd”, som alle vidste var russere, op på Krim, som Samuel Rachlin beskriver det i bogen ”Jeg, Putin” (se kilder). Mændene var tungt bevæbnede, bar ingen kendetegn, som kunne afsløre deres nationale tilhørsforhold og udtalte sig hverken til presse eller lokalbefolkning om bevæggrundene for deres tilstedeværelse. I løbet af få dage overtog de grønne mænd kontrollen med knudepunkter som f.eks. lufthavnen og adgangsvejen til det ukrainske fastland uden at have løsnet et skud, og den 16. marts 2014 stemte 77 procent, med en valgdeltagelse på over 83 procent, for at blive optaget i Den Russiske Føderation. I debatindlægget ”Glem ikke Krim og den russiske aggression” skriver den britiske ambassadør i Danmark Vivien Life (se kilder), hvordan folkeafstemningen på Krim af USA og EU bliver betragtet som ulovlig og illegitim, ligesom de opfatter annekteringen som et brud på Ukraines territoriale integritet.

Hvorfor annekterede Rusland Krim i 2014?

I 1954, kort efter Stalins død, skænkede Nikita Khrusjtjov på vegne af den russiske sovjetrepublik Krim til den ukrainske sovjetrepublik som ”en gave”. Den ”gave” har mange russiske nationalister set sig sure på, lyder vurderingen fra lektor ved Aarhus Universitet Mette Skak i artiklen ”Derfor er Krim-halvøen så vigtig for Rusland” (se kilder). Sovjetunionens opløsning i 1991 betød, at Krim fra at have været en gave fra den mægtigste sovjetrepublik til en mindre republik, inden for unionens grænser vel at mærke, nu tilhørte Ukraine og ikke Rusland.
Da det 60 år senere gik op for Putin, at optøjerne på Maidan-pladsen ikke stilnede af, og at den russisk-sindede præsident Janukovitj var flygtet ud af Ukraine, frygtede Putin at miste indflydelse i Ukraine. Det var på denne baggrund, at Putin iværksatte annekteringen af Krim, lyder det fra Samuel Rachlin i bogen ”Jeg, Putin” (se kilder). Rachlin vurderer desuden, at Krim var det letteste og mest oplagte mål på kort sigt. Der var ingen, der kunne forhindre annekteringen. Fra russisk perspektiv var der ikke tale om en annektering eller erobring af Krim og Sevastopol, men om en generobring. Annekteringen af Sevastopol havde desuden stor militærstrategisk betydning, eftersom den russiske flådebase ligger i dens isfri havn med uhindret adgang til Middelhavet.

Under annekteringen af Krim og Sevastopol kørte de statsejede medier på højtryk med en fortælling om, at nazister, fascister og andre højreradikale grupper var ved at overtage magten i Ukraine efter Janukovitjs exit. Propagandaen nåede ifølge Vibeke Sperling i ”Russernes drømme” (se kilder) nye højder efter en parade den 9. maj 2014 på Den Røde Plads i forbindelse med 70-året for Den Røde Hærs befrielse af Krim fra nazisterne. Her sagde forsvarsminister Sergej Sjoigu til nyhedsbureauet Tass: ”Vi må endnu engang vise verden, at Rusland kategorisk afviser fascisme” i et forsøg på at trække tråde fra Sovjetunionens sejr over Hitlers Tyskland i Den Store Fædrelandskrig til den aktuelle situation på Krim.

Hvad er situationen på Krim og i det østlige Ukraine i dag?

Krim kan ifølge Vibeke Sperling i ”Russernes drømme” (se kilder) betegnes som en fastfrosset konflikt. En fastfrosset konflikt er en konflikt, hvor de væbnede kampe er ophørt, men hvor der ikke er fundet en varig og tilfredsstillende løsning for de implicerede parter. På Krim har der ikke været væbnede kampe hverken under eller efter annekteringen. Men der er heller ikke fundet nogen løsning. EU’s ledere besluttede på et møde i december 2017 at forlænge de økonomiske sanktioner, som blev sat i værk umiddelbart efter Ruslands annektering af Krim i 2014 med et halvt år, skriver Ritzau i artiklen ”Granater regner ned over Ukraine og EU forlænger sanktioner” (se kilder). Hverken den ukrainske regering eller hovedparten af det internationale samfund anerkender annekteringen, men det ændrer ikke på, at Krim ifølge Den Store Danske (se kilder) de facto nu er en del af Rusland.

I regionerne Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine fortsætter kampene til gengæld for fuld styrke, skriver Ritzau i ”Granater regner ned over Ukraine og EU forlænger sanktioner” (se kilder). Ifølge FN's højkommissær for menneskerettigheder er flere end 10.000 mennesker omkommet siden kampene brød ud i 2014. I 2015 forhandlede den ukrainske regering og de prorussiske separatister sig frem til en fredsaftale i Minsk, som bl.a. gik ud på gensidig dialog ved lokale valg, en ny forfatning samt tilbagetrækning af tunge våben. I følge artiklen ”Derfor er Ukraine og Rusland i konflikt med hinanden” har Minsk-aftalen dog ikke haft nogen nævneværdig effekt (se kilder). Og på trods af internationalt pres og flere forhandlinger fortsætter kampene i det østlige Ukraine.

Hvordan er forholdet mellem Rusland og Vesten i dag?

Efter Ruslands annektering af Krim og landets aktive deltagelse i krigen i Østukraine besluttede NATO, at udstationere i omegnen af 4.000 soldater i Polen og i de baltiske lande. Missionen begyndte i 2017, og i januar 2018 sluttede 200 danske soldater sig til NATOs tropper i Estland. Missionens overordnede formål er at vise støtte til de baltiske lande som, efter Ruslands ageren på Krim og i Østukraine, føler sig truet af deres store nabo mod øst.

Statsminister Lars Løkke Ramussen understreger i TV 2’s artikel ”Løkke besøger de danske tropper i Estland: Truslen fra Putin er virkelig” (se kilder), at truslen fra Rusland er reel, og at det er vigtigt af at stå sammen i NATO og markere, at NATOs musketered, som betyder, at et angreb på ét NATO-land betragtes som et angreb på alle NATO-lande, gælder.
I DR’s artikel ”Danske soldater rejser i dag til Estland for at holde Putins tropper væk” vurderer Jens Ringmose, chef for militære operationer ved Forsvarsakademiet, dog (se kilder), at risikoen for en militær konfrontation er minimal, og at NATO-soldaternes tilstedeværelse formindsker risikoen yderligere.

I Sverige, som ikke er medlem af NATO, har kommissionen Försvarsberedningen, gennemgået det svenske forsvars aktuelle forfatning. Försvarsberedningens formand, Björn von Sydow (S), frygter i forlængelse af gennemgangen ikke en russisk invasion af Central- eller Nordeuropa, men snarere begrænsede krigsoperationer mod dele af Sverige, fortæller han til Politiken i artiklen ”Sverige forbereder sig på væbnet angreb fra Rusland: opfordrer borgere til at samle forråd” (se kilder).

Försvarsberedningens omfattende gennemgang af det svenske forsvar samt anbefalinger om, at indrette det civile og militære forsvar, så det kan håndtere en krigslignende situation af mindst tre måneders varighed, illustrerer mistilliden og det dårlige forhold mellem Rusland og Vesten. Senest har Försvarsberedningen anbefalet en omfattende renovering af de svenske beskyttelsesrum, ligesom de også opfordrer befolkningen til at opbygge et forråd af mad, så de kan klare sig i mindst syv dage, hvis det skulle blive nødvendigt.
Men Rusland har andet end militære muskler at spille med.
I Ritzaus artikel ”USA: Russiske hackere angreb op til 21 stater op til valget” (se kilder), bliver Ruslands og Vestens dårlige forhold udstillet. Ifølge daværende viceminister for cybersikkerhed i USA, Jeanette Manfra, angreb russiske hackere 21 af USA’s 50 delstater forud for præsidentvalget i november 2016. Manfra understregede dog, at der ikke var beviser for, at der blev manipuleret direkte med stemmeafgivningen eller optællingen. Siden har sagen udviklet sig med hastige skridt, og i artiklen ”Bjørnen i lokalet – russisk indblanding i amerikanske valg”, hersker der ikke nogen tvivl om den russiske indblanding og intentionen om at skabe splittelse blandt de amerikanske vælgere, samt sikre at Hillary Clinton ikke vandt valget (se kilder). En del af forklaringen på den russiske modstand mod Hillary Clinton, skal findes i Vladimir Putins opfattelse af, at Hillary Clinton som udenrigsminister for Barack Obama tilbage i 2011 havde været med til at opfordre til demonstrationer mod valgresultatet ved det russiske parlamentsvalg, som Putins parti Forenet Rusland vandt. Donald Trump var derimod et godt bud på en præsident, der ønskede en ny start og et nyt forbedret forhold mellem de to stormagter, fremgår det af artiklen ”Bjørnen i lokalet – russisk indblanding i amerikanske valg” (se kilder).

Hvilken rolle spiller Rusland i den syriske borgerkrig?

Rusland gik ind i konflikten i september 2015, og siden har 63.012 russiske soldater været involveret i kamphandlinger ifølge artiklen ”Titusinder af russiske soldater har kæmpet i Syrien” (se kilder). Det russiske engagement og støtte til præsident al-Assad har betydet, at de syriske regeringsstyrker er gået fra at kontrollere omkring en tredjedel af landet i 2014 til to tredjedele i 2018. Årsagen til at Putin støtter al-Assad, som gentagne gange er blevet anklaget for krigsforbrydelser, er imidlertid mere uklar. En teorierne går ifølge artiklen ”Ni bud: Hvad vil Putin i Syrien?” på, at Rusland vil eliminere Islamisk Stat og forhindre organisationen i at få fodfæste og dermed være i stand til at rykke nærmere Ruslands grænser. Et andet bud er, at Putin hjælper sin vigtigste allierede i regionen for ikke at miste indflydelse i området. Derudover opfatter han Assad som Syriens legitime leder, hvorfor han ikke ønsker ham fjernet. En tredje bevæggrund for Putins ageren i Syrien peger tilbage på hans magtposition i Rusland. Hvor Putin tidligere har været garant for økonomisk fremgang, må han nu gå andre veje som følge af landets pressede økonomi. Derfor forsøger han at appellere til russernes opfattelse af Rusland som en stormagt – først med annekteringen af Krim og nu med Rusland som en afgørende militær magt i Syrien.

Hvad skete der under giftgasangrebet Salisbury, England?

Den 4. marts 2018 blev den russiske dobbeltagent Sergej skripal og hans datter Julia Skripal fundet bevidstløse på en bænk i en park i byen Salisbury sydvest for London efter at være blevet forgiftet med nervegiften Novitjok, som blev produceret i Sovjetunionen under Den Kolde Krig. Ved hjælp af videoovervågning fandt britisk politi frem til to russiske mænd, som have opholdt sig i landet fra den 2. til den 4. marts. Videoovervågningen viste desuden de to sigtede tæt på Skripal-familiens hus, og politiet fandt tillige spor af Novitjok i mændenes hotelværelse. Ifølge artiklen ”Britisk politi sigter to navngivne russere i Skripal-sagen” (se kilder), mener britisk politi, at de sigtede smurte nervegiften på Skripal-familiens dør, inden de tog direkte ud i lufthavnen Heathrow og fløj retur til Moskva. På trods af ovenstående beviser, nægter Ruslands udenrigsministerium fortsat at have kendskab til de to sigtede, som ifølge artiklen ”Pilen peger mod Kreml i skripal-sagen” er agenter fra den russiske militære efterretningstjeneste GRU (se kilder). Agenterne rejste under navnene Aleksander Petrov og Ruslan Bosjirov, men det har ifølge casen ”Russisk desinformation: et eksempel” (se kilder) senere vist sig, at der var tale om Oberst Anatolij Tjepiga og (formodet) oberstløjtnant eller oberst Aleksander Misjkin fra GRU. I artiklen fremgår det desuden, at der kort efter drabsforsøget på Skripal og hans datter var mere end 30 alternative forklaringer i omløb på de statskontrollerede russiske medier (se kilder). Hele miseren mundede ud i, at de to anklagede agenter, Petrov og Bosjirov måtte stille op til et interview på den statskontrollerede tv-kanal RT, hvor de forklarede, at de var i Salisbury på en weekendtur for at se byens katedral, men at de pga. dårligt vejr måtte tage tilbage til London. Status på sagen er, at både Sergej og Julia Skripal, som endte med at ligge 20 dage i koma, overlevede forgiftningen. Ingen af de to agenter er dog blevet stillet for en domstol i Rusland.

 

Engelsk politi fremlægger Skripal-sagen.