Hvad var enevælden?
Enevælden er ifølge 'Gads Historieleksikon' (se kilder) den danske betegnelse for den styreform, hvor fyrstens magt er mere eller mindre uindskrænket. Enevælden blev almindelig i europæiske monarkier (kongedømmer) i løbet af 1500-tallet og 1600-tallet. De enevældige kongers forbillede var den franske konge Ludvig (Louis) den 14., også kaldet Solkongen, der regerede fra 1643 helt til 1715. Den danske enevælde varede fra 1660 til 1848.
Enevælden tildelte udstrakte privilegier til aristokratiet omkring hoffet, hvilket skabte utilfredshed hos dele af borgerskabet, der ikke nød disse privilegier. Derfor blev der i løbet af 1700-tallet udviklet ideer om demokrati og folkesuverænitet.
Hvordan forløb den franske revolution?
Den enevældige konge Ludvig den 16.'s (1754-1793) Frankrig var før revolutionen i 1789 i dyb økonomisk krise. Der var ifølge bogen ’A History of Western Society’ af John McKay m.fl. (se kilder) store spændinger i det franske samfund. Store dele af adelen og kirkens folk ønskede at bevare det stivnede system, hvor de nød godt af nedarvede privilegier og lave skatter, mens særligt dele af borgerskabet ville vælte enevælden og den gamle orden. Og så var der flertallet, der bare gerne ville have råd til det daglige brød. Spændingerne steg, og revolutionen brød ud den 14. juli 1789, der senere blev Frankrigs nationaldag.
Frankrig gik ved denne revolution fra at være et enevældigt kongedømme til at blive en republik uden en konge som statsoverhoved. Efter revolutionen blev der gennemført talrige reformer. Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder (menneskerettighedserklæringen) blev udråbt. Den fastslog, at alle mennesker fra fødslen har samme rettigheder, herunder tale- og trykkefrihed, religionsfrihed og almindelig retssikkerhed. Frihed, lighed og broderskab blev revolutionens slogan.
Revolutionen løb dog af sporet og udviklede sig i 1792-1795 til det, der kaldes Rædselsherredømmet med massehenrettelser og diktaturlignende tilstande, indtil dets leder Maximilien Robespierre selv mistede hovedet i guillotinen. Herefter indtrådte et mere moderat, men også korrupt og upopulært styre, indtil general Napoleon Bonaparte tog magten ved et militærkup i 1799 og afskaffede den nyligt indførte republik efter kun 10 år.
Hvem var Napoleon den 1.og hvordan kom han til magten?
Napoleon Bonaparte blev født ind i en adelig familie på øen Korsika i Middelhavet i 1769. Han blev officer i en meget ung alder og gjorde lynkarriere i årene efter revolutionen. Undervejs i den revolutionære republiks levetid gik den enorme franske hær opildnet af nationalfølelse i krig mod en lang række af de andre europæiske stater som Østrig og Spanien. Napoleon blev berømt hos franskmændene som en snu og effektiv feltherre.
Den populære Napoleon blev efterhånden anset som en trussel mod republikkens svage og kaotiske styre og blev derfor i 1798 sendt på et felttog mod briterne i Egypten. Dette felttog blev til gengæld en stor fiasko, og Napoleon tog hurtigt tilbage til Paris, inden nyheden spredte sig. I 1799 gik han i ledtog med en række politisk prominente personer, der var trætte af det svage styre, og tog i 1799 magten ved et militærkup. I 1804 lod han sig udråbe til kejser Napoleon den 1. af Frankrig.
Napoleon blev gift med den smukke Josephine i 1796, men da det ikke lykkedes dem at få arvinger, lod Napoleon sig skille fra hende i 1809. Året efter giftede han sig med den østrigske kejserdatter Marie-Louise, der i 1811 fødte en søn.
Hvilke reformer gennemførte Napoleon?
Napoleon var en energisk og beslutsom leder – på godt og ondt. Han iværksatte store, blivende reformer af det franske samfund, men styrede også Frankrig med hård hånd og gennemførte blodige felttog i Europa.
Blandt Napoleons største bedrifter var ifølge Herman Lindqvists bog 'Napoleon' (se kilder) udskiftningen af det sammensurium af regionale og særlige love, som fandtes i Frankrig, da Napoleon kom til magten, med en samlet lovsamling 'Code Napoléon' (også kaldet 'Code Civil'). Her blev de centrale principper fra 1789-revolutionen; lighed for loven (for mænd), privat ejendomsret og religionsfrihed samlet. 'Code Civil' har dannet forbillede for lovgivningen i store dele af Europa og i Latinamerika.
Frankrigs forvaltning blev også moderniseret og centraliseret under Napoleon. Han etablerede et netværk af præfekter (amtsborgmestre), råd og borgmestre, der styrede Frankrigs departementer (amter). Præfekterne var direkte udnævnt af Napoleon og fungerede som hans forlængede arm.
Uddannelsessystemet blev reformeret, infrastrukturen udbygget, og den franske økonomi kom under kontrol. Til gengæld kom Napoleons vedvarende krigsførelse til at koste dyrt for den franske stat, da krigslykken vendte.
