Hvordan stemmer man?

Alle, der kan stemme, får tilsendt et valgkort mindst fem dage før valget. Man stemmer normalt på en skole eller i en sportshal tæt på hvor man bor. Her får man på valgdagen en stemmeseddel når man afleverer sit valgkort. Valget er hemmeligt, så man går ind i en boks og sætter et kryds ved den person eller det parti på stemmeseddelen man bedst kan lide.

Der er typisk ikke så mange, der stemmer til kommunalvalget, som når der er valg til Folketinget.

Hvem kan stemme til kommunalvalg?

Alle danskere, der er fyldt 18 år, kan stemme til kommunalvalget. Man kan også stemme, hvis man har boet fast i Danmark i mere end tre år. Det samme gælder, hvis man kommer fra Island, Norge eller et land, der er medlem af EU. Man stemmer i den kommune, hvor man bor, men hvis man er hjemløs, kan man stadig stemme. Så skal man normalt stemme i den kommune, hvor man sidst havde sin adresse.

Hvem kan stille op til kommunalvalg?

Dem, der kan stemme til kommunalvalget, kan også stille op og blive valgt. For det meste stiller man op for et politisk parti, men man kan også opstille som sig selv. Flere af de politikere, der sidder i Folketinget, har begyndt deres karriere i et byråd.

Hvis man har gjort noget kriminelt, som gør en uegnet til arbejdet, kan man miste sin plads i byrådet. Det kan f.eks. være, at man har givet hemmelige informationer videre til pressen.

Hvordan bliver man borgmester?

Det er ikke altid den, der får fleste stemmer til kommunalvalget, der bliver borgmester. Når valget er slut og stemmerne er blevet talt op, skal de politikere, der er blevet valgt, blive enige om hvem der skal være borgmester. Det kræver et flertal. At være borgmester er et fuldtidsjob, og man kan kende borgmesteren på den særlige halskæde som han eller hun nogle gange bærer om halsen.