Introduktion til kildekritik

Hvad er kildekritik?

Kildekritik er et centralt begreb i historievidenskaben. De tyske historikere B.G. Niebuhr og Leopold von Ranke anses for at være grundlæggerne af kildekritikken, som de definerede i starten af 1800-tallet. Oprindeligt havde den blot til formål at fastslå, om en historisk kilde var troværdig eller ej. Senere nuancerede blandt andre den danske historiker, professor ved Københavns Universitet og rigsarkivar Kristian Sophus August Erslev begrebet, fremgår det af opslagsværket Den Store Danske (se kilder). Som professor udarbejdede Erslev efter tysk forbillede blandt andet en række læresætninger om kildekritik. Denne kildekritiske metode har i høj grad formet dansk historieforskning, fremgår det af Den Store Danske. Kildekritik indebærer ifølge denne tradition og metode at forholde sig kritisk og analytisk til kilderne – det vil sige at vurdere, i hvilket lys deres udsagn skal ses. At foretage kildekritik handler derfor om at stille de rigtige spørgsmål til kilderne for at kunne vurdere deres udsagn. Kildekritik handler blandt andet om at forholde sig til, hvem afsenderen er, kildens troværdighed, hvordan kildens udsagn blev til, forfatterens forudsætninger og den historiske sammenhæng, som kildne er opstået i. Det kan man læse i ”Kildekritikkens Ordbog” på Københavns Universitets hjemmeside (se kilder).

Hvorfor er kildekritik vigtigt?

Kildekritik er vigtig, fordi de informationer, vi bliver præsenteret for, er med til at skabe vores billede af den verden, vi lever i. Og det er det billede, der danner grundlag for vores handlinger og forestillinger om det samfund, vi er en del af, og den historie, vi er rundet af. Derfor er det altafgørende for vores evne til at kunne agere oplyst i samfundet, at vi udvikler en kritisk sans over for den viden og de oplysninger, vi bliver præsenteret for. I dag indgår det at søge, udvælge og kritisk vurdere information i en lang række fag i folkeskolen og på gymnasiet. Også på bibliotekerne anser man det for meget vigtigt at styrke borgernes kritiske sans. I artiklen ”Til kamp mod fake news” i Politiken (se kilder) siger formand i Danmarks Biblioteksforening Steen Bording Andersen: ”Vi kan ikke standse fake news. Men det handler om at sige: Du skal ikke tro på hvad som helst. Du skal have en sund kritisk sans, og du skal være opmærksom på, hvem afsenderen er. Og om der er noget, der tyder på, at det er enten rigtigt eller forkert.”

Ifølge artiklen mener Pierre Collignon, der er tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten og nu skal forske i fake news på SDU, at vi allerede er godt på vej i kampen mod f.eks. de falske nyheder: ”Hvis man anskuer vores sociale medier og vores demokratiske debat som en organisme, har den lært sygdommen at kende og er ved at udvikle en immunitet, hvor man kaster sygdommen væk, og hvor kroppen reagerer af sig selv. Hvis vi kan udvikle de evner alle sammen, kan vi løse rigtig meget.”

Hvad er ægte og uægte kilder?

At vurdere en kildes ægthed handler om at vurderer, om kilden er udtryk for, hvad den giver sig ud for at være. Er den ikke, kaldes den en forfalskning eller en uægte kilde. En uægte kilde er som regel fremstillet med et bestemt formål for øje – ønsket om at ville narre eller bedrage nogen, fordi det vil gavne forfalskerens sag eller dagsorden. Selv om en kilde er uægte, kan den dog ofte bruges til at sige noget om den tid, den er opstået i, og om den person eller de personerne, der står bag. F.eks. blev den franske præst Grandier i 1632 anklaget for at have solgt sin sjæl til djævelen. Beviset blev fremlagt ved en retssag i form af et dokument; kontrakten med Djævelen. Grandier blev dømt til døden og brændt. På den måde siger denne uægte kilde meget om denne tids tro. Det kan man læse på Gyldendals hjemmeside med viden om blandt andet kildekritik henvendt til elever fra 7.-9. klasse (se kilder).

Hvad er levn og beretninger?

I historievidenskabens kildekritik arbejder man med begreberne levn og beretning. Alle kilder er levn fra den bestemte historiske situation, de er opstået i. En dagbog er f.eks. et levn om, hvilken håndskrift, skriveredskab og papirtype man anvendte på en bestemt tid. En beretning er en kilde, som er menneskeskabt, har et meddelende element og rummer en beskrivelse af fortiden. F.eks. vil en historisk genstand udstillet på et museum være et levn om, hvad man mente, var vigtigt, da udstillingen blev forberedt. En brochure, der beskriver de udstillede genstande, er derimod en beretning om, hvor genstandene stammer fra, hvem der har fremstillet dem og hvorfor. Det kan man læse i ”Kildekritikkens ordbog” på Københavns Universitets hjemmeside (se kilder).

Hvorfor er kildekritik særlig vigtig i dag?

Med internettet er information og viden blevet meget lettere tilgængelig. Det er blevet almindeligt at ”spørge Google”, når man søger viden. Men samtidig er risikoen for at blive fejlinformeret blevet større. For alle har adgang til at lægge oplysninger ud på internettet, og det er langt fra alle oplysninger, der faktatjekkes, før de lægges ud.
Som det beskrives i den journalistiske lærebog ”Journalistik med omtanke” (se kilder), gør den digitale teknik det muligt, ”at man med få tastetryk og uden store økonomiske omkostninger kan forfalske originale kildematerialer og lynhurtigt transmittere dem ud til en potentiel modtagerskare, der tæller millioner af mennesker”. Derfor opfordres journalister i bogen til at være ekstra kritiske i deres vurdering af oplysninger, de indsamler på nettet. I artiklen ”Elever skal rustes bedre til kildekritik” (se kilder) kan man læse, at mens 60% af al informationssøgning i folkeskolen for 30-40 år siden blev foretaget af professionelle bibliotekarer, så foretages hele 98% af informationssøgningen i undervisningen i dag af eleverne selv, primært via Google. Derfor forsøger man allerede i folkeskolens indskoling at klæde eleverne på til at forholde sig kildekritisk til den information, de finder på nettet. I folkeskolen er faget Digital Dannelse begyndt at komme på skemaet, og på gymnasierne trænes eleverne i at udøve kildekritik, undgå plagiat, altså at snyde ved at kopiere andres tekster og angive, at de er ens egne og citere korrekt.
”Evnen til at skelne skidt fra kanel rent akademisk vil være afgørende for, om mange unge overhovedet kan gebærde sig i den akademiske verden. Vi mener, der er et stort udviklingspotentiale på dette område i gymnasiet, præcis som i resten af uddannelsessystemet”, siger Thomas Kaarsted, formidlings- og kommunikationschef ved Syddansk Universitetsbibliotek og medlem af tænketanken for digital dannelses styregruppe, i artiklen.