gavlmaleri
Den politiske krise i Storbritannien om Brexit har skabt debat om en eventuel hård grænse mellem Irland og Nordirland. Gavlmaleri af kostskoleelever i Londonderry.
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix

Irland (Faktalink light)

journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet, september 2019.
Top image group
gavlmaleri
Den politiske krise i Storbritannien om Brexit har skabt debat om en eventuel hård grænse mellem Irland og Nordirland. Gavlmaleri af kostskoleelever i Londonderry.
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix

Indledning
Irland er kendt som Den Grønne Ø, fordi den har et regnfuldt klima og er fyldt med græsgange med store flokke af år. Selve staten Irland udgøres af størstedelen af øen, mens staten Nordirland udgør den sidste del. Irland og Nordirland blev delt i 1921 da Den Irske Fristat blev oprettet. Det skete efter mange hundrede års engelsk dominans. Den engelske dominans har betyder at de fleste irere i dag taler engelsk som førstesprog, men en lille gruppe taler stadig irsk, et gælisk sprog.

I 1800-tallet blev Irland ramt af kartoffelpest og hungersnød, og mange irere udvandrede, især til USA. Der lever mange millioner med irske rødder i USA, Australien og mange andre lande, og irsk musik har også spredt sig over hele verden. Irland er desuden kendt for whisky, øl og nogle særlige sportsgrene, som stort set kun dyrkes i Irland.                                                                                                                     

 

Den irske nationalsang ”The Soldier's Song”/”Amhrán na bhFiann” (gælisk/irsk).

Artikel type
faktalinklight

Hvad er Irland?

Irland, Eire på irsk, kaldes også Den Irske Republik (Poblacht na hÉireann). Det er et land i det nordvestlige Europa. Irland omfatter størstedelen af øen Irland der er delt mellem Republikken Irland og Nordirland. Republikken Irland har cirka 4,8 millioner indbyggere og et areal på ca. 68.000 km2.


Hvor ligger Irland?

Irland ligger på den største af De Britiske Øer vest for England. Irland er afgrænset mod øst af Det Irske Hav og mod vest af Atlanterhavet. Den Irske Republik dækker 84 % af øen Irland, mens øens nordligste del udgøres af Nordirland, en selvstyrende del af Det Forenede Kongerige (United Kingdom).
 

 

Hvad hedder Irlands hovedstad?

Irlands hovedstad, Dublin, ligger på østkysten af øen. Den er Irlands største by med omkring 1 million indbyggere, hvoraf halvdelen bor i selve Dublin City, mens resten bor i forstæder.

Dublin blev grundlagt af vikinger i 800-tallet og har været den vigtigste by i Irland siden middelalderen. I 1171 indtog normannerne byen og byggede borgen Dublin Castle, som blev symbol på englændernes styre. Da Den Irske Fristat blev oprettet i 1922 blev Dublin hovedstad.

Floden Liffey deler byen i en sydlig del, hvor især de rige har boet, og en nordlig del, hvor især arbejderklassen har boet. Denne opdeling er dog ikke længere så tydelig.

Over 10 % af Dublins indbyggere er indvandrere fra især Storbritannien, Polen, Rusland og Litauen, men også fra lande som Kina, Nigeria, Brasilien, Australien og New Zealand.

Dublin er kendt for landets ældste universitet Trinity College. På et museum på universitetet er det ældste europæiske bogmaleri fra 600-tallet og de berømte Book of Kells – en smukt illumineret udgave af Nye Testamente fra 800-tallet.

Dublin er også kendt for sine mange pubber.
Flere nobelpristagere i litteratur stammer fra Dublin, og den irske forfatter James Joyces meget berømte værker ”Ulysses” og ”Dublinfolk” foregår i Dublin.

Hvad har præget Irlands historie?

Irlands historie er præget af keltisk kultur. Kelterne var et folkeslag der bosatte sig i centrale og vestlige dele af Europa i løbet af jernalderen. I dag er der befolkninger, der opfatter sig som keltiske, i bl.a. Irland, Skotland, Wales og dele af Frankrig.

Kelterne i Irland blev kristne i løbet af 400-tallet, ifølge af missionæren Skt. Patrick. Derfor er Skt. Patrick Irlands nationalhelgen. Siden blev der bygget masser af kirke og klostre.

Omkring år 800 e.Kr. invaderede nordiske vikinger Irland. De norske konger blev i Irland frem til den engelske invasion i 1100-tallet. Herefter blev Irland regeret af briterne frem til 1920. Irerne gjorde flere gange oprør, og der var perioder med borgerkrig. Efter Reformationen indførte briterne den anglikanske kirke. De katolske irere måtte ikke længere stemme til valg og kunne i en lang periode ikke eje jord. Det betød blandt andet at irerne blev meget fattigere end den britiske befolkning.

I midten af 1800-tallet blev Irland ramt af hungersnød på grund af kartoffelpest. Man mener at cirka 1 million døde af sult og fejlernæring, og 2 millioner udvandrede, især til Nordamerika og Storbritannien.

I 1914 besluttede det britiske parlament at der skulle indføres selvstyre i Irland. Men da 1. Verdenskrig brød ud samme år, blev selvstyret udskudt. Anden påskedag 1916 besatte irske nationalister vigtige bygninger i Dublin og udråbte Irland til en selvstændig republik. Oprøret blev slået ned efter en uge, og de fleste af oprørslederne blev henrettet. Fra 1919 til 1921 var der borgerkrig. Det endte med at øen Irland blev delt. 26 amter blev den Irske Fristat, 6 amter på den nordlige del af øen blev til Nordirland (Ulster). I 1937 vedtog Den Irske Fristat en ny forfatning, og landet blev herefter kaldt Republikken Éire. I 1949 trådte Irland også ud af det britiske statssamfund Commonwealth.

 

Animeret film der kort fortæller Ilrlands historie. På engelsk.

 

Hvordan regeres Irland?

Irland er en republik med parlamentarisk demokrati. Landet ledes af en regering med en premierminister som leder af regeringen. Premierministeren udnævnes af præsidenten. Præsidenten er statsoverhoved, men har ikke ret meget reel politisk magt. Præsidentens rolle minder om Droningens rolle i Danmark. Parlamentet har to kamre, et overhus og et underhus. Medlemmerne af underhuset (på irsk Dáil Éireann) vælges ved direkte valg. Medlemmerne af overhuset (senatet, på irsk Seanad) bliver valgt på forskellige måder. Nogle udpeges af statsministeren. Andre vælges blandt repræsentanter for faglige og kulturelle organisationer, og nogle vælges af universiteterne. Landets love vedtages i underhuset. Senatet kan lave ændringsforslag til lovforslagene. En del irere mener at senatet skal afskaffes. Men en folkeafstemning i 2013 gav et lille flertal for at beholde senatet.

Den katolske kirke har haft stor indflydelse på lovgivningen. Der står i den irske forfatning at familien er den grundlæggende enhed i samfundet og har egne rettigheder. Irland har også nogle af de strengeste abortlove i Europa.

Irland er ikke medlem af NATO. Irland har til gengæld deltaget i mange af FN’s fredsbevarende missioner.