Hvad var baggrunden for genforeningen?
Baggrunden for genforeningen var to krige: den 2. Slesvigske Krig samt 1. Verdenskrig. Da Danmark i 1864 tabte 2. Slesvigske Krig, måtte landet overdrage de tre hertugdømmer Lauenburg, Holsten og Slesvig til Preussen (senere Tyskland) og Østrig. De tre hertugdømmer havde udgjort to femtedele af Danmarks landområde og befolkning.
Nederlaget i 1864 blev et traume for nationalt sindede i Danmark. På grund af politiske og økonomiske forhold blev det imidlertid ikke regnet for realistisk at vinde de tabte områder tilbage. Du kan læse mere om 2. Slesvigske Krig i bogen ”Danmarks Historie” redigeret af Sten Busck og Henning Poulsen (se kilder).
54 år efter afgivelsen af hertugdømmerne havde magtbalancen i Europa ændret sig markant. Tyskland var en af de store tabere i 1. Verdenskrig. Det tyske kejserrige brød sammen, og landet måtte underlægge sig en hård fredsaftale ved forhandlingerne i Versailles i Frankrig. Det åbnede mulighed for, at Danmark kunne tilbageerobre noget af Sønderjylland. Du kan læse en beretning om Versaillestraktaten (fredsaftalen, der blev forhandlet i Versailles) i bogen ”Øjenvidner til historien” redigeret af John Carey (se kilder).
Kort gennemgang af Genforeningen i 1920 produceret af Dansk Mindretals Historie.
Ved freden i Versailles blev der indskrevet en særlig artikel (art. 109) om de sønderjyske områder, og hvordan det skulle afgøres, hvilken nation de skulle tilhøre. I artiklens første del (se kilder) står der: ”Grænsen mellem Tyskland og Danmark fastsættes i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker”. Det kan ses som et udtryk for ideen om ”folkenes selvbestemmelsesret”, som på det tidspunkt var en ny tendens, når man dannede nationalstater.
Begrebet blev formuleret af den amerikanske præsident Woodrow Wilson i en tale den 8. januar 1918. Du kan læse mere om Wilsons ideer om bl.a. folkenes selvbestemmelsesret i artiklen ”De fjorten punkter” i Gyldendals den Store Danske (se kilder).
De nye ideer brød med koloniseringstiden, hvor især vestlige stater erobrede landområder og underlagde sig disse landes befolkninger. Princippet om folkenes selvbestemmelsesret blev afgørende for afkoloniseringen efter 2. Verdenskrig, men allerede i 1920 afgjorde det Sønderjyllands tilhørsforhold. Versaillestraktaten erklærede, at de imperier, der havde tabt, måtte lade de landområder, hvor befolkningen ønskede selvstændighed eller et andet nationalt tilhørsforhold, bestemme selv. Derfor blev der afholdt folkeafstemning i de sønderjyske områder.
Afstemningens resultat blev den nuværende grænse, med et tysk mindretal på den danske side og et dansk på den tyske side.