Introduktion til Stormen på Bastillen

Hvad var Bastillen?

Bastillen, der egentlig hedder Bastille Saint-Antoine, var en gammel middelalderborg i Paris, der blev opført under Karl V (Charles V) i 1300-tallet. Den lå på adressen rue Saint Antoine nr. 232. Stedet udgør i dag Bastillepladsen. Bastillen er en fordanskning af det franske ord bastille, der betyder lille bastion”. Borgens militære betydning var næsten forsvundet, da Den Franske Revolution brød ud i 1789, og den blev på det tidspunkt hovedsageligt brugt som fængsel for en meget lille gruppe fanger.

Bastillefængslet blev af mange opfattet som symbol på statens og kongemagtens undertrykkelse af befolkningen. Ifølge The Bastille: A History of a Symbol of Despotism and Freedom” (se kilder) var fæstningen under kardinal Richelieu (1585-1642) blevet et berygtet politisk fængsel, hvor såkaldte statsfjender forsvandt sporløst. Dette gjaldt også repræsentanter for religiøse grupper som protestanter, og folk, som kongen blot ikke syntes om.

Stormen på Bastillen blev sidenhen regnet for begyndelsen på Den Franske Revolution. Begivenheden har desuden lagt navn og dato til Frankrigs nationaldag, Bastilledagen.

I Historiefaget.dks Stormen på Bastillen” (se kilder) og i Det Historiske Overblik” af Jens Aage Poulsen (se kilder) kan man læse mere om middelalderfæstningen Bastille Saint-Antoine.

Hvad skete der under Stormen på Bastillen?

Den 14. juli 1789 stormede en gruppe vrede folk fra byen den gamle borg med det berygtede fængsel, slog vagterne ihjel og frigav fangerne.

Borgen var på det tidspunkt ledet af Bernard de Launay, der af kongen var udnævnt til kommandant. Da den ophidsede folkemængde mødte frem med et krav om at få udleveret fæstningens ammunition og få frigivet fangerne, nægtede de Launay, og Bastillen blev derefter belejret, dvs. omringet.

Ifølge Gyldendals ”Grundbog i Historie” (se kilder) rådede Bernard de Launay kun over ca. 100 mand, mens den forsamlede folkemængde var tre gange større. Folkemængden bestod af en blandet skare af borgere, heriblandt en gruppe desertører under ledelse af løjtnant Elie, og de havde formået at få fat på fire kanoner.

Det lykkedes borgerne at trænge ind i fæstningens forreste gård. Launay gav sine soldater ordre til at skyde mod menneskemængden. Omkring 100 personer blev dræbt og næsten lige så mange såret.

Til sidst måtte de Launay dog overgive sig. Han blev lovet frit lejde til sig selv og sine mænd, hvilket vil sige, at han og hans mænd ville få lov at slippe væk, hvis de overgav sig. Men løjtnant Elie havde ikke kontrol over den vrede folkemængde, der ville have hævn for deres døde kammerater. Under selve Stormen på Bastillen blev flere officerer og soldater derfor hugget ned, og de Launay blev taget til fange og ført til rådhuset. Her blev han tortureret og til sidst dræbt. Hans hoved blev skåret af og sat på en stage, der blev båret gennem Paris’ gader. Denne handling – at bære et afhugget hoved gennem gaderne – blev siden gentaget mange gange under den efterfølgende revolution.