Hvad var statskuppet i 1660?
Kong Frederik 3. havde i 1660 indkaldt til et stændermøde mellem kongen og adel, borgere og gejstlige. Det danske samfund var på det tidspunkt skarpt opdelt efter stand eller klasser og var præget af disse stænder:
· Borgerstanden var byens borgere
· Gejstligheden var landets kirkelige klasse, f.eks. præster og biskopper
· Adelen havde en særligt privilegeret position, ejede det meste af jorden og godserne og betalte ikke skat
· Bønderne var den laveste stand og blev sjældent tillagt politisk eller social betydning.
Stændermødets deltagere var desuden udelukkende mænd, da kvinder på det tidspunkt ikke blev anset for ligeværdige indbyggere.
Stændermødet i 1660 resulterede i en ny styreform i Danmark-Norge: enevælden. De gejstlige og borgerne foreslog at ændre forfatningen, så kongemagten gik i arv. Indtil da havde adelen gennem det regerende rigsråd udnævnt kongen. Kongen skulle derefter underskrive en håndfæstning, der fastlagde hans råderum og magtbeføjelser. Med enevælden ville kongen derimod selv kunne definere sin magt.
Årsagen til, at de gejstlige og borgerne forslog en enevældig og arvelig kongemagt, var, at de var blevet trætte af rigsrådets magt og af adelens mange privilegier, f.eks. at de ikke betalte skatter og afgifter. De gejstlige og borgerne troede, at kongen ville varetage deres interesser bedre, end rigsrådet havde gjort. Adelen og rigsrådet var til gengæld imod, at kongemagten blev gjort arvelig, fordi de så ville miste en betydelig del af deres indflydelse.
Hvad var gået forud for statskuppet i 1660?
I kølvandet på svenskekrigene 1657-1660, hvor riget Danmark-Norge blandt andet tabte Skåne, Halland og Blekinge og for en kort overgang Bornholm, fulgte en håbløs økonomisk situation med stor fattigdom i de tilbageblevne dele af riget. Dels havde fremmede hære hærget og plyndret, dels skulle de mange lejesoldater, som havde været en del af den dansk-norske hær, have deres løn. Derudover var dødeligheden steget, og ifølge historiker Jens Aage Poulsens bog ”Det Historiske Overblik” (se kilder), skønnes det, at befolkningstallet fra 1645 til 1660 faldt med en femtedel.
En række andre forhold i tiden havde også gødet jorden for ændringer i samfundets magtstruktur.
Ifølge undervisningsmaterialet “Statskuppet 1660” (se kilder) var der en voksende erkendelse af, at den gældende styreform ikke kunne håndtere det stadigt mere komplekse samfund. Allerede Christian den 4. havde gjort sig forestillinger om, at samfundets udvikling var afhængig af en styrket statsmagt.
Nye strømninger andre steder i Europa gav også inspiration til en ny magtdeling. Lande som Østrig, Spanien og Frankrig havde allerede med stor folkelig opbakning, især i byerne, gennemført enevældige styreformer. Flere unge fra borgerskabet og gejstligheden i Danmark-Norge havde studeret i Europa og haft lejlighed til at opleve disse omvæltninger på nærmeste hold.
En af drivkræfterne i diskussionen om enevælden som statsform var borgersønnen Peder Schumacher (Griffenfeldt), der ifølge Ditlev Tamms bog “Juraens hundrede bedste historier” (se kilder) sammen med andre studiekammerater i udlandet argumenterede for behovet for ændringer. I 1663 blev han kongens personlige bibliotekar, og i 1665 udarbejdede han Kongeloven.
Kongen ville desuden gerne stække adelens magt. Ved Frederik den 3.s tronbestigelse i 1648 var han blevet tvunget til at underskrive en streng håndfæstning. Kongens forhold til adelen var yderligere anstrengt af svenskekrigene, hvor mange adelsmænd ikke havde opfyldt deres militære forpligtelser eller var flygtet ud af landet.