Man kan opdele folkebibliotekets historie frem til årtusindeskiftet på mange måder, og man kan anlægge mange forskellige vinkler. Nedenfor beskrives tre forskellige perioder, med hver deres særlige karakteristika. Første periode går fra den første danske bibliotekslov i 1920 til kulturministeriets oprettelse i 1961, hvor folkebibliotekernes fokus først og fremmest var på samlingen og på at tilgængeliggøre ”den gode bog” for befolkningen. Anden periode går fra kulturministeriets oprettelse og frem 1980, hvor forskellige kulturpolitiske strategier dannede baggrund for dels en storstilet udbygning af biblioteksbetjeningen og dels et fokus på formidlingen af kulturelle tilbud til hele befolkningen. Den tredje periode er fra 1980 og frem til årtusindeskiftet, hvor bibliotekets lånere i flere sammenhænge skifter navn til kunder, og hvor folkebibliotekerne på andre måder lader sig inspirere af markedet, og hvor folkebibliotekerne forsøger sig med en lang række nye tilbud. Indledningsvis opsummeres folkebibliotekets forhistorie.
Folkebibliotekets forløbere
Der er to forløbere for det moderne folkebibliotek i Danmark, som det er værd at fremhæve. Det drejer sig om henholdsvis sognebogsamlinger og købstadssamlinger. I perioden mellem 1770 og midten af 1830’erne blev der oprettet omkring 100 sognebogssamlinger, der virkede i landets sogne, og som typisk bestod af små bogsamlinger. Det primære sigte med disse samlinger var på én gang at gøre almuen til gode kristne og formidle landbrugsfaglig viden. Sognebogssamlinger var helt afhængige af frivillig arbejdskraft fra præster, degne og skolelærere, og de led af en kronisk mangel på penge og bøger. Derfor levede sognebogssamlinger også et relativt kort, isoleret, lokalt og stille liv. Sognebogssamlinger var ikke forbundet med oplysningstanken men har nærmere været at betragte som et værn mod den sekularisering, som oplysningen dannede grundlag for. Oplysningstanken spillede derimod en central rolle for de senere købstadssamlinger, hvor læsning og især såkaldt ”kundskabsgivende” læsning var fundamentet for virksomheden. I forbindelse med købstadssamlingerne, der blev oprettet i København og i købstæderne, var troen på fremskridtet tydelig, og samlingerne skulle bidrage til at gøre befolkningen i stand til at leve i et foranderligt, moderne og demokratisk samfund. Det kom også til udtryk i inspirationen fra de amerikanske, ”free public libraries”, der blev drevet efter moderne bibliotekariske principper med hensyn til f.eks. bogvalg, klassifikation, udlånsnotering og generel standardisering og rationalisering af bibliotekarernes arbejde.
I 1910 oprettes Statens Bogsamlingskomité, der medvirkede til at reorganisere de enkelte biblioteker ved bl.a. at indføre decimalklasseinddeling og kortkatalog, ved at oprette centralbiblioteker og ikke mindst ved at gøde jorden for biblioteksloven, der blev vedtaget i 1920. Ved begyndelsen af århundredet var biblioteksbilledet broget i forhold til ejerforhold, målgrupper og finansiering. Biblioteksloven markerede et nyt statsligt engagement og hermed etableringen af det moderne folkebibliotek i Danmark. I loven lød formålsparagraffen kort og godt, at staten skal yde tilskud til biblioteker, hvis opgave det er at udbrede ”kundskaber og almindelig oplysning”. Dette formål fastholdes gennem mange lovrevisioner helt frem til den seneste bibliotekslov fra 2000, hvor det hedder, at bibliotekerne ”skal fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet”.
Den gode bog – perioden 1920-1960
Med den nye bibliotekslov blev det tydeligt, at folkebibliotekets formål var at danne befolkningen og at sikre, at den fik mulighed for at kunne erhverve de rette kundskaber. Til dette formål blev bogen betragtet som det absolutte og helt rigtige redskab. Dog var der ikke tale om hvilken som helst bog, men om fagbogen og om den gode nationale dannelseslitteratur. Derfor var det helt centrale element i både bibliotekets og bibliotekarens virksomhed da også bogvalget og bibliotekets samling. I 1918 blev Statens Biblioteksskole oprettet, og den sørgede for, at bibliotekarens faglige ballast bestod af lige dele klassisk dannelse og moderne biblioteksfaglige færdigheder. Ud over dette skulle bibliotekaren også meget gerne interessere sig for tidens sociale spørgsmål og de interesser, der rørte sig i befolkningen.
Det er værd at nævne, at det moderne danske folkebibliotek ikke kom til verden uden sværdslag. Blandt de biblioteksprofessionelle var der to forskellige fløje, der hver især så forskelligt på biblioteket rolle i forhold til befolkningen. Hvor den ene lagde vægt på kendskab til lokalbefolkning og lokalsamfund og på det folkelige engagement i bibliotekssagen, lagde den anden vægt på faguddannede bibliotekarer som garanten for et moderne velfungerende bibliotek og på, at biblioteket kunne bidrage til at ”læse befolkningen op”. Det blev det sidste synspunkt, der vandt og som dermed kom til at danne det ideologiske grundlag for det danske folkebibliotek. Man kan i denne forbindelse sige, at folkebibliotekerne blev funderet i en ekspertkontekst, hvor bibliotekaren var eksperten, der vidste, hvad der var godt for befolkningen at vide og læse. Dette grundlag afspejlede sig også i både form og indretning i forbindelse med de mange folkebiblioteker, der blev bygget i Danmark fra særligt 1930’erne og frem til midten af 1950’erne. Med deres søjlepartier og markante trapper ved indgangen og med deres retvinklede arkitektoniske udtryk, der i øvrigt gav bibliotekaren en god mulighed for at overvåge aktiviteterne i biblioteket, er de ofte blevet betegnet som ”klassiske videnstempler”. Gode eksempler er Aarhus Kommunebibliotek fra 1934 og Frederiksberg bibliotek fra 1935.
Kulturpolitiske strategier – peioden 1960-1980
I løbet af 1960erne bliver folkebiblioteket for alvor en del af opbygningen af det danske velfærdsamfund, idet der sker en markant udbygning af folkebibliotekssektoren. Med Biblioteksloven fra 1964 bliver folkebibliotekerne obligatoriske som kommunale institutioner, samtidig med at der indføres fri låneret. Hertil kommer, at bibliotekerne bliver yderligere professionaliseret, idet loven kræver, at alle større kommuner skal have en biblioteksuddannet leder. Endelig indfører loven begrebet filial i og med en bestemmelse om, at kommunerne skal bestræbe sig på at oprette biblioteksfilialer, hvor behovet var tilstede. Udbygningen af folkebiblioteket skal ses i tæt sammenhæng med oprettelsen af kulturministeriet i 1961. Det arbejdede ud fra en strategi om at demokratisere kulturen, det vil sige gøre den tilgængelig for hele befolkningen uanset social baggrund eller geografisk placering. De velfærdsorienterede kulturpolitiske visioner kommer ikke kun til udtryk i udbygningen af biblioteksvirksomheden men også i tilvækst af nye medier, som f.eks. grammofonplader og i et bredt spektrum af kulturelle aktiviteter og formidlingsformer på biblioteket i form af f.eks. børneteater, filmforevisninger og udstillinger. Den trykte bog som bibliotekets hovedmedie bliver dog for alvor først udfordret med introduktionen af de nye digitale medier omkring årtusindeskiftet.
Folkebibliotekernes ekspansion kommer til udtryk i en lang række nybyggede biblioteker i løbet af 1960’erne og 1970’erne, der i både form og indhold afspejler tidens ambitiøse biblioteksvisioner. Et idealtypisk eksempel er Lyngby Stadsbibliotek, der bliver indviet i 1968 og som indeholder kunst- og musikbibliotek, bibliotekscafé, udstillingsarealer og kreativt udformet børnebibliotek. Herudover er biblioteket indrettet luksuriøst med tidens danske design-ikoner. I slutningen af 1960’erne bliver den kulturpolitiske strategi om at demokratisere kulturen suppleret med en ny vision om at understøtte det såkaldt kulturelle demokrati. Denne udvikling får bibliotekarerne til at vende blikket mod brugerne (og ikke mindst ikke-brugerne) af biblioteket. Det sker bl.a. ved at tilføje nye og mere populærkulturelle medier til bibliotekernes samlinger, ved at opprioritere repræsentationen af mere marginaliserede kulturformer som kvindekultur eller arbejderkultur på biblioteket. Man kan i denne forbindelse sige, at den tidligere omtalte ekspertkontekst suppleres med en orientering mod brugerne og de forskellige kulturer, som brugerne repræsenterer.
Markedstankegangen vinder indpas – perioden 1980-2000
Ved indgangen til 1980’erne bliver den højkonjunktur, der var en væsentlig faktor bag de foregående årtiers udbygning af velfærdsstaten, afløst af økonomisk krise. Krisen påvirker også folkebibliotekerne, der i disse år må kæmpe med personalereduktioner, indskrænkninger af åbningstider, nedlæggelse af filialer og nedskæringer på materialebudgettet. Hvor kommunerne tidligere havde fået refunderet halvdelen af deres udgifter på folkebiblioteker bliver bibliotekerne i 1983 del af de kommunale bloktilskud, og som sådan må de nu også leve med den usikkerhed, der er forbundet med at være afhængige af kommunale prioriteringer. Samtidig står bibliotekerne over for en ny og betydelig udfordring i og med den informationsteknologiske udvikling, der for alvor begynder i dette årti. For folkebibliotekerne er det spørgsmålet, om informationsteknologien i form af elektronisk databehandling vil føre dem ind i det 21. århundrede, eller i værste fald helt overflødiggøre bibliotekarerne. Hertil kommer en intensiveret konkurrence fra et ekspanderende tv-udbud, nye medier og stadigt flere begivenhedskulturelle tilbud.
Folkebibliotekerne reagerer på udviklingen ved blandt andet at bevæge sig i nye retninger. En af disse er at gøre forskellige tilnærmelser til det private erhvervsliv i form af at etablere informationsservice og erhvervsservice på bibliotekerne. Opmærksomheden mod erhvervslivet kan også ses som et tegn på, at en generelt mere markedsorienteret tankegang begynder at vinde indpas på folkebibliotekerne. Det kommer til udtryk ved at bibliotekarerne nu ofte omtaler bibliotekets brugere som ”kunder”, ligesom materialevalget i højere grad bliver efterspørgselsorienteret. Også i biblioteksbyggeriet afspejles udviklingen, idet bibliotekerne forsøger at blive mere ”levende” og oplevelsesorienterede. Det gælder f.eks. folkebiblioteket i Otterup på Fyn fra 1988, der med inspiration fra detailhandlen placerer et ”marked” i midten af biblioteket med de mest efterspurgte emner. En anden væsentlig tendens frem mod årtusindeskiftet er, at folkebiblioteket i tiltagende grad søger at finde sin fremtidige rolle i en omverden under stadig hastigere forandring. Således er der en række forsøg med at lade biblioteket indgå i forskellige nye sammenhænge. Det kan f.eks. dreje sig om samarbejde med fagforeninger og oplysningsforbund eller etablering af specialbiblioteker såsom Databiblioteket i København eller Fremtidsbiblioteket i Aarhus. Samtidigt gør folkebibliotekerne sig gældende i forhold til at imødegå den risiko for en opsplitning af befolkningen i et informationsteknologisk A- og B-hold, der har høj politisk opmærksomhed i tiden. Folkebibliotekerne forsøger også at synliggøre og iværksætte deres potentiale i forhold til det stigende antal etniske minoriteter, der bliver en del af befolkningen. Begge opgaver peger ind i det næste årtusinde, hvor biblioteket som lærings- og møderum sammen med andre nye opgaver får stor opmærksomhed.