Hvad er fascisme?
Det er svært at give en entydig definition af fascisme, for fascismen er fyldt med selvmodsigelser og nationale særpræg og kan derfor dårligt kaldes en sammenhængende ideologi. Alligevel er der en række karakteristika, der kan kædes sammen under fællesbetegnelsen fascisme, som det er blevet praktiseret af en række beslægtede politiske bevægelser i det 20. århundrede.
Den oprindelige italienske fascisme, som opstod lige efter 1. Verdenskrig (se Del 2), var ifølge Peter Frederiksens ”Ideologiernes kamp” (se kilder) bygget op om en stærk stat med en stærk fører i spidsen. Den fascistiske leder Benito Mussolini blev kaldt Il Duce, Føreren. Samfundet skulle organiseres korporativt, så fagforeninger og arbejdsgivere gik sammen under statens ledelse i stedet for at bekæmpe hinanden. Samfundet blev betragtet som en samlet organisme under ubestridt ledelse af føreren. Nationen og det nationale fællesskab blev dyrket som en stærk og skabende kraft. Vold blev anset som et legitimt politisk middel, der ligefrem havde en opbyggelig effekt for nationen. Ifølge ”Gads Historieleksikon” (se kilder) havde fascismen også militæret, masseorganisationer og propaganda som omdrejningspunkter.
Det vigtigste element i fascismen er nok dens konsekvente og voldelige modstand mod kommunisme, socialisme, liberalisme og demokrati. Fascismen kan ses som reaktion på det, der af dens tilhængere opfattes som samfundets tegn på forfald, der derfor må ryddes af vejen ved en fuldstændig omvæltning af samfundsforholdene og samling omkring en stærk stat og en stærk fører.
Hvad betyder ordet fascisme?
Ordet fascisme er sammensat af fasces og -isme. I opslaget ”fasces” på denstoredanske.dk (se kilder) fortælles det, at fasces er et gammelt romersk magtsymbol, der består af et risknippe for enden af en stage. Den er dermed et billede på den italienske fascismes dragning mod det gamle romerrige, der også blev afspejlet i ambitionerne om at skabe et imperium omkring Middelhavet. Den italienske leder Benito Mussolini så de sammenknyttede stave som symbol på ”enhed, kraft og retfærdighed”.
I kommunistisk sprogbrug anvendes fascisme ifølge ”De europæiske ideers historie” (se kilder) som samlebegreb for alle ikke-kommunistiske politiske anskuelser med autoritært eller antidemokratisk præg. Herfra stammer formentlig også den udbredte brug af fascisme som skældsord mod højreorienterede anskuelser.
Den italienske fascisme var en vigtig inspirationskilde for den tidlige tyske nazisme, og tankesættene er dermed beslægtet. Både nazister og fascister stod for en helt ny ”antipolitik” baseret på modstand og kamp. De var imod den demokratiske tankegang og foretrak en stærk stat opbygget omkring en stærk fører. Særligt lagde nazister og fascister den politiske venstrefløj for had og anså den for en hovedfjende. Både nazismen og fascismen havde nationen og den nationale historie som omdrejningspunkter og havde som erklæret mål at skabe ’et sundt folk’. Endelig lagde begge bevægelser meget vægt på at fremstå organiserede, gerne i ens uniformer og snorlige rækker. Ligheder og forskelle mellem nazisme og fascisme gennemgås i bogen ”Nazismens epoke” (se kilder).
Nazismen og fascismen fjernede sig mere og mere fra hinanden efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 og i særlig grad efter 1938. Nazisterne var meget mere vidtgående i deres mål og fik i løbet af deres korte regeringstid fuldstændig nedbrudt alle politiske, retslige og etiske samfundsnormer. Nazismen adskilte sig særligt fra fascismen ved sin racisme og antisemitisme (jødehad). Se i øvrigt faktalink-artiklen om Nazisme.
Hvornår er man fascist?
Den tyske historiker Ernst Nolte har defineret syv ideologiske punkter, som enhver fascist til alle tider vil tilslutte sig. De er refereret i artiklen ”Er vi ved at blive fascister?” (se kilder) og er som følger:
Fascisten er:
· antimarxistisk
· antidemokratisk
· ultranationalistisk
Fascisten foretrækker:
· en centralistisk statsmagt
· en stærk fører
· en aktivistisk politisk kultur
Fascisten bruger:
· vold til at fremme sine holdninger.