Hvad handler computerspil om?

Computerspil kan handle om næsten alt, og der findes mange forskellige typer. En af de mest populære slags spil er FPS. Det står for first person shooters og er skydespil hvor man ser ud gennem øjnene på den person, man styrer i spillet. Der er også eventyrspil, sportsspil og spil hvor man skal bygge en verden eller styre en hær. Endelig er der også en del computerspil som er digitale kopier af klassiske spil som krydsord, skak og kortspil.

Hvad er Minecraft?

Minecraft er et onlinespil fra 2009 som har fået kæmpe succes. Det er lavet af svenskeren Marcus ’Notch’ Persson. Han fik ideen fra de legoklodser han legede med som barn. Spillet er meget enkelt. Man spiller en figur som graver miner og samler blokke ind til at bygge huse, skulpturer og andre ting. Om natten kommer der monstre som man skal passe på. Det særlige ved Minecraft er at den verden, som spillet foregår i, er enorm stor og forskellig fra gang til gang.

Hvem laver computerspil?

Computerspil er en kæmpe industri. De firmaer, der laver computerspil, bruger meget store beløb på at udvikle og designe dem. F.eks. stod der flere hundrede folk bag arbejdet med at udvikle ”World of Warcraft”. Men det er også muligt selv at skabe sit eget spil. Den canadiske Nelson Sexton var 9 år da han lavede sit første computerspil, og som 16-årig udviklede han i sin fritid spillet ”Unturned”. Det går ud på at man skal finde mad og våben for at kunne overleve i en verden fuld af zombier. Spillet er blevet downloadet 24 millioner gange.