Udvikling og udbredelse af andelsbevægelsen

Hvad betød andelsbevægelsen for den politiske økonomi?

Andelsprincippet betød for det første, at de små bondebrug blev uafhængige af herregårde og godsejere. For det andet betød det, at også små husmænd med et par enkelte køer kunne tilslutte sig produktionen, fordi andelstanken var baseret på, at alle leverandører – uanset brugets størrelse – var medejere. For det tredje betød det, at den enkelte bondefamilie kunne tjene så meget på deres landbrugsproduktion, at de ikke behøvede supplerende lønindtægter.

Alt dette tilsammen gjorde det muligt for de mindre landbrug at organisere sig som en politisk kraft i samfundet, og grunden var dermed lagt til den danske husmandsbevægelse. Inden for de næste par årtier blev den en indflydelsesrig interesseorganisation.

I arbejderbevægelsen blev arbejdskampe i slutningen af 1800-tallet anledningen til andelsprincippernes udbredelse – og til en mere radikal fortolkning af, hvad andelstanken kunne bruges til. Cand.scient.pol. og tidligere konsulent hos Kooperationen (den nutidige sammenslutning af kooperativer), Peter Westermann, skriver i en artikel på Modkraft (se kilder): ”De store lockouter ved indgangen til det 20. århundrede, hvor arbejdere nægtedes adgang på arbejdspladserne, medmindre de accepterede arbejdsgivernes krav til løn- og arbejdsforhold […] var også gnisten, der satte fut i skabelsen af arbejdernes egne, demokratiske virksomheder. Med den socialdemokratiske ideolog, Frederik Borgbjergs ord: “[ ] i kooperationen har arbejderne det skjold, mod hvilket stor-lockoutens sværd skal splintres.“”

Hvilken rolle spillede højskoletraditionen for andelsbevægelsens fremvækst?

Ifølge Den Store Danske (se kilder) er der ikke enighed om, hvor stor betydning den grundtvigske folkehøjskoletradition havde for andelsbevægelsens udvikling i Danmark. Andelsvirksomhed indgik ikke direkte som emne på folkehøjskolerne, men ”utvivlsomt indgik den yderligere skoling og horisontudvidelse, en højskole kunne bibringe de unge, som en del af forudsætningerne for den hurtige accept af andelsbevægelsen i landbosamfundet”, står der i opslaget om Andelsbevægelsen (se kilder), og det uddybes: ”Mange af første generations andelsledere fra 1880'erne og 1890'erne havde et højskole- eller landbrugsskoleophold bag sig, og aktiv deltagelse i lokalsamfundets andelsbevægelse var i årene op til 1. Verdenskrig en naturlig del af den grundtvigsk prægede sognekultur. Forestillingen om en sammenhæng mellem højskole og andelsbevægelse fæstnedes tidligt og fik stor ideologisk bærekraft i første halvdel af 1900-tallet.”

Hvordan udviklede andelsbevægelsen sig i det 20. århundrede?

Ifølge historikerne Niels Finn Christiansen og Morten Thing (se kilder), skabte bønder og husmænd gennem andelsbevægelsen en ”imponerende” økonomisk, social og kulturel selvorganisering, som betød, at ”de to klasser kunne agere med en selvbevidsthed som er så godt som ukendt i andre lande”. Denne styrke varede ved op til de første årtier af det 20. århundrede: ”I andelsbevægelsens “demokratiske kapitalisme” skabte de en smidig kombination af individuel selvejendom og kollektiv ageren på markedet og kunne dermed i trekvart århundrede udgøre et bærende element i den nationale økonomi.”

Inden for arbejderbevægelsen blev Arbejderkooperationen – Det Kooperative Fællesforbund – dannet i 1922. Fællesforbundet kom til at omfatte bl.a. almene boligforeninger, brugsforeninger som Hovedstadens Brugsforening (HB), mejerier som Enigheden, bryggeriet Stjernen, fællesbagerier, håndværkskooperativer, kultur- og oplysningskooperativer som Arbejdernes Oplysningsforbund, Forlaget Fremad, avisen Aktuelt, ARTE – Arbejdernes Teatercentral, en række lokalradiostationer, samt finans- og forsikringskooperativerne Arbejdernes Landsbank og ALKA Forsikring.

Noget af det, mange i dag forbinder med ordet ”andel”, er andelsboligen. Her ejer man som beboer en andel af foreningens formue (egenkapitalen), med tilhørende brugsret til en af andelsboligforeningens lejligheder. Der betales desuden løbende 'boligafgift' (husleje), til foreningen. Boligformen var oprindelig en reaktion på dårlige københavnske boligforhold i begyndelsen af 1900-tallet. I 2014 fandtes der over 200.000 andelsboliger i Danmark, størstedelen i hovedstadsområdet.

Hvordan var modsætningsforholdet mellem land og by inden for andelsbevægelsen?

Inden for området brugsforeninger opstod der i starten af det 20. århundrede konflikt mellem bøndernes og arbejdernes brugsforeninger. I København fandtes 16 brugsforeninger, som i 1916 sluttede sig sammen i Hovedstadens Brugsforening (HB), der knyttede sig til Arbejderkooperationen. I landområderne havde brugsforeningerne slået sig sammen i FDB – Forenede Danske Brugsforeninger. Da befolkningens forbrug steg markant i løbet af 1960ernes økonomiske opsving, begyndte HB at vokse ud over Københavns grænser, står der i Arbejdermuseets opslag (se kilder): ”Holbæk- og omegns brugsforening melder sig ind i HB, og det starter en lavine. Den ene provins-brugs efter den anden følger efter. I 1965 er HB Danmarks største detailhandel. Året efter holder HB 50 års jubilæum med over 400.000 medlemmer og forretninger i mere end 60 byer.”

Selvom udvidelsen var et tegn på succes, betød den også, at HB ikke længere kunne klare de investeringer, størrelsen krævede. I 1973 blev HB og FDB derfor slået sammen. Eftersom landbrugserne i FDB traditionelt var knyttet til bøndernes andelsbevægelse, mens HB var knyttet til Arbejderkooperationen, blev kompromiset, at det nye FDB var uden politisk tilhørsforhold.

Sammenslutningen viste sig at føre til en krise for flere store arbejderkooperationer, de såkaldte produktionskooperationer. Det nye FDB afbrød pludselig samarbejdet med andelsmejeriet Enigheden i København og Enigheden i Århus. Bruddet med Enigheden havde både stor økonomisk og politisk betydning, da Enigheden oprindeligt var blevet startet i forbindelse med en arbejdskonflikt i København. En tidligere mælkedreng skriver i sine erindringer: ”Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere, at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. […] Alle meldte sig ind i fagforeningen. Og reaktionen udeblev ikke. Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side. Herved opstod ideen om, at starte eget mejeri. Og som sagt, så gjort. Den 12. marts 1897 startede man med M.C. Lyngsie som formand. Det nye kooperative mejeri havde en meget svær start. Ikke alle ville handle med socialister. […] Et år før sin 100 års fødselsdag måtte firmaet bukke under. Det var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.”

Hvordan begyndte andelsbevægelsen at ændre karakter?

Fra midten af det 20. århundrede skete der en vis afpolitisering af andelsbevægelsen. Mens arbejderkooperationerne og andelsbevægelsen i starten af det 20. århundrede gik frem både socialt, kulturelt, økonomisk og politisk, begyndte den modsatte udvikling i midten af det 20. århundrede, først på landet og siden i byerne.

På landet havde andelsbevægelsen før udbruddet af 1. Verdenskrig fået stor udbredelse og andelsmejerier og -svineslagterier var dominerende inden for deres brancher, mens indkøbs- og afsætningsvirksomheder spillede en stor rolle i omsætningen af landbrugets råvarer og produkter. Ifølge Den Store Danske (se kilder) indgik andelsbevægelsen ”som et integreret led i den foreningskultur, der blev et karakteristisk træk ved det danske landbosamfund”.

Den økonomiske krise mellem 1. og 2. Verdenskrig tog dog hårdt på andelsbevægelsen, og flere store andelsvirksomheder måtte lukke. Vandringen fra land til by betød også, at andelsbevægelsen i landbruget fra midten af 1950erne gennemgik omfattende strukturelle forandringer med store sammenslutninger af mindre andelsvirksomheder, hvor det kan være svært at genkende den oprindelige andelstanke.

Fra 1960erne og frem blev det også hårdere tider for arbejderkooperationerne. Peter Westermann skriver i artiklen ”Kooperation – brikker til en demokratisk økonomi” (se kilder): ”[...] i takt med stigende velstand og velfærd blev arbejderidentiteten sløret, og opbakningen til kooperationens enkeltdele var ikke længere en selvfølgelighed. Nogle kooperativer bukkede under på grund af markedskonkurrence […] Nogle omformedes til ukendelighed, så forskellen mellem dem og de privatkapitalistiske konkurrenter sløredes, mens endnu andre holdt fast i den kooperative kerne. Den dominerende opfattelse blev dog, at kooperations- og andelstanken var døende.”