- Björn Borg, Wimbledon.
Foto: Scanpix
Hvem er de største mestre i herrerækken?
Blandt de senere årtiers største skikkelser er:
· Svenske Björn Borg dominerede turneringens herresingle totalt i årene fra 1976-80, hvor han vandt turneringen fem år i træk. Borg fik tilnavnet ‘Ice Man’ og ‘Ice Borg’ på grund af sin kontrollerede fremtoning på banen.
· Den temperamentsfulde amerikaner John McEnroe var på mange måder den kølige svenskers modsætning, og de to spillere havde flere legendariske opgør. McEnroe - eller ‘Mac’ som han blev kaldt - vandt singleturneringen i 1981, 1983 og 1984.
· Tyske Boris Becker overtog tronen i Wimbledon med sin sejr i 1985, hvor han med sine blot 17 år blev den yngste mester nogensinde. Han vandt turneringen yderligere to gange i 1986 og 1989. Hans kraftfulde spil gav ham tilnavnet ‘Boom, Boom Becker’.
· Den mest vindende spiller i moderne tid i mændenes singlerække er amerikaneren Pete Sampras, der sejrede i 1993, 1994, 1995, 1997, 1998, 1999 og 2000. Især hans meget hårde og præcise serv - der gav ham tilnavnet ‘Pistol-Pete’ - var et frygtet våben.
· Tiden efter Sampras har været domineret af schweizeren Roger Federer. Han er en komplet spiller, der kan vinde turneringer på alle underlag, deriblandt fire Wimbledon-turneringerne i 2003-2007. Dermed har Federer, der har tilnavnet 'Fed Express', tangeret Borgs sejrsstime på fem triumfer i træk. Efter at have vundet turneringen i 2009 er han den tennisspiller, der har vundet flest Grand Slam-titler nogensinde.
Hvad skete der i finalen mellem Borg og McEnroe i 1980?
Denne kamp regnes af mange som en af de absolut bedste, der er spillet på turneringens græsbaner. I 1980 nåede John McEnroe Wimbledon-finalen for første gang, hvor han mødte Björn Borg, der kunne sikre sig sin femte turneringssejr på stribe. Da McEnroe gik ind på Centre Court blev han mødt af en massiv mur af piften og buhen fra publikum. Det skyldtes, at McEnroe i kampen forinden var eksploderet af raseri over en række dommerkendelser og ved flere optrin havde overdænget kampens dommer med skældsord. Finalen strakte sig over fem sæt, og især tiebreaken i fjerde sæt - der varede mere end 20 minutter - er legendarisk. Her lykkedes det McEnroe at redde hele fem matchbolde, før han vandt sættets tiebreak med de utrolige cifre 18-16. I femte sæt viste svenskeren sig dog at være den stærkeste, og Borg vandt 8 partier mod amerikanerens 6.
- Spanske Rafael Nadal giver hånd
til serbiske Novak Djokovic efter
mændenes finalekamp i Wimbledon
den 3. juli 2011. Djokovic vinder
6-4, 6-1, 1-6, 6-3.
Foto: Carl de Souza / Scanpix
Hvad skete der i finalen mellem Federer og Nadal i 2007?
Finalekampen stod mellem det schweiziske tennisfænomen Roger Federer og det spanske grus-es Rafael Nadal. Mange eksperter nævner ofte finalekampen mellem Borg/McEnroe som den bedste nogensinde, men den fantastiske finale fra 2007 har blandet sig i dét spørgsmål. Eksempelvis påpeger den erfarne sportsjournalist Joakim Jakobsen i artiklen “1980 versus 2007” (se kilder), at denne kamp på flere måder matcher eller faktisk overtrumfer finalen fra 1980. Kampen bølgede frem og tilbage over fem spændende sæt, der var betydeligt tættere, end cifrene 7-6, 4-6, 7-6, 2-6 og 6-2 antyder. Jakobsen må dog komme med en tilståelse, der er meget ubehagelig både for ham og for en hel generation af tenniselskere, der i mange år har talt om kampen mellem Borg og McEnroe som topmålet af græstennis: “DET vigtigste - og her kommer den mest smertefulde erkendelse - er, at de begge er langt bedre tennisspillere end Borg og McEnroe. Langt mere generøse og ambitiøse. Specielt nåede Borg aldrig op på det niveau i de enkelte bolde og slag, som hans unge gruskollega demonstrerede i søndags. Den forfinelse midt i kraftudladningen, hvormed Nadal gravede cross-court-vindere ud af håbløse Federer-vindere, så man aldrig hos Borg. Og intet har nogen sinde været smukkere end Federers topspundne vidunder af en baghånd”.
Efter turneringen i 2007 gennemførte BBC en netafstemning, hvor de bad deres brugere om at stemme på den bedste Wimbledon-finale nogensinde. Finalen fra 1980 vandt med 40 procent mod 34 til finalen fra 2007. Jakobsen overvejer i artiklen, om denne overvægt mon ikke er et spørgsmål om generationer af tennisfans. Om man ikke om 20-25 år - når tilskuerne til finalen i 2007 er blevet ældre - vil trække netop denne finale frem fra erindringens gemmer som den bedste finale i stedet for finalen fra 1980.
Hvad skete der i revanchen året 2008?
Blot et år senere virkede dette meget usandsynligt. Tennisfans, og især de som følger Wimbledon, elsker legender, store dramaer og intense marathonkampe. Og aldrig har man fået så meget, og så god, tennis som i finalen 2008. Kampen, som var en revanche mellem Federer og Nadal, varede i ubegribelige 4 timer og 48 minutter, og blev bagefter af John McEnroe kaldt for ”den bedste tenniskamp nogensinde”.
I løbet af denne periode kom Roger Federer tilbage fra at have tabt 6-4 i både første og andet sæt, til på mirakuløs vis at få trukket to 7-6 sejre hjem på lange tiebreaks i fjerde og femte sæt. Kampen, som startede med en klar dominans til Nadal, blev til et orgie i 8-10 slags lange dueller, det som på engelsk kaldes ”grand rally”, med både lobs, smashes, baglinjeflugtere og ivrig spænen rundt ved netkanten. Kampen havde været afbrudt af regn i to korte perioder, og den vådere, hurtigere bane gav plads til Federers tunge serv, hvilket gav fire serveesser i tredje sæts tiebreak. Til sidst var det dog Rafael Nadal, der, med en knivskarp baghånd, kunne udplacere Federer, få ham i knæ, så han sendte bolden i nettet. Wimbledons tilskuere har ry for at være noget reserverede, men det brøl, der udbrød blandt publikum, mindede mest af alt om en fodboldkamp i Sydamerika.
Hvem er kvinderækkernes største mestre?
Blandt de senere årtiers største skikkelser er:
· Amerikanske Chris Evert havde et tennisspil, der egentlig egnede sig bedst til grusbaner. Grundpillerne i hendes tennisspil var en serie hårde og meget præcise slag afsendt fra banens baglinje. Alligevel lykkedes det hende at vinde turneringen i Wimbledon 3 gange - i 1974, 1976 og 1981.
· Den tjekkisk-fødte amerikaner Martina Navratilova er den mest vindende i kvindernes singlerække og regnes ofte for den største kvindelige tennisspiller, der har optrådt på Wimbledons græs. Således strækker hendes sejre i turneringen sig over tre årtier - med to sejre i 1970’erne, 6 sejre i 1980’erne og en sejr i 1990’erne. Hendes spil var især bygget op omkring en meget stærk serv, præcise flugtninger og en ekstremt god fysisk form.
· Tyske Steffi Graf udkæmpede mange drabelige dueller med
Navratilova i Wimbledon-turneringen. Grafs dominans var massiv på flere tidspunkter i hendes karriere, især i slutningen af 1980’erne og i perioden 1992-95. Hun kunne vinde på alle spilleunderlag, har vundet Wimbledon-singletitler i 1988, 1989, 1991, 1993, 1995 og 1996 og er den eneste tennisspiller - kvindelig som mandlig - der har vundet den såkaldte ‘Golden Slam’. Det er en betegnelse for sejr i alle fire ‘Grand Slam’-turneringer samt i De Olympiske Leges tennisturnering inden for samme kalenderår. Det gjorde hun i 1988. Hendes spil var bygget op om meget tunge grundslag, en meget hård serv og et glimrende benarbejde. Især hendes forhåndsslag var dræbende effektivt og gav hende tilnavnet ‘Frøken Forhånd’.