Hvad siger loven om voldtægt?
Ifølge straffeloven (se kilder) er voldtægt forbudt. Siden den første danske straffelov blev vedtaget i 1866, har der været et forbud i loven mod seksuelle overgreb, herunder voldtægt. Voldtægt anses for den groveste seksuelle krænkelse og er forbudt ifølge den første bestemmelse i Straffelovens kapitel 24 ”Seksualforbrydelser”, § 216-236:
· § 216. Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.
Stk. 3. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.
· § 218 Den, der ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering skaffer sig samleje med den pågældende, straffes med fængsel indtil 4 år.
Hvad siger loven om andre former for seksuelle overgreb?
Også tvunget samleje mellem personer af samme køn og andre former for seksuelt misbrug er voldtægt ifølge Straffeloven (se kilder). Også anden kønslig omgang end samleje – for eksempel indføring af lem i mund eller endetarm, indføring af andre genstande i skeden eller grov beføling/onani – er forbudt, hvis det foregår under tvang ifølge § 225: ”Bestemmelserne i §§ 216-224 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.”
Også voldtægtsforsøg og forsøg på anden kønslig omgang er forbudt. Det fremgår af § 21 i straffeloven: ”Handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.”
I 1981 indførte man også forbud mod forhold, hvor drengen/manden er offer og pigen/kvinden gerningsmand.
Hvordan afgøres det, om der er tale om voldtægt?
Voldtægt indebærer, som loven har været formuleret indtil 2020, at samlejet er gennemført ved tvang, det vil sige med vold eller trusler om vold – både trusler mod ofret selv og mod andre, for eksempel ofrets barn. Det skal bevises eller sandsynliggøres, at der var tale om tvang, altså at gerningsmanden gennemførte samlejet mod ofrets vilje. Det kan være svært at bevise, hvis manden erkender, at han har været sammen med kvinden, men fastholder, at hun gik frivilligt med til at dyrke sex. Har ofret mærker efter vold, kan det tale for, at den tiltalte bliver dømt, men vil sjældent i sig selv være nok. Desuden reagerer nogle ofre under en voldtægt med at blive passive og ’forsvinde’ fra situationen, og derfor kan gerningsmanden fuldføre voldtægten uden at påføre ofret synlige fysiske skader. Hvis en mand skal dømmes for voldtægt, skal det desuden bevises, at han var klar over, at han trængte ind i kvinden mod hendes ønske. I juridisk sprog hedder det, at det skal bevises, at han handlede med forsæt. Det kan være svært at bevise, da det ofte vil være påstand mod påstand. Det er denne problemstilling, den nye skærpelse af straffeloven, den såkaldte samtykkelov, skal afhjælpe. Med lovændringen vil en voldtægtsdom ikke længere kræve, at samlejet er gennemført tvunget ved brug af vold eller trusler om vold. Det vil i sig selv være nok, at man kan påvise, at offeret ikke har udtrykt samtykke.
Hvad er straffen for voldtægt?
Den almindelige strafferamme for voldtægt eller voldtægtsforsøg er op til 8 års fængsel. Hvis voldtægten har været særlig grov, kan gerningsmanden blive idømt op til 12 års fængsel. Det kan for eksempel gælde en gruppevoldtægt, en voldtægt med meget grove former for vold, hvor ofret har været i livsfare, eller ved voldtægt af børn under 12 år. I artiklen ”Lovens legalisering af voldtægt” i magasinet Faklen (se kilder) gennemgås samtlige domsafsigelser i voldtægtssager fra 1987-1996, og forfatterne konkluderer, at høje straffe især gives til mænd, der dømmes for flere forbrydelser på en gang, og mænd, der tidligere har været straffet. Mildere straffe gives ofte i sager om kontakt- og parvoldtægter. Det samme fremgår af artiklen ”Partnervoldtægt bør ikke give rabat” i Politiken (se kilder).
I nogle voldtægtssager dømmes gerningsmanden til forvaring. Det er en tidsubestemt straf, der bruges, hvis gerningsmanden anses for at være særlig farlig.
Hvilke former for behandling kan voldtægtsforbrydere få?
I nogle fængsler tilbydes voldtægtsforbrydere psykologisk og medicinsk behandling. Den psykologiske behandling består i samtaler med en psykolog, individuelt eller i grupper, og den medicinske behandling består i jævnlige indsprøjtninger, der medfører, at mandens sexlyst dæmpes, og at han som regel ikke kan få rejsning og i hvert fald ikke kan få udløsning. Desuden har voldtægtsforbrydere, når de har afsonet deres straf, mulighed for at søge hjælp i de få manderådgivninger, der findes i Danmark, eller hos en psykolog. Behandlingen i fængslerne har ifølge bogen ”Voldtægt” (se kilder) i mange tilfælde en positiv virkning. Voldtægtsforbrydere, der ikke får psykologisk behandling under fængselsopholdet, bliver derimod ofte dømt for voldtægt igen.