Hvilket hold fascinerer særligt ved VM-slutrunden?
Journalisten Joakim Jakobsen fortæller i artiklen ”Brasilien er ikke et land af vindere” i Weekendavisen (se kilder), at ét deltagerland ved VM-slutrunderne altid vil tiltrække sig særlig opmærksomhed, nemlig Brasilien. Det er ikke nok, at dette hold vinder dets kampe. Tilskuerne forventer også, at spillerne spiller smukt, at de spiller 'brasiliansk'.
Betegnelsen 'brasiliansk', der altså betyder fodboldspil med smukke driblinger og spektakulære scoringer, har skruet forventningerne til holdet op hos alle fodboldtilskuere. I artiklen hedder det: ”Verden forlanger det samme hver gang … Vi kræver frivole driblinger og sexede mål”. Den brasilianske stil er blevet et varemærke, fortæller Jakobsen, og den fik sit internationale gennembrud ved VM-slutrunderne i 1958 og 1962.
Med Brasiliens VM-sejr i 1970 blev den særlige brasilianske stil slået endeligt fast som et begreb i den moderne fodboldbog.
Hvilke spillere har været slutrundernes mest fascinerende?
I artiklen ”De uovertrufne – Maestro'ens død” (se kilder) slås det fast, at Brasilien fra 1958 og frem til VM-slutrunden i 1970 havde historiens bedste fodboldhold. Det skyldtes først og fremmest holdets nummer 10: Pelé. Det var med Pelé på holdet, at Brasilien udviklede sig til en fodboldstormagt. Hans navn var Edson Arantes do Nascimento, men han fik hurtigt øgenavnet Pelé – et navn han i øvrigt hadede.
Som 17-årig blev han udtaget til Brasiliens VM-hold, der skulle slutrunden i Sverige. I semifinalen mødte de Frankrig i en kamp, der i artiklen betegnes som 'Brasiliens Big Bang'. I den kamp scorede Pelé et spektakulært hattrick – 3 scoringer. Da slutrunden var den første med massiv tv-dækning, blev Pelés bedrift sendt ud til alverdens tv-seere. Det var, ifølge artiklen ”De uovertrufne – Maestro'ens død” (se kilder), medvirkende til, at hans navn 15 år efter var planetens næstmest kendte varemærke efter Coca-Cola. Pelé spillede sin sidste kamp på topplan i 1977.
I artiklen ”Guds hånd” i Weekendavisen (se kilder) peger journalisten Joakim Jakobsen på, at den argentinske spiller Diego Maradona ligeledes står som en af historiens største og mest fascinerende spillere. Ifølge bogen ”Alt om Fodbold” (se kilder) fremstod Pelé som en komplet spiller, der mestrede alle spillets facetter. Maradonas talent på en bane var derimod anderledes. I bogen beskrives det, hvordan han med sine uberegnelige driblinger kunne fange et helt forsvar og keeperen med vægten på det forkerte ben. Sammen med en veludviklet taktisk forståelse gjorde det ham til en uovertruffen målscorer.
På trods af succes på banen havde den argentinske boldkunstner adskillige problemer uden for banen. Det kom blandt andet kom til udtryk ved kokain- og dopingmisbrug. I artiklen ”Guds hånd” (se kilder) skildres den kærlighed, som mange fodboldfans verden over alligevel har til den argentinske spiller: ”Uanset hvad vil vi altid huske Diego Maradona som den smukkeste og ypperligste fodboldspiller gennem tiderne”.
I artiklen ”Det store Z”, der blev bragt i Weekendavisen (se kilder), skriver Joakim Jakobsen, at den franske offensivspiller Zinedine Zidane med sin spektakulære – og helt korrekte – udvisning i VM-finalekampen i 2006 i hans øjne rykkede op blandt fodboldspillets allerstørste legender. Tidligere havde Zidane på og uden for banen fremstået som en fremragende, men også diskret, pletfri og ufarlig ambassadør for fodboldspillet. I finalens tillægstid stangede Zidane i raseri hovedet ind i brystkassen på den italienske forsvarsspiller Marco Materazzi, der angiveligt havde råbt noget meget provokerende i sekunderne inden. Jakobsen citerer filosoffen Bernard-Henri Lévy, der i en kommentar til den famøse episode siger: ”I denne mand lurede et sidste, indre opgør mod den tåbelige helgenstatue, som samtiden havde omdannet ham til.” Ifølge Lévy fremstod Zidane nu som en rigtig mand af kød og blod – som et rigtigt menneske.
Hvilken rolle spiller doping i VM-sammenhæng?
FIFA følger de retningslinjer, som Den Olympiske Komite har fastlagt for brugen af forbudte stoffer (typisk muskelopbyggende eller stimulerende stoffer). De fleste dopingstoffer kan spores i urinen eller ved en blodprøve.
Den første dopingsag ved en VM-slutrunde stammer fra 1974, hvor der for første gang blev gennemført massive dopingkontroller ved en slutrunde. Fodboldspilleren Ernest Jean-Joseph fra Haiti blev testet positiv for brug af stoffet Phenylmetrazin, der indeholder det opkvikkende – og forbudte – stof efedrin. Spilleren forklarede, at han havde brugt stoffet mod sin astma, men denne forklaring hjalp ikke.
Ved slutrunderne i 1982, 1986 og 1990 foretog man hundredvis af dopingprøver, men de var alle negative. Den helt store skandale indtraf imidlertid ved VM-slutrunden i 1994, hvor argentinske Diego Maradona afleverede en urinprøve, der havde spor af hele fem forbudte stoffer. Chefen for FIFA's medicinske komité, Michel D'Hooge betegnede fundet i Maradonas urin som ”a cocktail of drugs”. Fra og med VM-slutrunden i Japan/Sydkorea i 2002 tester FIFA både urin og blod ved dopingkontrol. Dette kan foregå uanmeldt, eksempelvis under holdenes træningslejre op til selve slutrunde-turneringerne.