Vietnamkrigen
Af bibliotekar Richard Juhre, Silkeborg. 2001.
Begrebet Vietnamkrigen er ikke nogen éntydig betegnelse, for selv om Vietnam efter Anden Verdenskrig har været mere plaget af krig end af fred, så falder krigsperioden i to adskilte dele: krigen mod Frankrig og krigen mod USA.
I den almindelige bevidsthed er Vietnamkrigen synonym med krigen mod USA, og det er da også denne, der betegnes således i dette FaktaLink. Krigen mod Frankrig betegnes Indokinakrigen.

