Debat om velfærdsstaten

Hvordan lyder den liberalistiske kritik af velfærdsstaten?

Siden Otto von Bismarcks fattigdomslove i slutningen af 1800-tallet har det været almindeligt at kritisere velfærdstiltag for at gøre folk afhængige af staten. Ifølge den traditionelle liberale ideologi er det ønskværdigt, at staten har en så lille rolle i menneskers liv som muligt. Liberalismen har individet som centrum og udgangspunkt, derfor skal staten sikre den individuelle frihed ved at skabe sikkerhed for borgeren, ikke fordele velstanden. Der findes ligeledes en opfattelse af, at velfærdsstatens høje grad af økonomisk omfordeling ikke afspejler en fordelingsmæssig retfærdighed, da der skabes et misforhold mellem arbejde og belønning.

Samtidig kritiserer flere liberalister velfærdsstaten for at mangle økonomisk dynamik, da det høje skattetryk svækker folks incitament til at yde en ekstra indsats. Som argument bruges ofte den såkaldte Laffer-kurve, der viser forholdet mellem skat og incitament. I Danmark har denne type velfærdsstatskritik primært være repræsenteret af partiet Liberal Alliance, mens det traditionelt liberale parti Venstre i store træk bekender sig til den skandinaviske velfærdsstatsmodel. En almindelig borgerlig kritik af velfærdsstaten, som også kommer til udtryk hos De Konservative og Venstre, lyder tilmed, at systemet er skadeligt for konkurrenceevnen, da de relativt høje udgifter til lønninger og generelle produktionsomkostninger stiller danske virksomheder dårligere i forhold til udlandet. Danmark bliver dog ofte rost af internationale organisationer som et godt land at drive virksomhed i. For eksempel Verdensbanken, hvor Danmark fik en femteplads på listen over lande, der er gode at gøre forretninger i – ifølge Ritzau-artiklen”Danmark er det 5. bedste land at lave forretninger” (se kilder). I artiklen ”Konkurrenceevnen er den nye løftestang” i Dagbladet Information (se kilder) beskrives det, hvordan debatten om konkurrenceevnen ofte bruges til at argumentere for reformer af velfærdsstaten.

Også fra konservativt hold findes der markant kritik af velfærdsstaten. Ofte med udgangspunkt i erhvervslivets udfoldelsesmuligheder. I kronikken ”Derfor skaber velfærd afhængighed” i Berlingske skriver Søren Hviid Pedersen, at velfærdsstatens omfattende redistribution (omfordeling) ikke afhjælper sociale problemer (se kilder).

 

Folketingspolitikerne Dan Jørgensen (S), Inger Støjberg (V) og Uffe Elbæk (A) udlægger deres holdning til velfærdsstaten og dens udfordringer. Coagmento.

Hvilke debatter har bragt velfærdsstaten under pres?

Den EU-lovgivning, der giver alle borgere i EU adgang til frit at tage arbejde på tværs af landegrænser, har samtidig givet EU-borgere ret til at nyde samme danske velfærdsgoder som en dansker. Det har rejst en debat om, hvornår og hvorvidt det er rimeligt, at andre EU-borgere får ret til velfærd, og flere politikere har rejst spørgsmålet, om EU-borgeres og indvandreres ret til danske velfærdsydelser potentielt vil udhule den danske velfærdsmodel.

VK-regeringen lagde i 2011 op til en større konfrontation med udlændinges ret til dansk velfærd, da et udvalg med den daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) foretog en stor analyse af udlændinges ret og brug af danske velfærdsydelser. Arbejdet var drevet af en bekymring for, at den danske velfærdsmodel var så lukrativ, at den ville tiltrække indvandrere, der ville vælge at tage til Danmark for at få del i sociale ydelser. Siden er truslen mod den danske velfærd i høj grad blevet brugt som et politiske argument for at begrænse indvandreres ret til sociale ydelser. EU-regler har tvunget danske politikere til at slække på en række tidligere krav til modtagelse af velfærdsydelser og har bredt politisk sået tvivl om holdbarheden af velfærdsstaten – i øvrigt også blandt politikerne i en række andre medlemsstater. Og i 2013 annoncerede Europa- og handelsminister Nick Hækkerup (S), at Danmark tilsluttede sig en klub af europæiske medlemsstater, der er så bekymrede for, at indvandring østfra skal belaste deres socialsystemer, at de har foreslået lovindgreb. Men det er andre forhold end arbejdets fri bevægelighed i EU, der presser velfærdsmodellen endnu mere, mener professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Peter Nedergaard. ”Jeg tror, at den universelle velfærdsstat kommer under pres af helt andre årsager. Det er af demografiske årsager, at vi er mindre konkurrencedygtige, og vi har mindre vækst end andre lande, men ikke på grund af EU selvstændigt,” siger han i artiklen ”Er den danske velfærdsstat under pres på Berlingske.dk (se kilder).

Hvordan lyder en marxistisk kritik af velfærdsstaten?

Velfærdsstaten er også blevet kritiseret fra partier og grupper, der ligger til venstre på den politiske skala. Det er især fra marxistisk side blevet anført, at velfærdsstaten er en slags bestikkelse til arbejderklassen, der skal holde faren for revolution eller social uro på afstand, Da Bismarck indførte de første socialforsikringer i 1800-tallets Tyskland, var han nervøs for ”klassekrig”, altså for, at der skulle opstå voldsomme konflikter mellem arbejderne og arbejdsgiverne. I Danmark blev Socialdemokratiet presset fra venstre af kommunisterne. Partiet brugte socialreformen fra 1933 til at positionere sig selv som arbejderklassens forkæmpere i forhold til kommunisterne. Man har ligeledes omtalt det aftalebaserede danske arbejdsmarked som en institutionalisering af klassekampen.

Hvem har patent på velfærdsstaten?

Det er omdiskuteret, om det er retvisende at omtale den danske velfærdsstat som en socialdemokratisk velfærdsstat, da stort set alle politiske partier har bidraget til statens udvikling og udformning i løbet af historien. Om velfærdsstaten er et udtryk for socialdemokratisk ideologi eller nærmere udtrykker et slags nationalt kompromis om organiseringen og finansieringen af en samfundstype, som en flertal har fundet ønskværdigt, er et af de emner, der har været omdiskuteret. Diskussionen bliver til tider også aktuel i de daglige politiske konflikter, hvor debatten kan have karakter af enten at ville have æren eller at skulle tage ansvaret for velfærdsstaten. Med til historien hører også, at de politiske partier har udviklet sig fra at være klassepartier til catch-all partier. Altså det forhold, at de politiske partier tidligere repræsenterede en bestemt samfundsgruppe, og forsøgte at tale dennes sag, til i dag i langt højere grad at forsøge at etablere til et meget bredere udsnit af befolkningen.