Perspektivering af ungdomskriminalitet

Hvordan kan børn og unge begå kriminalitet på nettet?

En ny form for kriminalitet, som unge, der ikke i øvrigt har en kriminel løbebane, i stigende grad bliver involveret i, handler om deling af billeder og andet materiale på nettet. I starten af 2018 præsenterede politiet en enorm mængde sigtelser, der brød med den gængse opfattelse af, hvad det vil sige at være ungdomskriminel. Mere end 1.000 danskere blev sigtet for at have delt en sexvideo af en 15-årig pige og flere drenge gennem Facebooks chat-platform Messenger. Mange af de sigtede er mellem 14 og 18 år, skriver Berlingske (se kilder), og vil dermed blive betegnet som ungdomskriminelle, hvis de bliver dømt. De unge kommer fra hele landet.

De sigtede kan dømmes efter straffelovens §235, der handler om udbredelse af børnepornografisk materiale. Det kan de, fordi de medvirkende i sexvideoen var under 18 år, da videoen blev optaget. Bliver man dømt som ung, vil det fremgå af straffeattesten eller børneattesten i mindst 10 år. Det kan medføre, at de dømte unge eksempelvis ikke kan få arbejde i en børnehave eller blive politibetjent i den periode, skriver Fyens Stiftstidende i artiklen ”OVERBLIK: Flere end 1000 unge sigtet for at dele sexvideo” (se kilder).

Fire personer er indtil videre blevet idømt betingede domme i sagen. En 17-årig dreng er blevet idømt 20 dages betinget fængsel for at have delt videoen med 16 andre personer, skriver Berlingske i artiklen ”17-årig idømt 20 dages betinget fængsel i kæmpe sag om deling af sexvideoer” (se kilder). Anklagemyndigheden har valgt at anke dommen til landsretten, da de mener, at det er vigtigt at få landsrettens afgørelse, inden disse fire domme blive rettesnor for de øvrige 1.000 sager, skriver TV2.dk (se kilder).

Hvordan udvikler ungdomskriminaliteten sig i andre lande?

Ikke alene i Danmark, men også i en lang række andre vestlige lande begår unge langt mindre kriminalitet end for bare få år siden. I Sverige og Norge er ungdomskriminaliteten faldet med mere end 40% de seneste 10 år. Storbritannien, Tyskland og Holland har også oplevet store fald. I USA er antallet af fængslinger af 10-17-årige halveret fra 1996 til 2012, skriver Kristeligt Dagblad i artiklen ”Vestens ungdomskriminalitet rasler ned” (se kilder).

En del af grunden skal formentlig findes i, at øget overvågning og forbedret sikkerhed af butikker og ejendele har gjort kriminalitet vanskeligere. Men faldet skyldes også, at unge i dag opfører sig mere modent end tidligere, vurderer forsker i ungdomskriminalitet Flemming Balvig over for Kristeligt Dagblad.

”Samtidig har vi en generation af unge, der er mere fremtidsorienterede end tidligere. De tænker sig om en ekstra gang, inden de handler,” siger han. Blandt andet er forbruget af stoffer og alkohol faldet i samme periode, hvilket kan medføre et fald i antallet af lovovertrædelser.

To hollandske forskere (se kilder) har undersøgt fænomenet og vurderer, at fremkomsten af smartphones og hurtigt internet har medført, at unge i dag tilbringer langt flere timer på foran skærmen, hvor de blandt andet spiller computerspil. Det betyder, at de befinder sig mindre på gaderne og i det offentlige rum, hvilket sænker risikoen for, at de unge begår kriminalitet.

”Den vigtigste forklaring af faldet i ungdomskriminaliteten er ændringen af, hvordan unge bruger fritiden,” skriver Bert Berghuis and Jaap De Waard.