Det nye Ungdomshus

Hvad er det nye Ungdomshus?

I året efter, at Ungdomshuset blev ryddet, demonstrerede de unge i København hver torsdag for et nyt ungdomshus, og en gruppe unge lå desuden i forhandlinger med lokalpolitikere i København. Resultatet af disse forhandlinger blev et nyt Ungdomshus, nemlig på Dortheavej 61 i København NV, per 1. juli 2008. Det nye hus er et 600 kvadratmeter stort anneks i Københavns Nordvestkvarter. Ifølge overborgmesterens kontor har det nye Ungdomshus kostet 5,5 millioner kroner af en samlet pulje på 148 millioner, der i 2008 blev bevilget til et kvarterløft, som blandt andet indeholder penge til bibliotek og kulturhus.

Frem til Ungdomshusets åbning den 18. oktober 2008 arbejdede foretagsomme unge på at shine huset op, så det blev klart til indrykning. Den 18. oktober blev dørene slået op klokken 12, og der blev inviteret til børneunderholdning, gøgl, kunstudstilling, folkekøkken og musikalsk bød dagen og natten på alt fra jazz til punk. 

Hvad foregår der i det nye Ungdomshus?

Huset har mange af de samme ting på programmet som det tidligere Ungdomshus på Jagtvej. Aktivitetskalenderen kan ses på Ungdomshusets hjemmeside (se kilder). Blandt de faste ugentlige begivenheder er følgende:

· Torsdag: gratis yoga klokken 18.

· Torsdag, Fredag og/eller lørdag: koncerter. Hverken Ungdomshuset eller musikerne tjener penge på koncerterne for ikke at kommercialisere musikkulturen.

· Mandag, tirsdag, torsdag og fredag: bogcafeen har åben mellem 16-19. 

Hvad er kritikken af det nye Ungdomshus?

Ifølge artiklen “Kun få bruger det nye ungdomshus” (se kilder), så er det så som så med antallet af besøgende i det nye Ungdomshus. Det hævdes i artiklen, at der gennemsnitligt er 15 mennesker på mandagsmøderne, og at huset ofte ligger dødt hen. I samme artikel siger sociolog René Karpantschof, der har forsket i BZ-bevægelsen, at det vil tage lidt tid, før huset bliver ordentligt brugt, og at man må vente et års tid med at vurdere, om det har været pengene værd.

På Ungdomshusets hjemmeside (se kilder) står der, at “Det ændrer ikke vores hverdag at et par aviser påstår at huset står tomt - det kunne nemlig ikke være længere fra sandheden. Så på trods af at vi har taget en velfortjent pause fra medierne, føler vi det alligevel på tide at tage til genmæle overfor journalister der tydeligvis ikke har researchet deres opgave godt nok (hvis overhovedet?) og fortælle lidt om hvordan det i virkeligheden fungerer i byens nye Ungdomshus. Det er trods alt os der kommer derude!”