Hvad er udflytning af statslige arbejdspladser?
Den danske regering bekendtgjorde i oktober 2015, at man vil udflytte 3.900 statslige arbejdspladser fra hovedstaden til resten af landet. Denne udmelding blev fulgt op i 2018, hvor regeringen annoncerede, at yderligere 4.000 arbejdspladser skulle flytte fra hovedstaden til resten af landet. Målet er at sikre en mere ligelig fordeling af arbejdspladserne og modarbejde den centralisering af offentlige funktioner, der ellers har været fremherskende i de senere år. Mange mener dog, at udflytningerne bare er et lille plaster på et stort blødende sår i udkantsområderne, når man samtidig skærer ned på andre vigtige områder som uddannelse, de kommunale budgetter og grøn energi. Artiklen ”Regeringen har udflyttet arbejdspladser: Men mange andre job er forsvundet” (se kilder) fortæller, at der mellem 2015 og slutningen af 2018 blev flyttet 4.800 statslige jobs ud af hovedstadsområdet, men alligevel steg antallet af statslige arbejdspladser udenfor Region Hovedstaden kun med knap 2.700. Professor i politik og offentlig forvaltning, Jacob Torfing, peger blandt andet på, at mange gymnasier rundt om i landet har måttet fyre medarbejdere på grund af besparelser.
Tænketanken Kraka har hævdet, at udflytning af statslige arbejdspladser ikke vil have nogen effekt på den lokale beskæftigelse. Dette bliver dog ifølge artiklen ”Statsjobs kan gavne håndværkere og restauratører” i Politiken (se kilder) modsagt af et studie fra London School of Economics. Her anslås det, at for hver 100 statsjobs, der flyttes ud fra en hovedstad til provinsen, skabes 50-60 lokale private jobs. Dette vil ske, fordi der opstår servicejobs omkring den statslige arbejdsplads inden for eksempelvis konsulent- og advokatvirksomheder, rengøring, håndværk, transport osv. Samtidig skabes et bredere lokalt arbejdsmarked, der vil gøre det lettere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, fordi der er større chance for, at kæresten/ægtefællen også kan få et godt job.
Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti meddelte i begyndelsen af 2019 ifølge artiklen ”Udflytningen er over halvvejs: S og DF vil flytte endnu flere arbejdspladser” (se kilder), at de var klar til at udflytte endnu flere statslige arbejdspladser.
Hvordan har man tacklet udkantsproblematikken i Norge?
I bogen ”Trods dårlige odds – international inspiration til danske yderområder” (se kilder) beskrives udkantspolitikker og tiltag i en række lande. I Norge fører man en meget markant landdistriktspolitik, hvor der er skattefordele og andre økonomiske fordele både for arbejdsgivere og arbejdstagere i tyndt befolkede og dårligt stillede områder. Samtidig lægger den norske stat generelt nye statslige institutioner uden for de store byer. Disse institutioner ansætter ofte en del højtuddannede, der så også bosætter sig i landdistrikterne – i hvert fald for en periode.
Norge bliver ofte brugt som eksempel på vellykket landdistriktspolitik. Kritikere mener til gengæld, at Norge med sine oliemilliarder har råd til at ’spilde’ gode penge på at holde lokalsamfund kunstigt i live, og at man ikke kan overføre den norske model til samfund med færre økonomiske ressourcer.
Hvordan har man tacklet udkantsproblematikken i Sverige?
I Sverige førte man en hårdhændet urbaniserings- og centraliseringspolitik i 1960'erne og 1970'erne, hvor der blev bygget 1 million boliger omkring de store byer, mens landsbyer fik lov at uddø. Som modreaktion er der opstået en stærk folkelig bevægelse, der arbejder for at skabe bedre vilkår i landdistrikterne. Den svenske stat arbejder nu aktivt for at forbedre vilkårene, og man har blandt andet ved at yde stor støtte til færgetrafik til de mange beboede øer. Samlet set er befolkningen og væksten dog stadig stærkt koncentreret omkring de store byer.