Hvornår opstod begrebet ‘Udkantsdanmark’?
Professor Gunnar L.H. Svendsen skriver i artiklen ”Hvorfor bliver der talt så grimt om de danske landdistrikter?” (se kilder), at ordet ‘Udkantsdanmark’ først for alvor begyndte at blive brugt i medierne og i debatten i løbet af 2010. Det er opgjort ud fra, hvor ofte ordet optræder i artikler i otte landsdækkende aviser. Indtil da havde man i 00erne i et vist omfang talt om ”yderområder” og ”udkantsområder”, men endnu ikke generelt gjort brug af udtrykket ’Udkantsdanmark’. Ifølge opgørelsen i de otte aviser blev ordet ‘Udkantsdanmark’ i 2009 kun anvendt 31 gange, mens det i 2010 blev brugt næsten 1.000 gange. I de følgende år er det blevet brugt lidt færre gange, og at ordets popularitet tilsyneladende toppede i 2010 skyldes ifølge Gunnar L.H. Svendsen blandt andet, at det var det år, Danmarks Radio sendte temaet ”Danmark knækker”, der netop handlede om de store forskelle på centrum og periferi i Danmark.
Hvad findes der ellers af betegnelser for ’Udkantsdanmark’?
I samme analyse af mediernes omtale af landdistrikterne i artiklen ”Hvorfor bliver der talt så grimt om de danske landdistrikter?” (se kilder) opererer professor Gunnar L.H. Svendsen med tre kategorier af betegnelser for landdistrikter, nemlig: negative betegnelser, neutrale betegnelser og positive betegnelser. Inden for disse tre kategorier nævner han følgende betegnelser:
· Negative: Udkantsdanmark, yderområder, udkantsområder, den rådne banan.
· Neutrale: På landet, landdistrikter, landområder.
· Positive: Vandkantsdanmark, Forkantsdanmark, Ressourcedanmark, den grønne agurk.
Disse betegnelser regnes i analysen som de væsentligste, selvom der findes flere betegnelser, særligt i den negative kategori. Af de positive betegnelser er det kun ’Vandkantsdanmark’, der i et vist omfang er slået igennem. Undersøgelsen viser, at i 2014 blev de negative betegnelser brugt 30 gange så meget som de positive betegnelser.
Hvor ligger ‘Udkantsdanmark’?
Man kan ikke præcist sige, hvor ‘Udkantsdanmark’ ligger, for brugen af begrebet afhænger helt af afsenderen og formålet. Der bliver derfor heller ikke brugt en bestemt afgrænsning af ‘Udkantsdanmark’ i denne Faktalink-artikel. Et bud på en definition eller geografisk afgrænsning af begrebet fremgår af den daværende regerings vækstudspil ”Danmark i balance i en global verden” fra 2010 (se kilder). Her udpeges 29 ud af landets 98 kommuner som ”kommuner i yderområder”. Et andet bud er regeringens årlige landsplanredegørelser og landdistriktsredegørelser, der i nogle år har arbejdet med cirka 16 yderkommuner og cirka 30 landkommuner, som også tit regnes med til ’Udkantsdanmark’.
Et fællestræk for udkantsområderne er, at de for det meste ligger relativt langt fra de store bycentre i Hovedstadsområdet og Østjylland. Det vil sige, at ‘Udkantsdanmark’ i manges øjne går i en blød bue gennem Nord-, Vest- og Sønderjylland videre hen over øsamfundene i Det Sydfynske Øhav, Lolland-Falster og Bornholm. Ofte er der også medtaget nogle fynske og sjællandske kommuner.
Hvordan bliver ‘Udkantsdanmark’ fremstillet i kulturen?
Mange kender det romantiske billede af det dejlige danske sommerland, som det fremstilles i Morten Korch-filmene. Her er der fyldt med stovte bondemænd og søde bondepiger, som er dus med himlens fugle og skovens grønne træer. I de senere år er dette fiktive billede af den lyse og venlige provins imidlertid afløst af andre billeder både i medier og kunst, der mere fokuserer på social udstødelse, forfald og en lurende vold under overfladen.
Dette mere negative billede er dog – ligesom Morten Korch-filmenes idealiserede billede – alt for unuanceret, hævder en række debattører. En af dem er forfatteren og politikeren Kaare Dybvad, der i sin kritiske debatbog ”Udkantsmyten” (se kilder) hævder, at provinsen bliver skåret over én kam gennem en række fremstillinger i kunst, litteratur, underholdning og dokumentarprogrammer. Det gælder for eksempel reality-serier som ”De unge mødre”, dokumentarserier som TV2’s ”På røven i Nakskov” og også den internationalt anerkendte tv-serie ”Borgen”, hvor de sjældne fremstillinger af mennesker uden for København blandt andet viser indskrænkede og truende dyremishandlere.
Også i litteraturen og filmen bliver provinsen ofte fremstillet som truende og farlig. Forfatteren Erling Jepsen, der skriver romaner om sin sønderjyske fødeegn, fortæller i artiklen ”Provinsen – lad os nu komme af med det lort” i Politiken (se kilder): ”For mig er provinsen i dag stedet med underverden, narko og våben. Den er alt det, man før forbandt med storbyen. (…) I dag skal man virkelig have hår på brystet for at overleve i provinsen. Folk flygter ind til sikkerheden i byen.”
Hvilke problemer er der i omtalen af ‘Udkantsdanmark’?
En udpegning af bestemte områder som særligt problemramte kan i sig selv skabe flere problemer for områderne. Dette kaldes stigmatisering. Når nogen eller noget stigmatiseres, risikerer man, at det negative syn er med til at skabe en negativ spiral. Det vil sige, at når udkantsområderne bliver omtalt negativt, bliver det lidt mindre attraktivt at bo der, eller man føler sig mindre tilfreds, hvis man allerede bor der. På den måde lægger det op til mere negativ omtale, hvilket igen gør områderne mindre attraktive. Dette kendes også fra de såkaldte ghettoområder eller særligt udsatte boligområder i byerne (se Faktalink-artiklen om Ghettoer).
I en undersøgelse gengivet i Gunnar L.H. Svendsens artikel ”Hvorfor bliver der talt så grimt om de danske landdistrikter?” (se kilder) spørges et repræsentativt udvalg af danskerne om, hvordan de opfatter omtalen af yderområderne. Tre fjerdedele af de adspurgte mente, at omtalen af yderområderne i den offentlige debat er negativ eller meget negativ. 65 procent af de adspurgte svarede, at omtalen påvirkede deres syn på at bo i yderområderne.