Danske tv-serier
Af journalist Signe Ravn, iBureauet/Dagbladet Information. 2006.
De seneste 10-15 år er danske tv-serier som "Riget", "Taxa", "Rejseholdet", "Nikolaj og Julie", "Krøniken" og "Ørnen" kommet på alles læber. Serierne trækker rekordhøje seertal, når de søndag aften ruller over skærmen, og de fungerer som samlingspunkt og samtaleemne ugen efter i frokostkantiner Danmark over. Fælles for tv-serierne er, at de byder på et stykke dansk hverdagskultur, og i en tid med et voldsomt forskelligartet udbud af tv-kanaler er de blevet en fælles referenceramme for befolkningen og måske et middel til bedre at forstå os selv, vores hverdag og historie.
Også udlandet har fået øjnene op for de danske tv-seriers kvalitet, og flere af serierne har således modtaget international hæder og har fået udenlandsk premiere. "Ørnen" er det seneste triumferende eksempel, da den løb af med en Emmy for bedste udenlandske tv-serie ved en storslået gallafest i New York i 2005.

