De anbragte børn

Main image kapitel
BT og Børnehjælpsdagen har inviteret 4 danske anbragte børn med til Grønland. Her er det Patricia.
BT og Børnehjælpsdagen har inviteret 4 danske anbragte børn med til Grønland. Her er det Patricia.
Foto: Lea Meilandt Mathiesen / Scanpix

Hvor gamle er de tvangsfjernede børn?

Det er forskelligt, hvornår børn tvangsfjernes, og hvor længe tvangsfjernelsen varer. Men der er en tendens til, at børn, der tvangsfjernes, bliver anbragt tidligere end børn, som anbringes med forældrenes samtykke. Derfor er de tvangsfjernede børn forholdsvis små sammenlignet med andre børn anbragt uden for hjemmet. Det fremgår af SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder), som viser, at en fjerdedel af de børn, der er anbragt, inden de fylder 8 år, er anbragt med tvang.

Ifølge opgørelsen ”Fortsat færre anbragte børn i 2018” Danmark Statistik (se kilder) var aldersfordelingen på de 1.848 tvangsfjernede børn ved udgangen af 2018:

  • 0-5 år: 662  
  • 6-11 år: 974
  • 12-17 år: 11.074

Hvorfor tvangsfjernes børnene?

Den mest almindelige begrundelse er ifølge SFI-rapporten ”Når børn og unge anbringes” fra 1997 (se kilder), at barnet eller den unge lide af adfærdsvanskeligheder. Rapporten opstiller følgende liste over, hvilke årsager sagsbehandlerne nævner som baggrund for både frivillige og tvungne anbringelser:

  • Adfærdsvanskeligheder hos barnet/den unge: 62 %
  • Manglende omsorg: 4 9%
  • Misbrug hos den voksne: 38 %
  • Barnet/den unge ønsker ikke at bo i hjemmet: 24 %
  • Psykisk lidelse/handicap hos den voksne: 22 %
  • Udviklingsproblemer os barnet/den unge: 21 %

Som det fremgår af tallene, er der ofte flere årsager til, at et barn anbringes uden for hjemmet.

Hvilke rettigheder har barnet under en tvangsfjernelsessag?

Alle børn og unge har ret til at blive hørt i sager om anbringelse uden for hjemmet, medmindre særlige omstændigheder taler imod det. Det fremgår af Lov om social service (se kilder) § 48:

”Forinden myndigheden træffer afgørelse i en sag om foranstaltninger efter kapitel 8, og forinden der træffes afgørelse i en sag om ophør af en anbringelse, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom.

Stk. 2. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte foranstaltning og til spørgsmålet om ophør af anbringelse søges tilvejebragt.” 

Børn over 15 år har ret til advokatbistand og til at se sagens akter og udtale sig om sagen, og børn over 12 år skal altid høres i deres egen sag. 

Bliver barnets rettigheder overholdt i praksis?

Ikke i alle tilfælde. Af SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder) fremgår det, at i over halvdelen af sagerne har sagsbehandlerne ikke talt med børnene om emner, som er væsentlige for dem ved anbringelsen, for eksempel hvorfor de skal anbringes, og hvor længe anbringelsen skal vare.

Også fortællingerne i bogen ”Tabuka - tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge” (se kilder) tyder på, at anbragte børns rettigheder bliver krænket. Næste alle tidligere anbragte, der medvirker i bogen, fortæller, at ingen talte med dem om anbringelsen.

I  undersøgelsen ”Sagsbehandling i anbringelsessager. En undersøgelse af grundtakstreformens betydning for anbringelser af børn og unge, som belyser 240 anbringelsessager fra det tidligere Københavns Amt og Søllerød Kommune fremgår det, at 85 % af de 6-9årige børn ikke er blevet hørt i deres egen sag, mens det gælder omkring hvert tredje barn mellem 10 og 14 år og 14 % af de 15-17-årige (se kilder). 

Hvilke rettigheder har barnet under tvangsfjernelsen?

Ifølge FN’s konvention om Barnets Rettigheder (se kilder) har et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, krav på at ”opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv”.

Dette princip går igen i dansk lovgivning. I Lov om social service § 71 hedder det:

”Barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. under anbringelsen uden for hjemmet”.

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige. Ved tilrettelæggelse af samværet skal der lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværk. Dog skal kommunen samtidig tage højde for, at samværet ikke må skade den unges sundhed og udvikling.

Børn over 12 år har ifølge § 72 i Lov om social service ret til gratis advokatbistand under en sag om anbringelse og ret til at klage over anbringelsesstedet.

Bliver disse rettigheder overholdt i praksis?

Det kan være svært at afgøre, om børnenes rettigheder overholdes. Det er for eksempel svært at vurdere, hvor meget kommunen skal gøre for at sikre kontakt mellem barn og forældre. Mange tidligere anbragte mener ikke, at deres kontakt til forældre og søskende er blevet prioriteret tilstrækkelig højt af kommunen. Det fremgår af bogen ”Tabuka - tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge” (se kilder), hvor mange nævner, at deres forhold til forældre og søskende blev afbrudt eller skadet af anbringelsen.

Hvilke rettigheder er særlig relevante for etniske minoritetsbørn?

Ifølge FN’s konvention om Barnets rettigheder (se kilder) skal et barn, der tilhører et religiøst eller etnisk mindretal ”ikke nægtes retten til i fællesskab med andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig til og udøve sin egen religion eller at bruge sit eget sprog” (artikel 30).

For børn, som ”midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser eller som af hensyn til sit eget bedste ikke kan tillades at forblive i disse omgivelser”, gælder det, at ”Ved overvejelse af mulige løsninger skal der tages tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund” (artikel 20).

Overholdes disse rettigheder i praksis?

Børnenes ret til at bevare deres kultur, religion og sprog og ret til at bevare kontakten med forældrene bliver ofte krænket i det danske system. De etniske minoritetsbørn bliver som regel anbragt i familier eller på institutioner, hvor ingen taler barnets modersmål eller kender til dets kultur og religion.

Af SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder) fremgår det, at en tredjedel af de små børn med minoritetsbaggrund, der er anbragt uden for hjemmet, ikke har dansk som modersmål. Alligevel tales der generelt kun dansk med dem på anbringelsesstederne. Seks ud af ti anbringelsessteder gør ikke noget for, at barnet kan vedligeholde sit modersmål. Konsekvensen er blandt andet, at mange små børn med etnisk minoritetsbaggrund efter et par års anbringelse ikke længere kan kommunikere med deres forældre. Det gælder ifølge SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” halvdelen af børnene med etnisk minoritetsbaggrund.

Samme tendens fremgår af SFI-rapporten ”Mit barn er anbragt” fra 2004 (se kilder), hvor 11 forældre med minoritetsbaggrund fortæller om deres erfaringer med at have et barn anbragt uden for hjemmet.

Hvad karakteriserer anbragte børn og unge?

Anbragte børn og unge har oftere end deres jævnaldrende fysiske og psykiske problemer. En undersøgelse af anbragte børn født i 1995, ”Små børn anbragt uden for hjemmet” fra SFI (se kilder), viser, at anbragte børn sammenlignet med deres jævnaldrende:

  • Oftere har en diagnose på en langvarig sygdom eller et handicap. Det gælder omkring hvert fjerde anbragte børn. Det er især psykisk udviklingshæmning, DAMP og psykiatriske diagnoser, der er hyppigere blandt anbragte børn
  • Oftere har problemer med deres kammerater og bliver mobbet
  • Oftere har en dårlig start i skolen og oftere får specialundervisning
  • Sjældnere dyrker en fritidsinteresse.

Hjælper anbringelserne?

Det er svært at afgøre, fordi man ikke ved, hvordan det ville være gået børnene, hvis de ikke var blevet anbragt. Ideen med anbringelserne er, at børnene fjernes fra en umiddelbar trussel mod deres sundhed og udvikling, og i praksis betyder en anbringelse ofte, at barnet i modsætning til tidligere får opfyldt sine basale behov for mad, søvn og omsorg.

Der er dog også en række problemer forbundet med anbringelserne; blandt andet går det ofte ud over børnenes skolegang, når de ved anbringelsen er nødt til at skifte skole. Det fremgår af artiklen ”Svigt på første klasse” i Psykolog Nyt nr. 1/2004 (se kilder).

I 2010 viste undersøgelsen Sammenbrud i anbringelser af unge. Erfaringer, forklaringer og årsager bag foretaget af Socialforskningsinstituttet, SFI (se kilder), at knap halvdelen af alle teenagere, der bliver anbragt uden for hjemmet, oplever sammenbrud i forløbet. Forskerne bag undersøgelsen kortlagde over fire år, hvordan det gik 227 anbragte unge mellem 13 og 18 år. 44 % af dem oplevede et eller flere sammenbrud under deres anbringelsesforløb.

”44 procent er et højt tal. Det er paradoksalt, at selvom formålet med at anbringe en ung uden for hjemmet ofte er et ønske om at skabe større stabilitet i de unges liv, så fortsætter ustabiliteten tit under anbringelsesforløbet,” udtalte programleder bag undersøgelsen Tine Egelund i artiklen ”Stor ustabilitet i unges anbringelser” på Videnskab.dk (se kilder).

Hvordan klarer børnene sig som voksne?

Voksne, der har været anbragt uden for hjemmet som børn, klarer sig generelt dårligere end deres jævnaldrende, hvad angår uddannelse, arbejde og familieliv. Det viser flere undersøgelser. Undersøgelsen ”Samfundets stedbørn” fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (se kilder) viser, at ”blandt 30-37årige i 2001, der 20 år tidligere var anbragt uden for hjemmet, var der i 2001 ca. 36 procent, der var førtidspensionister eller uden for arbejdsmarkedet i øvrigt. Blandt de 30-37-årige, der ikke havde været anbragt m.v., var den tilsvarende andel ca. 8 procent.” (Uden for arbejdsmarkedet i øvrigt vil især sige at være på langvarig kontanthjælp).

Desuden har hele 63,7 % af de tidligere anbragte ingen erhvervsuddannelse, og kun 7,7% har en længerevarende uddannelse, mens de tilsvarende tal for deres jævnaldrende er 27,2 % og 29 %.

Samme undersøgelse viser, at omkring 50 % af de tidligere anbragte som 30-37-årige lever alene (med eller uden børn), mens det kun gælder 22,1 % af deres jævnaldrende. 

Hvad sker der, når barnet fylder 18 år?

Når det anbragte barn fylder 18 år, ophører anbringelsen formelt. Det fremgår af Lov om social service (se kilder)

Inden den unge fylder 18 år, skal kommunalbestyrelsen i sørge for, at der er en plan for, hvad der skal ske, når anbringelsen ophører, blandt andet om den unge skal have særlig støtte for eksempel i form af efterværn eller fortsat anbringelse. Kommunalbestyrelsen skal forinden da i samarbejde med den unge have revideret handleplanen og have tagets stilling til den unges videre forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse og øvrige relevante forhold.

Hvad vil efterværn sige?

Efterværn er tilbud til unge fra 18-22 år, som kommunen vurderer, har særligt behov for støtte. Det kan blandt andet gælde unge, som har været anbragt uden for hjemmet. Mulighederne fremgår af Servicelovens § 76 (se kilder).

Et efterværn kan indeholde flere forskellige muligheder for støtte og kan helt frem til den unge fylder 23 år, hvis den unge vurderes at have behov for det og præsenteres på Socialstyrelsens hjemmeside (se kilder):

· Opretholdelse af et døgnophold på et anbringelsessted som f.eks. i en plejefamilie, på døgninstitution eller i eget værelse (§ 76, stk. 3, nr. 1)

· At der udpeges en fast kontaktperson for den unge, eller at en kontaktperson kan opretholdes for de unge, som tidligere har modtaget denne form for støtte (§ 76, stk. 2 eller § 76, stk. 3, nr. 2)

· At der etableres en udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted (§ 76, stk. 3, nr. 3)

· Andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge (§ 76, stk. 3, nr. 4)

Baggrunden for efterværnsmuligheden fremgår af SFI-undersøgelsen ”Fra anbringelse til efterværn” (se kilder). I resumeet af undersøgelsen slår de to forfattere fast: ”Unge, der forlader anbringelsessystemet, står med en lang række af problemer, som gør dem udsatte i overgangen til en selvstændig voksentilværelse. De unge har ofte problemer med manglende uddannelse og svag arbejdsmarkedstilknytning, de har svært ved at finde egnede boliger, flere mangler basale livsfærdigheder, de har spinkle netværk og har ofte sociale problemer. (…) Det tyder således på, at efterværnsindsatsen er væsentlig for at sikre, at de unge, og dermed hele den forudgående indsats, ikke tabes på gulvet.”