Holdninger til konflikten

Hvad mener befolkningen i Tjetjenien?

Lige siden Ivan den Grusommes (Ivan IV) forsøg på med militær magt at tvinge de kaukasiske bjergfolk ind i det russiske rige, har man ydet modstand i Tjetjenien. Og selvom mange civile borgere er trætte af krig, er der stadig stor modstand i civilbefolkningen mod de russiske tropper. Det skyldes for det første de mange mennesker - mellem 100.000 og 200.000 - der er blevet slået ihjel i løbet af de to krige, herunder stormen på hovedstaden Grosnij i 2000, hvor byen blev jævnet med jorden af de russiske bombardementer. Derudover skyldes det de omfattende menneskerettighedskrænkelser, russerne har begået under begge krige og det Moskva-indsatte tjetjenske styre fortsat begår. De nye generationer, der vokser op og kun kender til krig og 'udrensningsoperationer', er ofte lette at rekruttere til fortsat modstand. 

Hvad mener befolkningen i Rusland?

Størstedelen af Ruslands befolkning mener, at Tjetjenien er en naturlig del af Rusland. Russernes opfattelse af tjetjenerne er i det store hele negativ. I meningsmålingen "Russian Public Opinion" fra december 2002, som Fonden for Offentlig Mening (VTsIOM) stod bag (se kilder), oplyste 66 %, at de enten ikke brød sig om tjetjenere, ikke stolede på dem eller var decideret bange for dem. Den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial hævder, at den gængse russer ofte ikke skelner mellem separatisterne i Tjetjenien og normale, civile tjetjenere. I stedet er der en tendens til at anse tjetjenere for simple banditter. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Den amerikanske Ruslands-ekspert, Matthew Evangelista fra Cornell University i USA påpeger i sin bog "The Chechen Wars" fra 2002 (se kilder), at meningsmålinger i marts 1999 viste, at kun 1/3 af russerne mente, at Tjetjenien var en naturlig del af Den Russiske Føderation. Når den offentlige mening skiftede, skyldes det ikke mindst massiv påvirkning fra de statskontrollerede russiske medier. 

Hvilken rolle spiller de russiske medier?

I de russiske massemedier har der traditionelt været to meget forskellige billeder af tjetjenerne: Enten portrætteres tjetjenerne som noble riddere, der kæmper for deres hjemland mod de kolonialistiske russiske tropper. Det billede var især populært under den første Tjetjenien-krig. Eller også sker der en dæmonisering af tjetjenerne, eksempelvis ved udelukkende at fremstille tjetjenerne som banditter eller terrorister. Det har især været tilfældet efter en række bombeangreb mod beboelsesejendomme i Moskva og andre storbyer i sommeren 1999. Russerne hævder, at tjetjenske terrorister stod bag bomberne, men har aldrig fremlagt troværdige beviser. Tværtimod cirkulerer der med jævne mellemrum historier om, at det var den russiske sikkerhedstjeneste (FSB) selv, der sprængte ejendommene i luften for at skabe opbakning til den anden Tjetjenien-krig. Denne tolkning ser aktionen som et led i den på det tidspunkt netop udpegede ministerpræsident Vladimir Putins hårde kurs overfor tjetjenerne. En kurs, som var med til at sikre ham præsidentposten i 2000. 

Derudover har det negative Tjetjenien-billede været en udbredt tendens efter den anden Tjetjenien-krig og især efter gidselaffæren ved Dubrovka-teatret i Moskva i oktober 2002 og mod en skole i Beslan i 2004. Begge gidselaktioner var yderst blodige og vendte ikke blot den russiske opinion, men også en del af verdensopinionen imod den tjetjenske separatistbevægelse. 

En anden af årsagerne til det temmelig stereotype billede af tjetjenerne, der trives i den russiske befolkning, er den russiske presses begrænsede mulighed for at rapportere frit om forholdene i Tjetjenien. Den russiske statsmagt har fået lukket størstedelen af de oppositionelle russiske medier. Desuden har journalister, siden indførelsen af doktrinen om informationssikkerhed i september 2000, haft det meget svært ved at få indrejsetilladelse i Tjetjenien. Og når tilladelsen endelig kommer, er adgangen begrænset til officielt guidede ture. Interviews må for eksempel kun ske, hvis der er en militær embedsmand til stede. Desuden bestemmer loven, at man ikke må viderebringe budskaber fra personer, som myndighederne stempler som 'terrorister' - hvilket er en betegnelse, de russiske myndigheder benytter om alle, der kæmper for tjetjensk selvstændighed.

I meningsmålingen "Events in May as Seen by the Russians" fra maj måned 2003, som Fonden for Offentlig Mening stod bag (se kilder), oplyste hele 62 % af russerne dog, at de ønsker en forhandlingsløsning frem for en fortsættelse af de krigslignende tilstande. I en meningsmåling fra juli måned 2009, som Fonden for Offentlig Mening også stod bag (se kilder), mener 38 % af russerne, at Kaukasus-regionen er blevet yderligere stabiliseret og roligt, mens 59 % af russerne mener, at antallet af terrorangreb vil fortsætte med at stige og at konfrontationen mellem Kadyrov-styret og separatisterne vil fortsætte. 

Hvilken betydning har religion for Tjetjenien-konflikten?

Den radikale udgave af islam, wahabismen, har siden midten af halvfemserne spillet en afgørende rolle i forhold til radikaliseringen af Tjetjenien-konflikten.

Wahabismen, der er en streng og puritansk udlægning af islam, kom først til Tjetjenien i slutningen af Sovjettiden. Den spillede imidlertid ingen større rolle i den tjetjenske uafhængighedsbevægelse i starten af halvfemserne. Her var det stadig familie, klan, klasse og nationalitet, der var de afgørende faktorer, der bestemte hvem, man var loyal overfor og hvem, der besad autoritet. Først efter de russiske troppers tilbagetog i 1996 begyndte wahabismens indflydelse i landsbyerne at stige mærkbart, ikke mindst på grund af saudisk økonomisk støtte til udbygningen af konservative moskeer og koranskoler.

Selvom den tjetjenske oprørsleder Aslan Maskhadov, der i 1997 blev valgt til tjetjensk præsident, var fjendtligt indstillet overfor wahabismen, vovede han ikke et opgør med dens fortalere. I stedet forsøgte han at integrere de radikale islamister ved at inddrage klanlederen Sjamil Basajev i regeringen. Dette dæmpede dog ikke, men fremmede det kaos af kriminalitet og religiøs ekstremisme, som blev et kendetegn i den sidste del af hans regeringsperiode.

Imidlertid skal man passe på med ikke at overdrive de radikale islamisters rolle i Tjetjenien-konflikten. Som Anatol Lieven fra Carnegie Forskningscenter i Moskva udtrykker det, så er den russiske og islamiske propaganda enige om at fremhæve de islamiske hellige krigeres andel i Tjetjenien-krigenene. For selvom der under den anden Tjetjenien-krig var forbindelser mellem den internationale terrororganisation al-Qaeda og de tjetjenske oprørere, så var disse på ingen måde så omfattende, som Putin-regeringen og de radikale islamister ønsker at fremstille det. Forbindelsen mellem de radikal-islamistiske tjetjenske separatister og Taleban og al-Qaeda voksede dog støt under og efter den anden Tjetjenien-krig, ligesom den islamistiske retorik fylder mere og mere i de officielle bulletiner fra eksempelvis klan-lederen Doku Umarov og hjemmesiden kavkaz centre. 

At der er sket en islamisering af den tjetjenske identitet fra slutningen af 1990’erne og frem, bør dog ikke komme som nogen overraskelse. Dels er det en udvikling, som har fundet sted i mange lande i Kaukasus og i Centralasien, ligesom i Mellemøsten, hvor religion har fået stærkere indflydelse på det politiske og kulturelle liv. Dels har religionen historisk set været en måde at fastholde ens identitet på, når ens land er besat.

Som polakkerne greb efter katolicismen, da landet fra 1815 til 1918 var opdelt mellem Rusland, Østrig-Ungarn og Preussen, således greb tjetjenerne efter islam. 

Også Ramzan Kadyrovs styre har øget islamiseringen af det tjetjenske samfund. Kvinder uden slør bliver ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i stigende grad angrebet af såkaldte “moralske vogtere”, ofte medlemmer af Kadyrovs garde, og tvunget til at bære slør.