Tempelriddernes organisation og funktion

Hvordan var Tempelridderne organiserede?

Tempelridderne hørte under Tempelherreordenen, som var hierarkisk opbygget. Øverst befandt stormesteren sig - ordenens enevældige leder. Når en stormester var blevet valgt, bestred han posten til sin død. Ordenen nåede at have i alt 23 forskellige stormestre; den sidste var Jacques de Molay. Senechalen (drosten) var stormesterens stedfortræder.

Derudover var de overordnede stillinger:

  •  En gruppe seniorembedsmænd, som hjalp med at organisere og drive ordenen.
  •  Marskalen, som var ansvarlig for de militære dispositioner.
  •  Undermarskalen, der stod for fodfolket og udstyret.
  •  Standart-bæreren, som bar ordenens sort-hvide banner.
  •  Drapereren, som var ansvarlig for Tempelriddernes tøj. 

Dernæst fandtes kommandanter, der havde ansvaret for ordenens jordbesiddelser og ejendomme. Provinsmestre, der var ansvarlige for indtægter og rekruttering. Og endelig riddere, sergenter, præster, væbnere, fodfolk og tjenere.

Størstedelen af Tempelridderne var uuddannede analfabeter og tilhørte ikke adelen. 

Hvordan blev man optaget i Tempelherreordenen?

Tempelridderne blev rekrutteret forskellige steder i Europa, men hurtigt sendt til fronten i Det Hellige Land. Den konkrete optagelsesceremoni var hemmelig, og Tempelridderne blev ekskluderet, hvis de talte om den. Under ceremonien aflagde rekrutten et løfte om at leve i fattigdom, cølibat og lydighed over for Gud og stormesteren. Herefter overdrog han alt, hvad han ejede, til ordenen. 

Hvilken rolle spillede religionen for Tempelridderne?

Tempelridderne var en munkeorden. Der var dog ikke tale om en traditionel munkeorden med fokus på religiøs fordybelse og stille bøn. Ifølge “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) var Tempelridderne ikke boglige og optaget af åndelige spekulationer - for eksempel havde de meget ringe biblioteker af en middelalderorden at være. Derimod var Tempelridderne krigermunke, og de tjente Gud ved at bekæmpe kristendommens fjender med sværdet i hånd. Og netop på grund af deres stærke tro var de ifølge bogen “Mysteriet om Tempelridderne” (se kilder) ofte frygtløse. Kun et fåtal af Tempelridderne var præsteviede og var derfor ikke forhindrede i at tage liv. 

Hvad var Tempelriddernes militære regler?

Bernhard af Clairvaux var en karismatisk og magtfuld cisterciensermunk, som kendte nogle af de første Tempelriddere. På opfordring af Tempelriddernes grundlægger Hugues de Payens nedfældede han ridderordenens militære reglement, “De laude novae militiae ad Milites Templi” (Til det Nye Ridderskabs ære). Heri argumenterede Bernhard for, at det var Tempelriddernes pligt at dræbe for Kristus for at befri verden fra det onde. Han sondrede mellem manddrab, som var syndigt, og ‘malecidium’ - drabet på det onde - som ikke var en synd. Dette skrift var et vigtigt led i forsvaret for Tempelriddernes gerninger, og i deres udbredelse og anerkendelse.

Tidligere havde kirken haft et mere ambivalent forhold til krig og det at dræbe: På den ene side var det meget praktisk at kunne føre krig for at fremme sine interesser og erhverve sig nyt område eller for at tvangsomvende folkeslag, men på den anden side var det en synd at slå ihjel, selv i “det godes” sag, så efter hver krigshandling, skulle soldaterne gøre bod og faste. Dette blev dog gradvist mere besværligt i takt med, at slagene blev større og længere. Således blev ifølge hjemmesiden Battle of Hastings (se kilder) eksempelvis alle bueskytter i William Erobrerens hær fra slaget ved Hastings i 1066 - hvor normannerne erobrede England - idømt en kollektiv bodshandling, da det var umuligt at bestemme, hvem som havde dræbt hvor mange.

Da Urban 2. holdt den ovenfor nævnte korstogsprædiken i 1095, lagde han en ny kirkelig linje: Drab på de vantro (i dette tilfælde muslimerne) var ikke længere en synd, tværtimod, det kunne i sig selv være en salvende handling som kunne bøde ens synder. At deltage i et korstog og at dræbe de vantro man måtte møde undervejs blev således en måde at sone andre synder på, og grundlaget for Tempelordenens principper var hermed formuleret. 

Hvad var Tempelriddernes leveregler?

Bernard af Clairvaux forfattede desuden Tempelherrernes Latinske Regler, som beskrev alt fra optagelsen af novicer, straffe for dårlig opførsel til indtagelse af mad. For eksempel skulle brødrene spise to måltider om dagen i tavshed, og de måtte kun spise kød tre gange om ugen. Desuden var det ifølge reglerne tilladt for gifte mænd at tilslutte sig ordenen, så længe de havde deres hustrus tilladelse. Kønsligt samkvem mellem ægtefællerne var dog forbudt. Hvis en Tempelridder overtrådte reglerne, skulle han angre sin synd og gøre bod. Ifølge “Tempelriddernes hemmelige historie” (se kilder) kunne en broder blive smidt ud af ordenen, hvis han afslørede dens hemmeligheder, dræbte kristne, stjal, deserterede under kamp eller gjorde sig skyldig i sodomi (seksuel omgang med dyr). Blandt mindre kriminelle handlinger var at være ulydig, slå en anden broder, være sammen med en kvinde, angribe uden tilladelse eller give ordenens ejendele væk. 

Hvordan var Tempelridderne klædt?

Tempelridderne var stærkt armerede, og var mere ensartet uniformerede end mange styrker i sin samtid. Inderst bar de læder- eller fletrustning, og udover dette bar de en ringbrynje. Denne var tilføjet “strømper”, handsker og hætte, for at dække hele kroppen. Yderst bar de den berømte hvide kåbe. De havde ofte sko af jern og smedede handsker, de bar store malede skjolde, og på hovedet bar de en kegleformet hjelm med flad top og smalle øjenhuller. De var bevæbnet med lanse, stridskølle og tre knive - en daggert, en bred kniv og en lommekniv. I 1147 gav pave Eugenius III Tempelridderne tilladelse til at bære det brede røde kors, som de herefter bar på deres hvide, brune eller sorte kapper. Dette kors er særligt i sit design, da det har lige arme, men yderst på armene bredes det ud til en slags fod, eller serif. Med tiden blev designet på korset mere varieret, og mange kors med mere konkavt eller lineært udvidende arme blev brugt. Alle Tempelridderne var desuden kortklippede eller kronragede og lod skægget stå.