Hvor mange Tempelriddere var der?
Der hersker usikkerhed om Tempelriddernes antal, men ifølge bogen “Håndbog i hemmelige selskaber” (se kilder) havde ordenen omkring 20.000 riddere, da den var størst. På grund af det store behov for kæmpende riddere kunne nogle soldater desuden indtræde i ordenen for en begrænset periode og derefter vende tilbage til det verdslige liv. Dette blev mere almindeligt senere i Tempelherreordenens liv, i takt med at dens opgaver blev mere blandede, og særligt da man blev presset tilbage fra korsfarerstaterne.
Hvilke andre ordener fandtes i samtiden?
I kølvandet på korstogene stiftedes adskillige kristne ordener heriblandt Johanniterordenen - også kaldet Hospitalsridderne. Disse to mest magtfulde kristne grupper i området - Tempelridderne og Johanniterordenen - kæmpede flere gange sammen mod muslimerne. Men ifølge Wikipedia (se kilder) kom det også til blodige konfrontationer mellem de to kristne ordener, hvor mange riddere faldt på begge sider. Udover de to ordner stiftedes en tredje orden af tyske korsfarere, kaldet den Tyske Orden, eller den Teutoniske Orden, som stiftedes i Acre i Palæstina. Disse riddere blev op gennem 1200-tallet i stigende grad brugt til at beskytte det østlige og nordlige Europa, og blev fra 1230'erne vigtige for kristningen af Litauen og Polen. Ordenen eksisterer den dag i dag, men nu som en rent religiøs og velgørende organisation.
Hvor stor var Tempelriddernes militære magt?
Tempelridderne blev en elitestyrke i kampen mod muslimerne. De fik ansvaret for flere af korsfarerstaternes frontlinjer og ydre borge i Mellemøsten. Men ikke alene var Tempelridderne en essentiel faktor i forsvaret af korsfarerstaterne ifølge Wikipedia (se kilder) var de også en del af angrebsstyrkerne og deltog for eksempel i Jerusalems konge Amaury I’s invasion af Egypten i 1160’erne. Når de ikke kæmpede, byggede Tempelridderne store borganlæg for at styrke korsfarerstaternes modstandsdygtighed over for de muslimske naboer, ligesom de opførte en række rundkirker i forskellige riger. Rundkirkerne var en måde at slå to formål sammen: Alle de mindre lokalsamfund havde brug for en kirke, men hvis man byggede en muret, rund kirke med kun små skydeskår i stedet for vinduer, så kunne den også bruges til at forskanse byens borgere sikkert mod invasionsstyrker, og den kunne relativt let holde stand i flere dage. På grund af deres store militære magt fik Tempelherreordenen ifølge “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) mange beføjelser af konger og fyrster.
Hvor stor var Tempelriddernes økonomiske magt?
En af de beføjelser, Tempelherrerne fik, var, at de måtte indkræve skatter og tiende (afgifter) i de områder, de vogtede over. Desuden modtog de mange donationer - jord, bygninger og penge - fra konger og adelsmænd i korsfarerstaterne og i Europa, som ønskede at støtte beskyttelsen af Det Hellige Land. Som tiden gik oparbejdede ordenen en stor formue, og herefter begyndte den at fungere som en form for bank.
Tempelherreordenen lånte penge ud til klækkelige renter - ifølge bogen “Håndbog i hemmelige selskaber” (se kilder) tog de i visse tilfælde op til 60 procent i rente. Desuden oprettede de et system, hvor købmænd og pilgrimme inden afrejse kunne deponere deres penge eller varer hos ordenen i ét land. Vedkommende fik et kreditdokument, som derefter kunne indløses hos ordenen i et andet land, når den rejsende nåede frem - naturligvis mod en klækkelig rente. Disse tidlige former for rejsechecks var et effektivt værn mod røvere. For at kreditdokumenterne ikke skulle kunne forfalskes - man kunne jo ikke bare ringe og checke - var de krypterede, altså skrevet i kode. Dette har naturligvis ikke mindsket ordenens ry som værende hemmelighedsfuld og fordækt. Visse historikere mener, at krypteringen har været baseret på malteserkorset, et kors som blandt andet ses i bomærket hos malteserordenen.
Tempelherreordenen udvidede løbende sine finansielle interesser, og begyndte således også at udlåne penge til adelen i Europa, og de fungerede efterhånden som en ganske effektiv bank. Fra midten af 1200-tallet administrerede ordenen tilmed den franske konges skatkammer.
Hvilken kritik mødte Tempelridderne?
Tempelridderne blev i samtiden kritiseret for deres krigeriske adfærd, da mange ifølge “Mysteriet om Tempelridderne” (se kilder) havde den opfattelse, at det var imod Guds ord at kæmpe med våben. I 1207 udstedte pave Innocens III desuden skrivelsen “Om Tempelherrernes Stolthed”, der kritiserede Tempelherreordenen for at misbruge de privilegier, pavens forgængere havde tildelt dem. Endelig opstod der fra slutningen af 1200-tallet kritik af ordenens rigdom - en rigdom, som samtiden ifølge “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) havde interesse i at overdrive voldsomt. Mange konger og fyrster kunne styrke deres egen position ved at give Tempelherreordenen skylden for folkenes armod, da de jo ganske rigtigt administrerede store værdier, og at de ikke ejede nær så meget var ikke altid lige relevant for fortællingen.
Hvorfor blev Tempelherreordenen opløst?
I 1187 faldt Jerusalem i muslimernes hænder, og i løbet af 1200-tallet forværredes de kristnes situation i Det Hellige Land. Tempelridderne kæmpede stadig i området, men uden megen succes. I 1291 blev Tempelriddernes sidste bastion i Det Hellige Land erobret. Ifølge bogen “Tempelriddernes hemmelige historie” (se kilder) blussede kritikken af ordenens rigdom, fiaskoer, arrogance og rivaliseringer med andre ordener derefter op.
Ifølge bogen blev 5.000 Tempelriddere - heriblandt stormesten Jacques de Molay - arresteret i Frankrig fredag den 13. oktober 1307 på opfordring af den franske konge Filip IV med tilnavnet “Den Smukke”. Anklagen lød på kætteri, homoseksualitet og fornægtelse af Kristus - dette var almindelige anklager dengang, selvom de i dag lyder ret tåbelige. Stormesteren og flere end 500 brødre tilstod - formentlig under tortur. Dem, der senere trak tilståelsen tilbage, blev brændt: 54 Tempelriddere i 1310 og stormesteren selv i 1314. Ifølge legenden forbandede stormesteren Jacques de Molay både kong Filip og pave Clemens, da han blev brændt på bålet, og han udtalte, at han ville stille dem for Herrens domstol inden et år var gået. Hvorvidt dette er sandt, eller blot en skrøne, er umuligt at sige, men sikkert er det i hvert fald, at kong Filip og pave Clemens var døde inden året var omme.
Fra 1307 til 1312 førte pave Clemens V en retssag mod Tempelherreordenen, hvorefter han i 1312 lod ordenen tvangsopløse. Ifølge Wikipedia og “Tempelriddernes hemmelige historie” (se kilder) handlede opløsningen af Tempelridderne i virkeligheden om, at den gældsatte og skruppelløse konge Filip den Smukke ønskede at få kontrollen over ordenens bankforretning og formue. Meget store dele af hans gæld var til lige netop Tempelherreordenen, og den stammede til dels fra finansieringen af en krig, han havde ført mod England i årene 1294 –1303. Han øjnede således en chance for at få sin gæld til at forsvinde, hvis det kunne lykkes ham at få ordenen opløst. Det bevirkede da også en kortvarig styrkelse af den franske trones økonomiske situation.