Dødssynderne i kulturen

Hvilke bøger beskriver dødssynderne?

Mange af de store værker i litteraturhistorien beskriver De syv dødssynder indgående, og adskillige findes oversat til dansk. Et af de første vigtige værker er bogen “Den Guddommelige Komedie” fra begyndelsen af 1300-tallet af den italienske forfatter Dante Alighieri. Det er et episk digt, altså en lang og dramatisk fortælling, om digterens gennemrejse af helvede, skærslden og himlen. I første bind beskriver han ni forskellige cirkler af helvede.

Der er en beskrivelse af De syv dødssynder i Geoffrey Chaucers samling af historier ligeledes fra begyndelsen af 1300-tallet, “Canterbury-fortællinger”. I historien om Sognepræsten gennemgås det dydige liv, og alle De syv dødssynder beskrives efter tur.

Thomas Aquinas var en italiensk teolog som udgav flere betænkninger om religion og Gud. Hans værk om synder fra 1271 hedder “Om ondskaben”, og han har også skrevet en tilsvarende diskussion om dyder fra 1272 som hedder “Om Dyder”.

Den store engelske Digter John Milton har lavet en genfortælling af Syndefaldet i fortællingen “Det Tabte Paradis” fra 1668, i hvilken begrebet synd bliver beskrevet indgående, og denne bog ligger sammen med Dante og Aquinas i dag til grund for et flertal af katolikkers opfattelse af syndsbegrebet.

En moderne bogserie om dødssynderne er “Seven Deadly Sins”. Den er udgivet i syv bind - et per dødssynd. (Se kilder).

Hvilken kunst og musik bruger dødssynderne?

Anna Olivia Kristiansen skabte i 2004 en skulpturserie over de syv dødssynder. Billedet viser vrede height=
Anna Olivia Kristiansen skabte i 2004 en skulpturserie over de
syv dødssynder i keramik. Billedet viser vrede.
Foto: Privatfoto

Den hollandske maler Hieronymus Bosch malede i 1485 det store værk “De syv dødssynder og de fire sidste ting”, som er centreret om et hjul, hvor en meget detaljeret skildring af synderne går i en evig ring.

Det tyske komponist/forfatter-par Kurt Weil og Bertolt Brecht skrev tematiske syngespil og operaer om forskellige temaer. En af disse operaer fra 1933 omhandler De syv dødssynder og hedder “Die sieben Todsünden”. Stykket er på tysk.

Den amerikanske cabaret/rockgruppe Tiger Lillies har i dette årtusinde lavet to temaplader om De syv dødssynder. Den første plade er fra 2004 og hedder “Punch and Judy”, og den blev også sat op som pantomimeteater. Den næste er pladen “7 Deadly Sins” fra 2008.

Den danske rapper LOCs dobbeltplade “Melankolia / XXX Couture” fra 2008 beskriver De syv dødssynder i rækkefølge to gange; på første plade set gennem den melankolske og angrende synders øjne, og dernæst på anden plade gennem den populærkulturelle glansbilledversion af synd som noget godt. 

Hvor optræder dødssynderne i film og tv?

Dødssynderne optræder ofte som et billede eller symbol. Der er dog også en del tilfælde, hvor de indgår som et centralt tema. Blandt andet filmen “Bedazzled” fra 1967 med Raquel Welsh og Peter Cook, som er genindspillet i år 2000 med Brendan Frazier og Elizabeth Hurley. I denne film bliver en kikset ung mand tilbudt syv ønsker af en djævel, og det ender med, at alle disse ønsker kommer til at repræsentere ham på en forfærdelig måde, hvor han skridt for skridt gennemlever forskellige bagsider af de fleste af De syv dødssynder.

Filmen “Seven”, som også skrives “Se7en” fra 1995 med Brad Pitt og Morgan Freeman er en af de mest kendte moderne fremstillinger af De syv dødssynder. Freeman og Pitt spiller politimænd, som skal fange en seriemorder, der begynder at myrde tilfældige efter et mønster, hvor ofrene har forbrudt sig mod dødssynderne. Det er således politiets opgave at fange morderen, inden han får myrdet alle syv ofre.

Den norske komiker, musiker og tv-vært Kristopher Schau skabte i 2007 serien “De Syv Dødssynder” til norsk TV2, hvor han i løbet af otte afsnit forsøger at gennemleve hver af de syv synder for i sidste afsnit at opnå frelse. Showet skabte en del opstand i Norge, da der indgår ganske kontroversielle scener, og fordi Norge har en ganske stor del af evangelisk kristne indbyggere.