Hvilken rolle spillede kunstneren i Symbolismen?
I Symbolismen spillede kunstneren rollen som outsider i forhold til det øvrige samfund, men - i egne øjne - en guddommelig outsider med mystiske og fantastiske kræfter. I bogen “Sjælebilleder” (se kilder) beskrives Symbolismens særlige syn på kunstneren: “Kunstneren blev derfor som i Romantikken en særlig udvalgt, en profet, der ved at distancere sig fra den materielle verden, og i sin yderste konsekvens vende verden ryggen og gå i kloster, kunne dyrke sine sanser og syner”. Kunstneren dyrkes - og dyrker sig selv - som en visionær, en seer, der i glimt kan opnå en særlig, anelsesfuld indsigt i en skjult sammenhæng. Det glade budskab kan så gennem kunstnerens produktioner formidles videre til de tonedøve indbyggere i den moderne verden.
Hvordan var kunstnerens forhold til samfundets dominerende klasser?
I Symbolismen ses kunstneren som et helt særligt individ, der står uden for samfundet og kan fornemme og forstærke sammenhænge, der ikke kan registreres af resten af verden.Dette syn på kunstneren og hans kunst deler Symbolismen med Romantikken fra starten af 1800-tallet. Der er dog en væsentlig forskel. I Romantikken var kunstnerens vigtigste publikum - og marked - borgerskabet, der stormede fremad i den første del af 1800-tallet. Kunstneren satte ord på tanker og idéer, der var vigtige for tidens borgerskab, eksempelvis på forestillinger om nationen og den nationale historie. I Symbolismen - små hundrede år senere - var borgerskabets værdier altdominerende, og det havde derfor ikke længere brug for kunstneren som talerør for dets værdier. Man kan sige, at kunstneren blev ‘fyret’ af det pengestærke borgerskab, der ikke længere havde brug for kunstnerens kunst. Men udviklingen gik begge veje. I takt med, at kunstneren i stigende grad vendte blikket bort fra borgerskabets håndgribelige verden og bevidst fokuserede på vanskeligt tilgængelige områder, fyrer kunstneren i ligeså høj grad sit pengestærke publikum. Kunstneren producerer nu primært for sig selv og for kunstens egen skyld. Han tænker ikke længere på, om et eventuelt publikum vil forstå hans kunst. Kun ligesindede “ånder” kan forstå og følge ham i himmelflugten.
(Se endvidere Faktalinket om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud samt om Romantikken)
Hvilken rolle spillede religionen for Symbolismens kunstnere?
De allerfleste af Symbolismens kunstnere var religiøse, men det var en konfliktpræget religiøsitet. Symbolisterne tog generelt afstand fra Naturalismens verdensbillede - et verdensbillede, hvor virkeligheden var, hvad der kunne måles og vejes, og hvor kristendommen var sat under voldsom beskydning. For de symbolistiske kunstnere var ‘Det Moderne Gennembrud’ også blevet et sammenbrud af den gamle verdens idealer og værdier. Naturalismens altdominerende kodeks var videnskabelighed og trang til opgør med de snærende religiøse bånd. På den baggrund længtes symbolisterne efter åndelighed og sjælelig fordybelse. De opgav ofte at søge helhed og sammenhæng i den moderne verden og søgte i stedet indad og mod Kunsten: Mod en anden, spirituel helhed. Hvor naturalisterne følte sig begrænset af kristendommen, følte de efterfølgende symbolister sig begrænset af forgængernes åndløse tilgang til virkeligheden.
Symbolisterne havde et behov for, at verden skulle bestå af andet og mere, end hvad øjet kunne se.
(Se endvidere Faktalinket om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud samt om Romantikken)
Hvilke forfattere var særligt toneangivende i Symbolismen?
Den franske digter Charles Baudelaire udtrykker Symbolismens behov for en verden, der rummer andet og mere, end hvad der umiddelbart kan opfattes med sanserne.
Symbolismen markerer dermed på mange måder en tilbagevenden til Romantikkens idealer. Men hvor Romantikken grundlæggende fandt poesien i ‘det gode, det sande og det skønne’, indoptager Symbolismen også storbyen og det hæslige som inspirationskilde. Et motto for Baudelaire var derfor: “Intet er så opflammende for den kunstneriske fantasi som et møde med hæsligheden”. I digtet forvandles virkeligheden til et symbol for den bagvedliggende åndelige virkelighed. De symbolistiske digtere brugte sproget på en ekspressiv, absurd og associerende måde for at forsøge at nå denne virkelighed. Nogle af de forfattere, som var særligt toneangivende i Symbolismen, var:
- Charles Baudelaire: Den franske digter står som stamfader til den symbolistiske digtning.
- Paul Verlaine: Den franske poet videreudvikler den symbolistiske æstetik.
- Stéphane Mallarmé: Den franske digter og kunstkritiker formede en stor del af Symbolismen ved blandt andet at trække tunge veksler på den kunstneriske arv fra Baudelaire.
- Arthur Rimbaud: Den franske digter blev med sin produktion og sin livsførelse indbegrebet af grænseoverskridende Symbolisme.
Hvilken særlig rolle spillede Arthur Rimbaud?
Udover den verdensfjerne og indadvendte kunstnertype spillede også den rebelske kunstner en vigtig rolle i Symbolismen: som oprører mod det kendte samfund og som opdagelsesrejsende i det ukendte. Denne kunstnertype blev legemliggjort i den unge, franske digter Arthur Rimbauds knaldperle af et forfatterskab. Hos Rimbaud smeltede liv og kunst sammen i en voldsom og konstant eksperimenterende rejse på kanten af samfundets kendte normer. Som bare 17-årig rejste Rimbaud, der allerede havde slået sit navn fast som en vilter, ofte chokerende og ubetinget intelligent figur og poetisk begavelse, til Paris, hvor han mødte en af de centrale symbolistiske digtere, Paul Verlaine. De indledte et stormfuldt kærlighedsforhold og levede et liv som digter-vagabonder på en heftig cocktail af hash, stærk spiritus og grænseoverskridende impulsivitet. De opskræmte her de parisiske litteraturcirkler, hvor især Rimbaud - med meget tarveligt tøj, langt, fedtet hår og arrogant, larmende opførsel - skabte opstandelse.
Deres forhold nåede en dramatisk kulmination, da Verlaine i et skænderi affyrede to skud mod Rimbaud, der dog slap med et lettere skudsår i hånden. Verlaine blev sendt to år i fængsel, og i mellemtiden færdiggjorde Rimbaud digtsamlingen “Une Saison en Enfer” (da. “En årstid i helvede” ) i 1873, der siden er blevet betegnet som skelsættende for Symbolismen. Da Verlaine blev løsladt, havde Rimbaud besluttet at holde op med at skrive. I stedet rejste den altid rastløse Rimbaud rundt i Europa - oftest til fods - og til en række fjerne kolonier. Her tjente han blandt andet en mindre formue som våbensmugler. I 1891 blev han imidlertid ramt af en alvorlig infektion, der tvang ham til at vende tilbage til Frankrig, hvor han døde senere samme år i en alder af 37 år.
Hvilke billedkunstnere var særligt toneangivende i Symbolismen?
Frankrig, Holland og Belgien var hovedcentre i den symbolistiske malerkunst. En række kunstnere bevægede sig i 1880’erne væk fra Naturalismens dominerende kunstideal - Impressionismen - der havde søgt at gengive det sansede indtryk af virkeligheden. I stedet var det følelser, stemninger og eksistentielle spørgsmål, der nu var på dagsordenen. Disse kunstnere blev betegnet ‘post-impressionister’, og nogle af dem blev centrale for Symbolismens billedkunst. Generelt kan man sige, at de fortolkede og strukturerede det sete frem for at gengive det naturalistisk, og deres kunstneriske praksis pegede derfor frem mod Symbolismen. De symbolistiske kunstnere ville nemlig udtrykke en idé ved hjælp af symboler. De opfattede selve virkeligheden som et symbol på en anden, højere virkelighed. Formerne og farverne har altså en symbolsk betydning, eksempelvis har en genstand i et symbolistisk billede ikke nødvendigvis den farve, som den har i virkeligheden. Den har fået den farve, som kunstneren føler er den rigtige. Blandt de mest markante af denne strømnings kunstnere var:
- Paul Cézanne (1839-1906): Den franske billedkunstner ville skabe noget fast og varigt af impressionismens til tider flygtige virkelighedsgengivelse og fremstillede derfor naturen ved hjælp af en række simple, uforanderlige, geometriske figurer som cylinderen, kuglen og keglen.
- Vincent van Gogh: Den hollandske kunstner udviklede i Sydfrankrig sin personlige stil med lyse, klare farver og brede penselstrøg, hvor hans foretrukne motiver var landskaber, portrætter og interiører. Han solgte kun ét eneste billede i sit liv, men i eftertiden er han blevet anerkendt som en af de mest betydningsfulde kunstnere.
- Paul Gaugain: Den franske kunstner var gift med danske Mette Gad og havde et stormfuldt venskab med van Gogh. Hans stil var kendetegnet af flader og enkle former, adskilt af kraftige konturer. Han brugte sine klare farver på en meget symbolistisk facon, hvilket vil sige, at de ikke umiddelbart har en forbindelse til den sansede virkelighed.
- Edvard Munch: I sine malerier er den norske billedkunstner først og fremmest optaget af at sætte billeder på sit eget eksistentielle drama, sin angst, i temaer med kærlighed, frygt, død og melankoli. I 1883 malede han det berømte maleri “Skriget”, der siden hen er blevet et ikon for eksistentiel angst og i dag er gledet ind som et velkendt symbol i massekulturen.