Startskuddet i Europa

Hvordan begyndte surrealismen?

Den franske forfatter André Breton, som frem til begyndelsen af 1920’erne var en aktiv kunstner inden for den franske dada-bevægelse, skrev i 1924 sammen med vennen Philippe Soupault (1897-1990) det surrealistiske manifest, “Manifeste du surréalisme”, der opfattes som grundstenen i surrealismen. Manifestet vender sig mod realismens autentiske og konkrete udtryk og hylder i stedet tankens egentlige funktion uden nogen form for kontrol af fornuften. Det surrealistiske manifest var skrevet med litteraturen for øje, men tankerne blev senere overført til andre kunstarter som for eksempel billedkunst, teater og film. Breton indførte begrebet surrealisme for at beskrive sin egen og forfatterkollegaernes litterære og kunstneriske virke siden 1919.

Det egentlige startskud til surrealismen fandt sted med grundlæggelsen af tidsskriftet “Littérature” i 1919. Også her var Breton foregangsmand, og tidsskriftet blev samlingspunkt for den form for litterære eksperimenter, der i 1924 udviklede sig til den egentlige surrealisme. Der skulle dog gå et helt år, før billedkunsten officielt blev en del af den nye og unge surrealistiske avantgarde i Paris. Det skete med Bretons værk “Surrealismen og maleriet” fra 1925, hvor maleriet, fotografiet og skulpturen blev tilpasset surrealismens vision. 

Hvad var målet med surrealismen?

Målet med surrealismen stod ganske klart for kunstnergruppen omkring André Breton og tidsskriftet “Littérature”. De ønskede at sætte fantasien fri og undergrave den rationelle måde, bevidstheden arbejdede på, i håbet om at forandre menneskets liv. Denne frigørelse af fantasien skulle skabe en ny verden, der gjorde op med det etablerede samfunds fornuft, normer og værdier. Drømmenes sande væsen skulle udforskes gennem Freuds teorier om det ubevidste. Bretons tanker om en fri og nyskabende kunst udsprang af idéen om, at kunsten skulle udgøre en ren automatisk handling, hvor både de visuelle og tekstuelle billeder skulle flyde frit fra fantasien uden nogen kontrol fra hverken kunstnerens fornuft eller logiske tankegang.

Surrealisternes spontane billeddyrkelse skulle ifølge Breton opfattes som et værktøj til at skabe en ny og forbedret verden, hvor to tilsyneladende modstridende tilstande - virkelighed og drøm - blev forenet til én absolut virkelighed. 

Hvordan udviklede surrealismen sig inden for litteratur?

Den surrealistiske poesi og litteratur havde dybe rødder i Freuds teorier om det ukendte, og det var netop gennem underbevidstheden og de menneskelige drifter, at digterne forsøgte at åbne for drømmeverdenen.

Surrealisterne forsøgte gennem sproget og de sproglige billeder at genfinde en dybere mening med både mennesket, samfundet og kulturen. For surrealisterne var det ikke selve værket, der var det væsentlige, men nærmere den kunstneriske proces, der lå bag værket.

De surrealistiske digtere arbejdede først og fremmest ud fra en litterær og poetisk surrealisme, der havde til hensigt at befri fantasien. Midlet til denne frigørelse var ‘automatskrift’, hvor det gjaldt om at give frit løb for tankerne uden fornuftsmæssig, æstetisk eller moralsk hensyntagen. Automatskriften var et oprør mod hidtil gældende rationalitet og formkonvention inden for litteratur, og den blev af surrealisterne opfattet som et redskab til at opnå en bestemt tilstand, hvor skriften blev talerør for underbevidstheden. Med udgangspunkt i billedsproget handlede det for surrealisterne om at skabe fortællinger fra underbevidstheden. Det medførte uventede og absurde sammenhænge - et udtryk som ikke alene gjaldt for litteraturen, men også for de andre kunstarter inden for surrealismen. 

Hvordan udviklede surrealismen sig inden for billedkunst?

Det var først og fremmest gennem billedkunsten, at surrealismen fik sit gennembrud og nåede ud til et bredt publikum. De surrealistiske malere gjorde lige som forfatterne brug af tilfældighedernes udtryk og sammenhæng. De første spæde værker kom til verden gennem ‘automattegning’, hvor en blækklat blev trukket frem og tilbage hen over et stykke papir, alt imens kunstneren befandt sig i en trancelignende sindstilstand.

Billedkunstnerne søgte dog hurtigt nye veje, og det surrealistiske udtryk delte sig i to retninger, den figurative og den organiske:

  • Den figurative retning repræsenteres af værker, hvor genkendelige genstande udformes med næsten fotografisk nøjagtighed, mens de anbringes i overraskende konstellationer og absurde miljøer. De figurative malere skildrede drømmen ud fra collagen og collage-teknikker, hvor elementer fra virkeligheden mødes i overraskende og chokerende konstellationer. De mest populære surrealistiske malere findes i den figurative genre.
  • Den organiske retning udfoldede sig i et mere abstrakt billedsprog, hvor grænserne mellem de skildrede genstande flød sammen i en kaotisk helhed. Kunstnerne var interesserede i at skabe værker, der ligesom automatskriften var opstået uden for kunstnerens egen vilje. Denne form for tilfældighed mundede ud i abstrakte værker, hvor kunstnerne kunne undgå at foretage et bevidst valg om værkets motiv. Tilfældigheden var selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for i virkeligheden lod de abstrakte malere bevidstheden skabe former ud fra tilfældige streger og figurer under automattegningen til sidst i processen. Hos de abstrakte malere var processen i billedskabelsen vigtigere end selve værket. 

Fælles for alle billedkunstnerne var, at de ønskede at opnå en komplet frigørelse af underbevidstheden, så de kunne stå på sidelinjen som tilskuere og betragte deres værker blive til.