Centrale kunstnere i surrealismen

Hvilke billedkunstnere var toneangivende inden for surrealismen?

Den første surrealistiske udstilling fandt sted i Paris i 1925, hvor blandt andet malere som Hans Arp (1887-1966), Joan Miró (1893-1983) og Max Ernst (1891-1976) var repræsenteret. De senere så kendte og betydningsfulde malere som René Magritte (1898-1967) og Salvador Dalí (1904-1989) havde på daværende tidspunkt endnu ikke sluttet sig til den surrealistiske bevægelse. De to sidstnævnte kunstnere er, sammen med Max Ernst, de mest kendte repræsentanter for den figurative kunst.

Salvador Dalí er den billedkunstner, der populært sættes i forbindelse med surrealismens figurative retning. Hans værker dikterede Freuds teorier om det ubevidste i et forsøg på at skildre drømmenes inderste væsen. Dalí opnåede stor anerkendelse, og hans værker er i dag indbegrebet af surrealisme.

Kvinde betragter billede af Magritte
Kvinde betragter billede af Réné Magritte på
en udstilling på Louisiana.
Foto: Lars Poulsen/Polfoto  

Malere som Max Ernst og René Magritte tilhørte også den figurative retning. Ernst havde en fortid i den eksperimenterende dada-bevægelse og malede drømmeagtige og foruroligende visioner, mens Magritte udtrykte en mere ironisk og humoristisk surrealisme, hvor objekter, mennesker og ord skildres i paradoksale og absurde situationer på billedfladen.

Kunstnere som André Masson og Joan Miró skabte til gengæld organiske og abstrakte billeder inspireret af automatskriften. Miró arbejdede med en primitiv gengivelse af figurer og genstande og kraftige farveflader i sine fantasifulde billeder, der nærmer sig abstrakt maleri. 

Hvilke forfattere var toneangivende inden for surrealismen?

André Breton og Louis Aragon (1897-1982) var de egentlige forgangsmænd for surrealismen. De startede tidsskriftet “Littérature” i 1919, hvor de dyrkede automatskriften, der markerede surrealismens gennembrud. Senere måtte de to forfatteres veje skilles, da Breton forkastede det politiske kommunistiske projekt, mens Aragon forblev tro mod kommunismen.

Paul Éluard (1895-1952) tilhørte kredsen omkring Breton. Hans digte havde dog ikke rod i den kaotiske automatskrift, men derimod var hans poesi bevidst konstrueret og skrevet ud fra en udflydende og drømmeagtig logik. En anden surrealistisk forfatter, Jules Supervielle (1884-1960), dyrkede fantasien og eventyret i fortællingen. Han bevægede sig mellem stort og småt, nært og fjernt og ophævede tid og rum på tværs af alle grænser. To andre forfattere, Robert Denos (1900-1945) og Benjamin Péret (1899-1959), var dybt forankrede i surrealismens drømmeflugt, og de dyrkede om nogen den frie fantasi uden fornuftens snærende bånd og bragte poesien til verden gennem hypnoselignende tilstande.