Hvordan vil ekstremsporten udvikle sig?
Det kræver ofte store pengesummer, hvis man skal gennemføre andre typer af ekstremsports-discipliner, f.eks. bestigning af uberørte bjerge i forbindelse med heliskiing, og derfor bliver et ekstremsports-projekt ofte fulgt og sponsoreret af medier og virksomheder. I en tid med økonomisk nedgang vil man derfor også inden for ekstremsport se en tendens til færre projekter af den mest vovede slags, da økonomien bliver en begrænsende faktor. Til gengæld kan man forestille sig, at mere folkelige og bredt anlagte ekstremsports-aktiviteter vil vinde frem og at der vil udvikle sig nye former for aktiviteter, som ligger på kanten af det, der kan defineres som ekstremsport og er kendetegnet ved at have en række subkulturelle træk. Et eksempel herpå er bevægelseskunsten parkour, der inden for de senere år er blevet populær blandt unge, både i Danmark og udlandet. Parkour går ud på at bevæge sig fra A til B, ofte i et byområde med bygninger, gelændere og vægge, ved hjælp af spring og bevægelse. Udøverne tager ofte vovede og udfordrende genveje og bruger vægge, facader og forhøjninger til fremdrift. Hvorvidt parkour er en ekstremsport kan diskuteres, men farligt er det, når udøverne springer gennem byerne, både højt og lavt. I august 2007 åbnede en af Verdens første parkour-parker på Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse (se kilder), og i Odense har parkour-udøverne ligeledes mulighed for at træne på parkour-banen, der åbnede i den fynske hovedstad i 2009.
Bliver ekstremsport tilgængeligt for alle?
Det er tænkeligt, at ’ekstremsport light’ vil brede sig ind i massekulturen som en del af det store udbud af rejse- og friluftsaktiviteter, som er tilgængeligt for de fleste. Der arrangeres allerede i dag et utal af rejser, hvor turister kan få et “ekstremsport-kick” i moderate og kontrollerede former for aktiviteter, som kan betegnes som en slags ’turist-udgave’ af ekstremsport. Det kan være bungee jump fra en bro, whitewater rafting med guide eller faldskærmsudspring, hvor man springer med en instruktør. Det er ikke ufarligt, men bliver dog afholdt inden for nogle rammer, der øger sikkerheden væsentligt i forhold til klassisk ekstremsport. Ekstremsport – eller smagsprøver på det – er således tilgængeligt for ’almindelige’ mennesker, og disse tilbud kan ses som en variant inden for det stigende udbud af aktiv ferie-tilbud.
Hvad sker der, hvis det ekstreme bliver tilgængeligt for de fleste?
I forhold til udholdenhedsdisciplinerne vil man angiveligt se flere og flere kaste sig ud i såkaldte ultraløb eller adventure race. Da Dansk Atletik i 2008 valgte at indføre DM (officielle danske mesterskaber) i 100 kilometer løb og 24-timers løb, var det samtidig en anerkendelse af de lange distancer som reelle atletikdiscipliner, ligesom f.eks. maratonløb. Et af argumenterne for at afholde DM i de to lange distancer var, at man ønskede at imødekomme en gruppe løbere, som talmæssigt er i vækst (se kilder).
Mens maratonløb er blevet populært blandt motionister, er det straks vanskeligere at træne op til og gennemføre et løb på 250 kilometer i ørkenen. Man skiller sig ikke længere ud ved at have løbet et maraton, så hvis motivationen ligger i at have præsteret noget særligt, vil det kræve endnu mere end 42 kilometers løb. I radioprogrammet Apropos... Krop og ekstremsport siger professor Hans Bonde at “det ekstreme udhuler sig selv i det øjeblik, det bliver kollektivt.” Hvis alle dyrker det ekstreme, er det på sin vis ikke længere ekstremt, for det ekstreme er jo netop ekstremt målt i forhold til gennemsnittet eller det normale. Dermed vil jagten på det virkelig ekstreme være sat ind, og det bliver, som Hans Bonde siger “ekstremt i dobbelt potens.”
Et eksempel på denne tendens ses i USA, hvor forskere de senere år har arbejdet intenst på at udvikle udstyr til et såkaldt space dive, hvor faldskærmsudspringet foregår fra rummet med kurs mod og landing på jorden. Det lyder vildt, men ifølge rygterne skulle det kunne lade sig gøre i 2011. Bliver det muligt, kan man sige, at det ekstreme igen har overgået sig selv.