Hvor ekstremt kan det blive?
Når en ironman ikke længere er udfordrende nok, eller det ikke giver et tilstrækkeligt kick at springe ud med faldskærm fra fly, udvikler ekstremsporten sig til at blive endnu mere ekstrem. Når udøverne allerede har bevist, at de kan træne sig op til og gennemføre et løb på 100 kilometer gennem ørkenen eller har vist, at de har modet til at springe ud fra en bro med en elastik om benet, så går jagten ind efter større og vildere udfordringer.
Inden for udholdenhed finder man f.eks. ekstreme distancer i triatlonkonkurrencer, hvor Deca Ironman Triathlon er den længste. Deltagerne skal igennem 10 gange ironman, som hver især består af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og afslutningsvis en maraton, som består af 42 kilometer og 195 meter løb. De distancer skal altså ganges med 10 for at være en Deca Ironman. I Monterrey, Mexico, afholdes en sådan konkurrence, hvor deltagerne hver dag over 10 dage skal gennemføre én ironman.
Der er en enkelt gang afholdt en konkurrence i Double Deca Ironman Triathlon. I Monterrey i 1998 gennemførte deltagerne således 20 gange ironman-distancen, svarende til 76 kilometer svømning, 3600 kilometer cykling og 844 kilometer løb. Litaueren Vidmantas Urbonas var hurtigst med en tid på 437 timer, 21 minutter og 40 sekunder.
En anden måde at udfordre kroppen på er ved at være fysisk aktiv under ekstreme vejrforhold. Et af de mest ekstreme ultraløb i verden hedder Badwater Ultramarathon. Løbet afholdes hver sommer og strækker sig over 217 km gennem ekstrem ørkenvarme i Death Valley, Californien. (Se kilder).
Inden for de grene af ekstremsport, som i højere grad er forbundet med risiko og spænding, bliver der også søgt og afprøvet grænser. F.eks. forsøger udøvere af basejumping at springe fra så høje eller lave punkter som muligt, mens bungeejumping også helst skal foregå fra de højeste broer i verden.
Hvor stor er risikoen ved at dyrke ekstremsport?
Ekstremsport er ekstremt, fordi kroppen presses til det yderste. Derfor er der en væsentlig højere risiko for uheld og dødsfald ved de fleste former for ekstremsport, end man ser i andre former for idræts- og sportsaktiviteter. Det er ikke ufarligt at udsætte kroppen for et løb på flere hundrede kilometer, og ved de fleste ultraløb er der deltagere, som må give op, fordi kroppen ikke kan holde til strabadserne. Der er ingen regler for, hvornår deltagerne skal tages ud af løbene, og derfor ser man til tider løbere kollapse midt i løbet. Ved de officielle løb er der dog altid lægehjælp, så deltagerne straks kan komme under behandling.
Men det er ikke kun i udholdenhedsdisciplinerne, at deltagerne sætter livet på spil. Hvert år dør vovehalse i forsøget på at bryde grænser, f.eks. menes basejumping at kræve 5-15 dødsofre hvert år (se kilder), og der findes også bjergbestigere, der i bestræbelserne på at nå verdens højeste bjergtoppe har måtte give fortabt og er døde af kulde eller anstrengelser under de barske forhold.