Hvornår begyndte romaerne at organisere sig politisk?
Allerede før Anden Verdenskrig begyndte romaerne at organisere sig politisk - i første omgang med inspiration i den zionistiske opbygning af et jødisk hjemland i Palæstina. Blandt andet lancerede en selvudnævnt polsk romakonge i 1934 en plan om at oprette et hjemland for romaer ved bredderne af floden Ganges i Indien, i 1937 lancerede en anden polsk ’romakonge’ en ny plan om at etablere et land for romaerne i et område mellem Somalia og Abyssinien (i det nuværende Etiopien), og efter Anden Verdenskrig genoplivede en rumænskfødt roma denne ide og gik i gang med at trykke særlige romapas. Men han nåede aldrig i nærheden af at realisere drømmen om et ’romanestan’, og siden Anden Verdenskrig har de toneangivende romaorganisationer i Europa i højere grad satset på at blive anerkendt og respekteret som en nation uden land end på at etablere et hjemland.
Især siden 1960’erne har romaorganisationer i nationale og internationale fora argumenteret for, at romaerne skal have status som minoritetsgruppe i de lande, de bor i, og at de som samlet folk skal have status af en nation uden land. Fremvæksten af politiske romaorganisationer beskrives i bogen ”We are the Romani people” (se kilder).
Hvad skete der den 8. april 1971?
Den 8. april 1971 blev den første Verdenskongres for Romaer afholdt i England.
Repræsentanter for over 20 lande mødte op til kongressen, som var arrangeret af International Gypsy Comittee, en organisation, som var blevet etableret fire år tidligere.
Ved kongressen i 1971 blev sangen ”Djelem, Djelem” (”Jeg vandrede, jeg vandrede”) valgt som romaernes nationalsang, og det blev besluttet at erstatte den røde stribe i romaernes flag med det indiske ashokahjul for på den måde at markere romaernes oprindelse i Indien. Flaget har siden set ud som følger: Blåt foroven som symbol på himlen, evigheden og den spirituelle verden, grønt forneden som symbol jorden, væksten og den verdslige verden, og i midten det røde ashokahjul, der med sine 16 eger binder himlen og jorden sammen og står som symbol på vandring, bevægelse og fremgang.
De politiske beslutninger på den første og efterfølgende Verdenskongres for Romaer beskrives i et særskilt kapitel i bogen ”Between past and future. The Roma of Central and Eastern Europe” (se kilder).
Hvem repræsenterer romaerne på politisk niveau?
Romaerne har ikke noget land og ikke noget parlament. Men romaer deltager alligevel i stigende grad i politik - både lokalt, nationalt, regionalt og internationalt. Dels findes en række romasammenslutninger, som forsøger at repræsentere alle romaer. Det gælder blandt andet International Roma Federation og International Roma Union. Sidstnævnte har siden 1979 repræsenteret romaerne i FN, hvor den har status som ngo, ikke-statslig organisation, men uden stemmeret. I 2001 mødtes repræsentanter for en række romaorganisationer ved Verdenskonferencen mod Racisme i Durban i Sydafrika og skrev en anmodning til FN om at blive anerkendt som ’ikke-territorial nation med sæde og stemmeret’. Men uden resultat. Til gengæld blev der i 2003 etableret et European Roma and Travellers Forum (se kilder), som har rådgivende status over for Europarådet. Desuden blev to ungarske romakvinder i 2004 valgt ind i Europa-Parlamentet, og den ene genopstillede og blev valgt ind igen i 2009. Der er også romaer i flere nationale parlamenter i Europa. I nogle få lande, bl.a. Rumænien, findes deciderede romapartier, og i Sverige og Finland findes rådgivende organer med repræsentanter for romafolket, der har til opgave at vejlede regeringen om blandt andet modersmålsundervisning, arbejdsmarkeds- og boligpolitik med relation til romaer.
Hvad har de nationale regeringer gjort for at forbedre romaernes levevilkår?
· En række nationale regeringer har anerkendt romaerne som national minoritet og har udarbejdet handlingsplaner for integration af romaerne. Det er blandt andet tilfældet i de fleste af de lande, der blev medlem af EU i 2004. Også i Norge, Sverige og Finland har regeringerne anerkendt romaerne som national minoritet og har afsat penge til at støtte kulturelle aktiviteter og modersmålsundervisning i romani. Denne støtte er særlig vigtig, fordi romaerne ikke, sådan som for eksempel arabiske og tyrkiske indvandrergrupper, har noget oprindelsesland, der kan støtte kulturelle aktiviteter.
· Regeringen i Sverige har desuden sørget for, at der er blevet udarbejdet informationsmateriale til skolelærere, socialarbejdere og sundhedspersonale om romaernes historie, og Sveriges Radio sender hver uge en halv times udsendelse på romani, ligesom staten giver støtte til kulturelle tidsskrifter på romani. I 2002 etablerede regeringen desuden Rådet for Romska Frågor, hvor de forskellige romagrupper er repræsenteret og kan give deres besyv med, inden regeringen vedtager nye love, som berører romaerne. Romaernes formelle forhold i Sverige fremgår af Regeringskansliets hjemmeside om minoritetspolitik (se kilder).
· I Finland har alle skoler pligt til at tilbyde modersmålsundervisning i romani, når der kan samles en gruppe på mindst fire elever med romabaggrund, og den finske stat har organiseret kurser for romani-lærere og udarbejdet lærebøger i romani. Siden 1995 har finsk radio sendt ugentlige nyheder på romani, og i 1999 blev det skrevet ind i loven, at statsligt tv er forpligtet til jævnligt at sende programmer på romaernes sprog. Disse tiltag beskrives på hjemmesiden for den finske Ombudsman for Minorities (se kilder)
· I Norge bad regeringen i 1998 officielt om undskyldning for de overgreb, som staten udsatte romaerne for langt op i 1900-tallet i form af tvangssterilisering og tvungen internering på baggrund af kriminalisering af romaernes livsform. Romaer, som blev ofre for disse overgreb, kan søge om individuel erstatning Desuden besluttede Stortinget i 2004 at oprette en fond som en form for kollektiv oprejsning til romaerne. Fonden administreres af romaerne selv og har blandt andet givet penge til den permanente udstilling om romaernes kultur og historie, Latjo drom, som blev åbnet på det kulturhistoriske Glomdalsmuseet i Elverum i 2006 og siden er blevet suppleret med en udstilling på internet samt en vandreudstilling, udarbejdet af museet i samarbejde med Taternes Landsforening og Landsorganisationen for Romanifolket. Udstillingen dokumenterer romanifolkets kultur og historie og tager udgangspunkt i den holdning, at ”norsk kulturhistorie ikke er komplett uten at denne folkegruppen også er med”, og at ”Museets mål er å synliggjøre at Norge har vært flerkulturelt i mange hundre år.”
Udviklingen i de norske romaers forhold beskrives på museets hjemmeside (se kilder) samt i bogen ”Romanifolket og det norske samfunnet. Følgene av hundre års politikk for en nasjonal minoritet” (se kilder).
Hvad har EU gjort for at forbedre romaernes levevilkår?
I EU-regi er der siden 1980’erne blevet vedtaget en række resolutioner om minoriteters rettigheder. Der er blevet afsat store summer til at støtte disse minoriteter, og for lande, der ønsker optagelse i EU, er anerkendelse af etniske minoriteters rettigheder en nødvendighed. De central- og østeuropæiske lande, der blev medlem af EU i maj 2004, skulle således leve op til en række krav om anerkendelse af minoriteters rettigheder, før de kunne blive optaget. Det samme var tilfældet for Rumænien og Bulgarien, der blev medlemmer af EU i 2007. EU har således presset på for at få de nye medlemsstater til at forbedre forholdene for landenes romamindretal og har blandt andet bevilget penge til at bekæmpe ghettoisering og hjælpe romaerne ind på arbejdsmarkedet. En almindelig kritik fra både forskere og roma-ngo’er lyder dog på, at de mange penge og de formelle lovændringer kun har haft meget lille effekt for de fattigste og mest marginaliserede romaer. Desuden udtrykker romaorganisationer i de nye medlemslandefrustration over, at presset for at forbedre forholdene for romaerne er forsvundet, efter at landene har opnået medlemskab. Kravene til de nye EU-lande og rapporterne om udviklingen i disse lande frem mod optagelsen findes på Europa-Kommissionens hjemmeside (se kilder).
Herudover har forskellige menneskerettighedsorganisationer samt medlemmer af Europa-Parlamentet i sommeren 2010 udtalt kritik af den hårdhændede behandling, som myndighederne i en række ’gamle’ EU-lande, bl.a. Frankrig, Italien og Danmark, har udsat migranter med romabaggrund for. Også EU’s justitskommissær, Vivan Reding, har udtalt sig kritisk om EU-landenes behandling af sit roma-mindretal, ligesom hun har påpeget, at de mange penge, der findes i EU’s kasser til at forbedre forholdene for udsatte grupper som romaer, ikke bliver brugt. I artiklen ”EU vil satse stort på at hjælpe romaer” i Politiken 20. oktober 2010 (se kilder) udtalte hun, at de fleste af de milliarder af euro, der findes i EU’s socialfond, regionalfond og landbrugsfond, der kunne komme romaerne til gode, slet ikke bruges eller bruges til andre formål, fordi: ”det er ikke politisk populært at hjælpe romaerne.” Kommissæren har nu sat gang i en undersøgelse af, hvad hvert enkelt af de 27 EU-medlemslande gør for at integrere romaerne og forbedre deres levevilkår.
Fra forskellig side har der desuden lydt kritik af, at selv om 2010 af EU var udråbt til året for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, har de fattigste romaer over hele Europa generelt ikke oplevet nogen forbedring af deres levevilkår. Denne kritik nævnes blandt andet i kronikken ”Europa bekæmper sine fattige” i Kristeligt Dagblad 26 august 2010 (se kilder).