Hvilke ressourcer og hvilken mentalitet gjorde Romerrigets opståen mulig?
Der findes mange analyser af, hvilke forudsætninger der gjorde det muligt for romerne at erobre så enorme landområder.
Nogle historikere peger på, at Rom lå et ressourcemæssigt og militærstrategisk fordelagtigt sted. Byen var omgivet af frugtbar landbrugsjord, der kunne brødføde den voksende befolkning, samt en flod, der sørgede for, at høsten næsten aldrig slog fejl og for nem og effektiv handel og transport af varer, mennesker og dyr. Ny klimaforskning, der præsenteres i dokumentaren ”Civilisationernes storhed og fald – Byer og imperier”, har desuden vist, at en stigning i gennemsnitstemperaturen på omkring to grader i det sidste århundrede f.v.t. gav et mere stabilt klima med mere nedbør på gunstige tidspunkter for landbruget (se kilde 2).
Andre historikere peger på romernes selvforståelse som en forudsætning. De så sig selv som et folk, hvis ledere nedstammede fra store krigshelte som den trojanske Æneas og fra guderne Mars og Venus, der fremmede krigslykke og frugtbar overflod. Historikeren Susanne William Rasmussen hævder i ”Politikens bog om Romerne”, at denne opfattelse, i kombination med stærke kulturelle normer om ære og mod, tilskyndede soldater til at kæmpe til døden og til at udkæmpe nye slag efter nederlag (se kilde 3).
Hvilke sociale og politiske alliancer sikrede Romerrigets stabilitet?
Ud over en stærk identitet som et folk favoriseret af guderne havde romerne også en stærk social sammenhængskraft. Det skyldtes i høj grad det politiske system, hvor forskellige befolkningsgrupper arbejdede sammen. Selv om styreformen i løbet af Romerrigets historie skiftede fra monarki til republik til kejserdømme, italesatte romerne det konsekvent som en republik styret af senatet og den romerske befolkning. På trods af vidtrækkende magtbeføjelser var kejserne afhængige af støtte fra både de adelige og rigeste borgere – patricierne – der sad i senatet, var de øverste militærledere og afholdt mange store udgifter, samt af Roms generelle befolkning – plebejerne – der producerede og servicerede byen og tjente som menige soldater.
Også støtte og loyalitet fra erobrede folkeslag var nødvendig. I ”Romerrigets historie – fremstillinger og kilder” redegør historiker Jesper Carlsen for, hvordan romerske ledere skabte individuelle alliancer med erobrede bystater. Nogle gav de status af frie forbundsfæller, nogle blev gjort til selvstyrende kolonier med romersk borgerret, og i nogle konfiskerede de jorden og lod den kolonisere af romerske borgere (se kilde 4). Denne strategi, der er blevet kaldt ’del og hersk’, forhindrede, at bystaterne lavede alliancer imod Rom.
Hvordan sikrede kejserne deres herredømme i Rom?
Kejsernes magt afhang af deres popularitet hos de romerske borgere og af militærets fortsatte støtte. I bogen ”Antikkens Rom” beskriver arkæologerne Lesley og Roy Adkins, hvordan kejserne kunne opnå begge dele ved at bruge ressourcer fra erobrede landområder (se kilde 5). For at bevare tilfredsheden blandt plebejerne afholdt kejserne f.eks. triumftog og offentlige bespisninger og uddelte pengegaver efter store militære sejre. De afholdte også løbende skuespil, væddeløb og gladiatorkampe med krigsfanger og eksotiske dyr. Også historiker Susanne William Rasmussen beskriver i ”Politikens bog om Romerne”, hvordan kejserne gav erobrede jordområder til adelige og satte feltherrer, der erobrede nye provinser, til at styre og opkræve skatter fra dem (se kilde 3). Skatterne blev bl.a. brugt til løn til soldater, der var romerske borgere, og til lejesoldater fra provinser og stammer omkring Romerrigets grænser. Krigsfanger blev slavegjort og foræret eller solgt til rige romerske borgere, hvilket gav dem en enorm gratis arbejdsstyrke i og uden for Rom. Krigsbytte og slavegjorte mennesker blev også brugt til at opføre nye imponerende bygninger og anlæg, f.eks. paladser, amfiteatre, havne, broer og viadukter, pragthaver, templer, badeanstalter, markedshaller, o.l., og til at anlægge veje mellem byer.
Hvordan lykkedes det romerne at fastholde erobrede landområder?
Mange historikere, bl.a. Susanne William Rasmussen i ”Politikens bog om Romerne”, har forklaret, hvordan de romerske erobrere fra kejser Augustus’ regeringstid og frem anvendte forskellige strategier for at sikre loyalitet og stabilitet i de nye provinser. Romerne bestræbte sig dels på at vise respekt for lokale kulturer og samtidig at få integreret romersk kultur i de erobredes, dels gav de nye undersåtter del i de romerske goder. Hvis nye undersåtter svor troskab mod kejseren og hans styre, blev tidligere lokale herskere ofte (gen)indsat som forvaltere af deres by. Befolkningen måtte finde sig i konfiskation af land og rigdomme og i at betale skat og tjene som soldater i den romerske hær. Til gengæld fik de militær beskyttelse og ofte en væsentligt højnet levestandard. Romerne opførte typisk et nyt bycentrum i holdbare materialer med et torv, embedsbygninger, templer og offentlige bade og sørgede for rent vand og kloakering. Nye marmortempler blev bygget til lokale guder såvel som til de romerske. Her stod også statuer af kejserfamilien, der i provinserne blev fremstillet og dyrket som guder. Som det beskrives i ”Politikens bog om Romerne”, skabte disse strategier over tid en fælles romersk identitet på tværs af forskellige folkeslag, hvilket sikrede Romerrigets sammenhængskraft i århundreder frem (se kilde 3).