Fremtiden for rollespil

Fremtiden for rollespil

Rollespil er kun vokset de seneste år. Først støt og roligt, så eksplosivt hvad angår antal af såvel spillere som scenarier. Arrangementerne bliver stadig større, mere ambitiøse og mere velorganiserede, og rollespilsmiljøet henter hele tiden nye børn og unge ind, som aldrig har kendt til de jordnære "Kamp og Kage"-arrangementer fra spillenes barndom. Tværtimod starter de nye rollespillere i en verden, hvor krav til kostumer og udstyr bliver stadig højere, og hvor de beløb, der lægges for at leve op til kravene, vokser i samme takt.

Der er dog stadig lang vej at gå, før rollespil bliver gennemprofessionaliseret og en del af underholdningsindustrien, med tv-reklamer for sommerens scenarier. De frivillige kræfter er stadig dominerende i miljøet, og der er stadig masser af bittesmå, engagerede foreninger, som skaber deres egne eventyr med intet andet end en fodboldbane og en bunke bløde attrapsværd som rekvisitter. Men fortsætter udviklingen, vil rollespil muligvis kunne gå fra at være en fritidsinteresse for dedikerede rollespillere til at blive en almindelig kulturaktivitet, som enhver dansker vil overveje at deltage i for at få en anderledes oplevelse.

Samtidig ser det ud til, at rollespil for alvor vinder frem på områder som undervisning og erhvervsliv, og dette vil formentlig udvide rammerne for, hvordan man opfatter genren. Forskning i rollespillets muligheder vokser støt og roligt frem på landets universiteter og seminarier, og det er ikke umuligt, at rollespillet med tiden får et mere seriøst image.