Hvorfor fascinerer Ringenes Herre det moderne menneske?
I kølvandet på den forøgede popularitet, som filmene har udløst, er det blevet diskuteret, hvorfor "Ringenes Herre" er en interessant og vedkommende fortælling. En forklaring lyder, at den tilbyder en flugt fra en kompliceret virkelighed. Den er som andre eventyr eskapisme, men nødvendig eskapisme, mener således Freya Pernille Anduin i kommentaren "Tolkien og den mentale elastik" i Jyllands-Posten den 10. januar 2004 (se kilder). Tolkien formår at stille det gode og det onde skarpt op, så forskellen lettere kan ses. Hun skriver endvidere: ”Vi har brug for historier at hvile sjælen i. Historier, der giver håb. Historier, hvor det gode vinder.”
Denne opfattelse af "Ringenes Herre" er der dog mange, der ikke deler, blandt andet Tolkiens tidligere kollega Tom Shippey. Inspireret af ham fremhæver Anne Knudsen i radioprogrammet "Mytologi og modernitet" (se kilder), at det gode og det onde netop ikke er klart afgrænset, men bevægelige størrelser. Modsat det sagn- og mytestof, som Tolkien var inspireret af, har vi ikke at gøre med entydige helte i "Ringenes Herre". Frodo svigter for eksempel i det afgørende øjeblik, hvor han skal kaste ringen fra sig. Og orkerne nedstammer fra elvere, der engang blev indfanget, torteret og omskabt til afskyelige bæster. Desuden har vi ikke at gøre med en entydigt lykkelig slutning, for sejren over Sauron og Mordor er også forbundet med tab: Elverne forlader Midgård for altid, og Arven er nødt til at give afkald på sit evige elverliv for at blive hos den dødelige Aragorn.
Enterne, et ældgammelt folk af trækæmper, som hjælper de gode i krigen, er dømt til at uddø, og Rohans konge Théoden falder i kamp. Frodo mærkes for altid af sin færd med ringen, og han kan ikke rigtigt værdsætte livet derefter. Han ender med at forlade Midgård sammen med elverne og sin onkel Bilbo, og derved mister Sam sin bedste ven og Midgård sin redningsmand.
Denne oplevelse af uafvendeligt tab er det, der ifølge Anne Knudsen i "Det fantastiske prisme" (se kilder) gør "Ringenes Herre" allermest nutidig og vedkommende. Godt nok tilhører historien fantasy-genren og kan ikke på nogen måde siges at være hverdagsrealisme. Men den er realistisk i den forstand, at der ikke er nogen happy ending. Tolkien tror ikke på det menneskeskabte paradis, siger Anne Knudsen i radioprogrammet "Mytologi og modernitet" (se kilder), og derfor appellerer han til det 20. og det 21. århundredes mennesker.
Det 20. århundrede er de store håb og de store nederlags århundrede, mener Knudsen og refererer til, at de store historier om menneskeskabte paradiser som nationalismen, fremskridtstroen, kommunismen og nazismen har forkyndt, alle er blevet knust. Derfor er Tolkiens version mere spiselig for det moderne menneske. "Tolkien tror ikke på, at det ender godt, men at man kan forhindre, at det værste sker", udtaler Anne Knudsen, et budskab, som det moderne menneske kan forholde sig til.
Hvorfor er fantasy-genren god til at behandle eksistentielle spørgsmål?
I den fantastiske litteratur er det muligt at skære en masse detaljer bort og fokusere skarpt på personer og konflikter og undersøge dem. Det fantastiske er et rum, hvor det er muligt at forsøge at ”beherske moralske og eksistentielle problemer”, skriver Torben Grodal i artiklen "Udøde ånder og levende bytte" i Kosmorama nr. 231 fra 2003 (se kilder). Både det uafvendelige tab og det onde er eksistentielle problemer, der undersøges i "Ringenes Herre", og Grodal nævner Tolkiens egen interesse i at undersøge, hvad ægte mod er.
Er Ringenes Herre et politisk værk?
"Ringenes Herre" er ofte blevet læst som et helt konkret billede på nutidens samfund. Fordi det tidsmæssigt er blevet skrevet under og efter 2. Verdenskrig, er for eksempel Herredet og hobbitterne blevet læst som England og englænderne, Sauron og Mordor som Hitler og Nazityskland. Mordor er også blevet læst som et billede på Sovjetunionen.
Hippiebevægelsen udlagde værket som et billede på 1960'ernes virkelighed, og for deres egen kamp for ungdomsoprørets idealer. Men Tolkien selv var uforstående over for denne tolkning og generelt imod, at værket blev læst som en allegori på nutiden. Jakob Levinsen refererer i sin kronik "Kongen (Tolkien) vender tilbage" i Politiken den 17. december 2003 (se kilder) en bestemt episode, hvor Tolkien blev rasende, fordi en svensk oversættelse af "Ringenes Herre" var blevet forsynet med en politisk udlægning.
Hvorfor interesserer Ringenes Herre kristne miljøer?
Selv om Tolkien tager udgangspunkt i et sagn- og mytemateriale fra førkristen tid, så hæfter flere kristne kritikere af "Ringenes Herre" sig ved, at han var erklæret katolik, og læser derfor fortællingen som formidler af kristne budskaber. Ralph C. Wood mener i artiklen "The Lure of the Obvius in Peter Jackson's The Return of the King" (se kilder), at det religiøse hovedmotiv i "Ringenes Herre" er medlidenhed. I bogen tilgiver Frodo til sidst forræderen Gollum, for uden ham: ”[…] så ville jeg ikke have kunnet tilintetgøre Ringen. Så ville hele vores færd, vores opgave have været forgæves, selv her i den bitre ende. Så skal vi ikke tilgive ham!". Denne tilgivelse er udeladt i filmatiseringen, og det er et problem, mener Ralph C. Wood.
De to danske præster Ulla og Lars Tjalve tolker i artiklen "Tolkien, teologien og treenigheden" i Præsteforeningens blad nr. 51-52 fra 2003 (se kilder) også kristendommen som det dybeste lag i fortællingen. De mener, at både Frodo, Aragorn og Gandalf har træk fra kristus-myten: Frodo må bære sit kors, ringen, men udviser stadig barmhjertighed, troskab og ydmyghed. Aragorn er den skjulte konge, der vandrer ad støvede stier og Gandalf er en profetskikkelse. En af de teologiske pointer i værket er desuden ifølge de to: ”[…] at der, så længe tiden er til, også er kampe at kæmpe og fjender at bekæmpe.” Altså den samme pointe, som Anne Knudsens, når hun siger, at der ikke er nogen lykkelig slutning i "Ringenes Herre", fordi Tolkien ikke tror på det menneskeskabte paradis.
Ulla og Lars Tjalve konkluderer da også i deres artikel, at dette er et eksistentielt aspekt ved "Ringenes Herre". Så selvom der er mange forskellige tolkninger af "Ringenes Herre", så synes der altså at være bred enighed hos alle parter om, at historien er fascinerende og vedkommende, fordi den behandler eksistentielle problemstillinger.