Hvilken betydning havde redningen af de danske jøder for opfattelsen af Danmarks rolle under krigen?
Redningen af de fleste danske jøder fra oktober 1943 og flere måneder frem fik afgørende betydning for de allieredes opfattelse af Danmarks stilling under og efter krigen. På grund af den danske regerings beslutning om at samarbejde med besættelsesmagten frem for at yde modstand, havde der hersket tvivl om Danmarks engagement i kampen mod tyskerne. Efterhånden som modstandsbevægelsen i løbet af besættelsen blev mere organiseret og omfattende – og indledte samarbejde med det britiske SOE om sabotageaktioner – begyndte opfattelsen langsomt at vende. Det virkelige vendepunkt blev befolkningens indsats for at bringe de danske jøder i sikkerhed i Sverige i forbindelse med jødeaktionen. Herfra blev fortællingen, at mange i den danske befolkning aktivt bekæmpede nazismen.
Også den kollektive historiebevidsthed i Danmark blev præget af begivenhederne fra oktober 1943. I efterkrigstidens Danmark er fortællingen om redningen blevet udlagt som et bevis på danske politikeres og befolkningens modstandsvilje under besættelsen, og historikeres forsøg på at nuancere billedet – f.eks. ved at sætte fokus på dem, der tjente penge på sejladserne – er ofte blevet mødt med kritik af parter, der selv var involveret i redningen.
Hvordan blev jøderne påvirket?
I international jødisk historie står redningen af de danske jøder som et eksempel på modstandskraft og medmenneskelighed. Begivenheden bliver omtalt som ”den danske undtagelse” og ”et mirakel”, fordi Danmark er det eneste land, hvor langt flertallet af den jødiske befolkning overlevede krigen. At så mange kunne reddes skyldes imidlertid også de rent praktiske omstændigheder: at nabolandet Sverige var neutralt og meget tæt på med en grænseovergang, der faktisk var mulig at passere.
Redningsindsatsen som svar på tyskernes jødeaktion havde den konkrete betydning, at anslået 95 procent af jøderne i Danmark overlevede krigen. Af dem, der blev taget til fange og bragt til Theresienstadt, var det omkring 10 procent, der døde, selvom det ikke var en egentlig udryddelseslejr. De andre danske jøder, der omkom under krigen, døde under flugten, f.eks. fordi de blev opdaget og skudt af Gestapo, eller fordi deres både kæntrede under sejladsen til Sverige.
Efter krigen bredte der sig, hvad en af modstandsfolkene i dokumentarserien ”Danske modstandskvinder” kalder ”den store tavshed”. Mange valgte slet ikke at tale om det, de havde oplevet, hverken med hinanden eller med andre. Livet skulle gå videre, og i 1940erne var der endnu ikke megen viden om, hvordan oplevelser som dem, modstandsfolk og flygtninge havde været udsat for, kunne give ar på sjælen, eller hvad man kunne gøre for at bearbejde oplevelserne, så folk ikke udviklede det, man i dag kalder posttraumatisk stress. Det var dog i forbindelse med Anden Verdenskrig at forståelsen for varige psykiske mén efter voldsomme oplevelser begyndte at blive udviklet.
BOKS: Case 4: Flugten til Sverige i en robåd
I et interview flere årtier efter oktober 1943 fortæller Fanny Poulsen og Sonja Bandmann om deres flugt til Sverige fra Snekkersten i en robåd. De var ni voksne og en baby ombord. 18-årige Sonja var sammen med sin bror, og 19-årige Fanny med sin far og bror. Deres øvrige familiemedlemmer var de blevet adskilt fra under flugten. Da de var et par kilometer ud fra kysten, begyndte robåden at tage vand ind, og mens de forsøgte at øse vandet ud, gik hele bunden pludselig ud af båden. Det var ikke alle, der overlevede forliset. Hør deres fortælling om den skæbnesvangre nat i videoen her, som er lavet af Dansk Institut for Internationale Studier i 2013: